Kategoriarkiv: Uncategorized

Dag 28 – Izki

Er du dus med himlens fugle…

 

Mens Peter sank stadig dybere ned i Muscats inder-caféer, ville vi en tur på landet. Vi drog ned til biludlejningen med det prangende navn ”Global Rentals” (de havde et enkelt kontor i Muscat). Pigerne drømte om en rød cabriolet med kalechen nede, så deres hår kunne flagre i vinden. Peter håbede i smug på en potent 4-hjulstrækker. Det blev en Toyota Yaris.

Vi forlod det eksklusive velhaverkvarter i Muscat og drønede igennem Omans forblæste stenørken. Vi landede hos Yonis, en stolt landmand, der ved siden af sin mindre landbrugsproduktion også lejede værelser ud, især til natursøgende børnefamilier. Det var genialt.

Yonis havde lidt af det hele: Kaniner, høns, ænder, gæs, får, geder, kameler, en lænkehund samt tusindvis af summende honningbier. Derudover dyrkede han hvede, bananer, dadler, mango, figner, meloner og naturligvis honning. Han var en jovial mand med store armbevægelser, der holdt grillfester for byens borgere og kendte alle på egnen.

På vores første morgen havde han da også lige inviteret en 4. klasse forbi, der skulle høre nærmere om bierne og blomsterne (i den bogstavelige udgave, forstås). I front kom to mørkklædte lærerinder, hver med sit spanskrør, bag dem kom drenge og piger i fine skoleuniformer. De lyttede andægtigt til Yonis, mens han fortalte, hvorefter de skulle ind til bistaderne, hvor honningen blev produceret. Yonis pumpede røg ind hos bierne, så de blev desorienterede og ikke kunne lugte mennesker. De holdt sig i ro.

Det gjorde denne 4. klasse til gengæld ikke. De hvinede og grinede, løb vilkårligt rundt, huggede blommer fra træerne, drillede hunden og havde krudt i måsen. De to lærerinder lod spanskrør være spanskrør og gav dem frie tøjler. ”Only for emergency” sagde den ene om spanskrøret, mens hun spiste lidt mere honning. Ungerne havde en fest, vi lod os aldeles charmere og ingen blev vist stukket.

Næste morgen ventede det lokale dyremarked. Her kunne købes alt fra kameler til kanariefugle og kaniner. Det startede tidligt om morgenen, inden temperaturen nåede over de 30 grader ved 10-tiden. Ikke mindst på grund af fiskene, der ikke lå på køl. Fiskerne svingede kæmpe knive over store flotte tunfisk og mandaray, så fiskeslim, skæl og indmad sprøjtede omkring dem – og håbede ellers på købere i en fart.

Markedets største action var at finde ved catwalken. Det var en cirkulær plads, hvor velpolstrede indkøbere sad i midten og glædede sig til at tage denne uges tilbud i øjesyn. Landmænd defilerede forbi med deres pæneste geder, får, kameler, køer og tyre. Den ene veldrejede kamel spankulerede forbi efter den anden, mens indkøberne så dem an med blaserte kenderminer og indimellem udvekslede et par ord indbyrdes.

Alle deltagerne blev dog udkonkurreret af en kæmpe parringsparat tyr, der kækt forsøgte at saliggøre en forbipasserende ko. Hun gik fredsommeligt og tyggede drøv, da overraskelsen kom flyvende. De væltede dog begge i forsøget og var i stedet tæt på at nedlægge hele inderkredsen af købere, der måtte flygte væk fra skæbnen som bankekød. Til sælgerens fryd, der uden tvivl landede dagens bedste handel.

Business var business, og de handlende var ikke fintfølende omkring deres trækken rundt med dyrene, så familiens uovertrufne dyreven Emilie stod af på scenariet. Hun gik rasende derfra og mildnedes sjovt nok ikke, da vi pippede op om vilkårene for dyrene i den danske landbrugssektor.

Hendes største ønske var ligeledes, at vi kunne befri Yonis lænkehund, og tage den med i flyveren hjem. En fristende tanke, da hunden var ualmindelig sød, og livet som lænkehund i et ørkenland ikke byder på en opløftende fremtid. Hun måtte trøste sig med, at bondegården nok får besøg af flere børn, der bringer ekstra mad, vand og selskab til hunden, som hun og Dicte gjorde.

Men inspirationen fra den arabiske farm hang ved hos Emilie. Hun havde set sin fremtid og proklamerede, at hun en dag selv ville have en besøgsbondegård. Ligesom Yonis’, bare med en hund uden lænke. Ingen tosset tanke. Men ve den gæst, der kommer til at trække rundt med en af hendes geder. Han bliver sendt ind til bierne…

/Bodil

Dag 42 – Nara

Ikke uden min oplader

 

Det første vi checker, når vi indtager en ny bolig, er netforbindelsen. Vi er alle hooked, og vores kollektive humør stiger og falder med signalets styrke. For pigernes vedkommende er det dagens frirum, der er i spil, pausen fra forældrenes evige fordring om lektier, kortspil, udflugter og nærvær. Og forældrene har det på samme måde, vi søger en pause fra pigernes krav om underholdning og mad, og mæglervirksomhed, når de skændes.

Men der er mere på spil, først og fremmest dagens logistik i et land, hvor få taler engelsk og alt står skrevet på japansk. Rejser og udflugter skal planlægges, helst med omhu, for ve den, der farer vild i ulvetimen. Børn bærer ikke nag, men de hiver gerne gamle brølere frem i senere forhandlinger.

Vores elektroniske afhængighed blev grundlagt allerede for seks år siden, da Bodil tog en bid af æblet og foreslog, at vi tog en lille pc med på den første rejse. Mit konservative urinstinkt strittede imod, men hun sin vilje. Gudskelov. Den nu stærkt ramponerede mini-pc fra Samsung blev vores faste følgesvend de næste mange år. Den sikrede ro på bagsmækken og harmoni i forholdet. Mens vi pustede ud, sad pigerne klinet til de 13-tommer – de kan stadig opremse deres valgmuligheder som et helligt mantra: Nana, Shrek, Junglebogen, Løvernes konge, 101 Dalmatinere, Odette og Krigen i Kanøfleskoven. Vi havde næppe klaret seks måneder i en rygsæk uden ”den lille hvide”.

I dag er alting bedre. Vi er hævet over gemene downloads og streamer rundt i en grænseløs verden af dårlige Disney-serier. Og selv er jeg sunket lavere, end jeg nogensinde havde regnet med. Det stod klart, da jeg kort før afrejsen hørte mig selv klage over potentielt manglende Netflix i Japan. ”Selvfølgelig er der Netflix i Japan…” svarede min fætter Patrick, og lænede sig tilbage i sofaen som en anden romersk kejser ”…det er kun fordi du er blevet gammel, at du tænker sådan…”.

Men allerede på førstedagen blev vi ramt af den japanske virkelighed; ingen Netflix og kun en svagt gispende netforbindelse. I Tokyo! Vi vekslede mellem vantro og panik. Hele vores funklende IT-park lå hen som tomme skaller på en strand; vores tablet, vores spritnye pc og 3½ smartphones.

Siden har vi rejst ind og ud af Japans sorte huller, altid spændte på om næste destination var ”med eller uden”. Vi har lagt låg på de værste abstinenser ved at nedtage gamle klassikere som ”Den Røde Pimpernel”, ”Manden med jermasken” og ”Tilbage til fremtiden”, med den gavnlige sideeffekt, at pigerne har indset, at der findes et filmisk univers hinsides Jessie og Violetta.

Samtidig har vi set et andet, mere østblok-agtigt Japan tone frem bag de hypermoderne kapsel-hoteller og larmende Pachinko-haller. Et Japan med fugtige, paptynde boliger, opvarmet af stinkende petroleumsovne, og badevand, der veksler mellem iskoldt og kogende hedt, fordi vandvarmeren er 30 år gammel. Et Japan, hvor alt betales kontant, og hvis pengeautomater kun læser gammeldags bankbøger, som vi husker fra vores barndom. Og i øvrigt lukker kl. 17.

Japan føles stadig som en kulisse fra Blade Runner, med blinkende neonlys og japanske pigestemmer, der kvidrer uforståelige budskaber ud over regnvåde gader. Men der er ridser i lakken, lidt som i en dårlig sci-fi, hvor man rejser gennem det ydre rum, men stadig bruger fax-maskiner. Eller kloner mennesker, der stadig bruger læsebriller. I Japan blandes fortid og fremtid uden besvær.

På det punkt skal det blive helt rart at vende hjem til den jævne danske virkelighed, med fjernvarme, bredbånd og gode ventiler fra Grundfoss. Det er ikke specielt sexet, men hvem har brug for dét, bare netforbindelsen er god.

/Peter