Dag 1 – Isfahan

På gyngende grund

 

Flyet til Isfahan afgik fra den fjerneste og mest folketomme afkrog af Vienna International Airport. Det var tydeligvis hér man samlede alle de tvivlsomme afgange, alle dem til Congo, Turkmenistan, Aserbajdsjan og Iran. Det var også her passagerne fik en forsmag på den 3. Verden. Vores bagage blev skannet og passet checket en ekstra gang. Starbucks og taxfree shopping blev udskiftet med en kaffeautomat og høflig selvbetjening. Til sidst ventede en endeløs vandring ud mod gate G31, forbi tomme stolerækker og et enkelt neonlys, der knitrede i loftet.

I et kort sekund følte jeg mig helt Jan Grarup-agtig, på vej mod nye katastrofer, men dén illusion fordampede i samme øjeblik vi nåede frem til gaten, og mødte vores medpassagerer. De lignede en flok sommerkursister fra Grundtvigs Højskole, som havde skiftet akvarelkurset ud med en kulturrejse til Iran; et bredt udsnit af Politiken Plus-segmentet iført solhat og praktisk fodtøj.

Resten af turen forløb i samme sindige ånd. Vi landede i Isfahan klokken fire om morgenen, en provinslufthavn, der var omtrent ligeså laid back som lufthavnen i Søndrestrømfjord, Grønland. En kvindelig chador-klædt paskontrollør stemplede vores pas og viftede os videre i forløbet. Rygsækkene ventede på båndet, vi passerede de tre toldere, der sad og kiggede ud i luften, og cirka en halv time senere stod vi ude på pladsen i den kølige morgenluft.

Vores sommerkursister gik hen mod en ventede bus og selv fandt vi en enlig taxa, der kørte os ind til byen, mens Wham lød fra anlægget. Det var ikke helt som vi ventede. Hvor var revolutionsgardisterne? Hvor var Vogternes råd? Hvorfor var der ingen, der tømte vores bagage og finkæmmede min PC, som jeg endda møjsommeligt havde tømt for billeder af erotiske hindugudinder og våde sari scener, som er så nødvendige i formidlingen af det moderne Indien.

Næste morgen ventede skuffelsen. Isfahan står jo fremhævet som Irans smukkeste by, med hvælvede broer og en ældgammel basar, der vækker mindelser om 1001-nats eventyr. Men vores første vandring tog os ned af støvede gader fyldt med byggerod og tilgitrede butikker. Her var ingen af de kaotiske markedspladser, der kendetegner Østen, ingen travle te-huse, hvor de lokale spillede skak og røg vandpibe. Kun en masse kitsch, plastik og grimme bygninger, og en infam trafik over alt.

Iran var Cuba uden de bløde kanter; et samfund plaget af sanktioner, men blottet for rom, salsa og spanske kolonibyer. I mit stille sind gruede jeg for de næste par måneder. Hvad nu hvis Iran var en fejl; ikke farlig, bare kedelig? Hvad nu hvis vi stod foran endeløse timer på hoteller uden internet (Dicte har allerede kraftige abstinenser), en daglig tur til byen og en trist burger til aftensmad – der er næsten ingen restauranter – en ørkenvandring (undskyld klichéen), med Dubai (!) som eneste lyspunkt.

Men pigerne tog det pænt, de var vist ret ligeglade med byen og slog sig ned med kortspil, pc-film og en pose iranske chips. I modsætning til deres hændervridende far havde de prioriteterne på plads. Vi var sammen, vi var på tur, og ikke længere spændt ud mellem madpakker og ugeplaner. Næste morgen sov vi længe. Muezzinen sang, hanen galede, og vi blundede til langt ud på formiddagen.

Som vi trådte ud af døren blev vi mødt af en kølig brise og en bleg sol. Bodil frøs (et grundvilkår), men vi andre ænsede det gryende forår. En kort taxa-tur bragte os ind til hjertet af Isfahan, med dens blå moskeer i fineste mosaik, måske de smukkeste bygninger i verden. Men det stærkeste indtryk var de flygtige smil og faste håndtryk, der ventede os overalt, en varme og gæstfrihed, der virkede oprigtig, men aldrig blev påtrængende. Det var vist først her jeg endelig trådte ud af mit ensomme kontor og alle mine skriverier, og satte fod på rejsen og den gyngende grund.

/Peter

Jeg kan ikke få det sædvanlige plugin til at virke, men billederne burde kunne ses via dette link…

https://goo.gl/photos/NPtq99GHPdH5vccU6

Næste blog ⇒ Nain

3 tanker om "Dag 1 – Isfahan"

  1. Hej Peter & Co.
    Så kom vi også igang med læsningen, så vi kan følge jeres fantastisk spændende rejse. Godt skrevet, begge 2, – Super Godt, endda. Vi føler, vi næsten er der selv.
    Fortsat god rejse.
    Hugs4all4!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *