Dag 1 – Rejsen

Hvor er mit pengebælte?

 

En øde villavej i Kastrup. Klokken er 6 om morgenen. Det er bælgmørkt og bidende koldt. Taxa’en står og damper, ungerne er spændt fast, vi er klar til afgang.

Har vi det hele? spørger Bodil og ser sig omkring. Har du dit pengebælte? spørger jeg, og tænker tilbage på vores sidste rejse. Bodil klapper sig på maven, kigger panisk op og pisker ind i huset igen. Kort efter kommer hun ud med bæltet i hånd. En følelse af deja vu breder sig.

Ti minutter senere stod vi i terminal 2 face to face med Bodils åndelige modsætning; en korpulent amerikansk sikkerhedsagent, der spørger til vores bagage og indbyrdes relationer. Yeps, all family…Nope, never unattended, og naturligvis ingen uåbnede gaver i vores rygsæk, of course…måske lige bortset fra farmors uåbnede tegnebøger øverst i tasken, som vi ikke fik nævnt. Han virkede ikke som typen, der brød sig om løse pengebælter.

Og løkken skulle strammes endnu mere, for på den anden side af Atlanten ventede Department of Homeland Security. Rejsen fra Kastrup til Newark lufthavn var rejsen fra blid Dirch Passer komedie til højspændt amerikansk action sci-fi, i hvert fald i forhold til sikkerhedskontrol.

De stod klar lige uden for flyet, hvor alle pas blev checket (lige indtil en højtalerstemme bekendtgjorde, at de nu havde fundet ham de ledte efter…cute!). Herefter blev vi gennet videre ind i systemet. Vores pas blev gransket som var det Hitlers dagbøger. De skannede vores fingeraftryk, tog vores billeder, krydscheckede biometriske data på skjulte chip i passet, mens vores to lyshårede talibanere på 6 og 8 kiggede på i fascination. Og fra bunden af sin våde grav grinede Bin Laden.

Stemningen i San Jose lufthavn var noget mere bodilsk. Ved paskontrollen sad en flok søvnige teenagere med voks i håret og gummistemplede vores pas på stribe. De lignede nogen, der havde været til nytårsfest hele natten, selvom der stadig var et par timer til det gik løs. Samme bombede dagen-derpå look som ekspedienterne i et dansk byggemarked. I et meget kort sekund sendte jeg Silvan en kærlig tanke.

Det må være “that latin spirit”. De sidste rester af rejsestress sev ud af én, som vi trådte ind i taxien. Kort tid efter sad vi på hotellet, et lille hyggeligt sted med 7 værelser og en kold øl. Pigerne indtog stedet med vanlig ildhu og faldt snart omkuld. En halv time senere sprang propperne, og vi fulgte trop med pigerne. Det var godt at være fremme. Det bedste nytår, ever.

/Captain America

Response code is 404