Dag 110 – Fra Darwin til Alice Springs

Wet Wet Wet

 

Yes! Nu skulle vi ”on the road”! Nu skulle vi være cool og casual på den der Thelma & Louise-agtige måde med solbriller og støvede cowboybukser (bare i et andet land og uden dén slutning).

Først skulle vi have en sej øse. Måske en 4-hjulstrækker, der kunne give det rette outback ranger-look med rødt mudder og kænguruværn til at tage de værste buler? Eller skulle man hellere gå den magelige vej og få sig en ordentlig eurocamper med indbygget køkken og brus? Valget var simpelt: alle udlejningsbiler var sydpå, hvor normale turister ville tage hen på denne årstid.

Tilbage stod kun den mindste og billigste hippie-van. Peter Scrooge lyste op i et smil. Hm. Nå, med et telt også havde vi sovepladserne på plads, og kunne nu begive os ud på de australske vidder på en lidt mere backpacker/campist-agtig måde…

1500 km var i vente fra Darwin til Alice Springs og derefter 450 km yderligere til Ayers Rock. Første stop var ved Edith Falls i den sydlige del af Kakadu. Vi var stadig ikke ude af monsunbæltet og måtte slå lejr på en øde campingplads, hvor alle faciliteter var lukkede og skyerne hængte tungt over teltet. Fluerne havde meldt deres ankomst og da mørket faldt på, gjorde regnen det samme.

Peter Spejderman havde selvfølgelig smidt oversejlet omvendt på, så regnen silede ned i teltet. Festlig nat med våde unger, en irriterende optimistisk Steen & Stoffer-far (”Når regnen holder op, bliver det først rigtig sjovt!”) og en indædt, sammenbidt mor, der forbliver anticampist til sin dødsdag.

Det eneste, vi så til andre mennesker, var den lokale ranger, der næste morgen kiggede forbi og afkrævede os 22 dollars for at få lov til at blive gennemblødte. Fedt.

Nå, vi kørte fortrøstningsfuldt videre, væk fra regnen. Og så foldede Australien sig ud: landskabet blev bjergtagende smukt, himlen høj og uendelig blå og solen bagte på den røde jord. Fra det tropiske Darwin i nord skiftede landskabet langsomt til ørken, som vi kom længere sydpå. Tætte grønne træer blev til spredte buske for til sidst at blive til enkelte græstotter.

Vi gjorde holdt i byen Wauchope. Trods sin status som by på kortet, udgjorde Wauchope kun én tankstation med en tom campingplads og et par barakker med motelværelser. Fluerne var overalt. Af den slags, der befinder sig bedst i éns øjne og næse. Dernæst græshopper. Og dét i en grad, der kunne få Ægyptens syv plager til at ligne kortvarige irritationsmomenter.

Det var et søvnigt, støvet og varmt sted med en forladt stemning. Den lå langt væk fra alt. 250 km mod nord lå Tennant Creek, der selv blot havde én hovedgade, der nærmest holdt op, før den var begyndt. Mod syd lå Alice Springs 440 km væk. Wauchope var uden tvivl dødens pølse af en trist affære, en flække, der ikke engang var stor nok til at være en flække.

Indtil kl. 9 om aftenen. Pludselig blev tankstationen til et værtshus med masser af glade australier, der var dukket op fra det rene ingenting. Hvad skete der? Hvor kom alle de glade mennesker fra? Jo, de var kommet kørende fra nær og fjern (læs fjern) for ligesom at blive luftet lidt. F.eks. skolelærerne fra Tennant Creek, der ikke orkede at støde på deres elever i byen (forståeligt). Og alle andre tætboende naboer indenfor en radius af 600 km.

Afstande er ikke en hindring for australierne. Vi tog smutturen fra Darwin til Alice i et uhørt mageligt tempo med seks overnatninger undervejs. Undervejs fik vi til gengæld set vandfald, fløjet i helikopter og klatret på selve djævelens marmorkugler.

Forude ventede The Red Centre…

/Bodil

Response code is 404