Dag 12 – New Jersey

New Yorks Amager

 

New Jersey og Amager har meget til fælles. Begge ligger de klods op af storbyen. Begge ligger på den anden side af vandet. Og begge tilgås via broer, som mange gerne så kappet, og så alligevel ikke helt. For broerne spænder over en svimlende kulturkløft, og vidner om en dyb afhængighed.

New Jersey er rust, diesel og gammel industri. New York er hip, mode og Wall Street. New Jersey er Budweiser & baseball. New York er micro brews & Power Yoga. I New Jersey spiser man burgers. I New York er man til raw foods. New Jersey er autentisk, real American, synes de selv. New yorkerne synes de er nogle bonderøve.

Faktisk er der kun én bydel i New York, der er mere nederen end New Jersey, og det Staten Island syd for Manhattan, der vel bedst sammenlignes med Saltholmen tilsat færgeforbindelse og parcelhuse (til jyderne: dén sumpede ø man flyver over når man lægger an til landing i Kastrup).

Nu er New Jersey teknisk set ikke en NYC bydel men en stat for sig. Men det lader vi ligge… De vil inderst inde gerne være en del af det fine selskab. Ligesom dem på Amager. Især alle tilflytterne fra NYC/KBH, der er blevet boligejere.

Det var i starten af 00’erne, at Colin flyttede til New Jersey. Det grinede vi meget af den sommer. Colin, den inkarnerede New Yorker flyttede ud til lorteøen. Haha. Så blev det alligevel ikke en trendsetterlejlighed i Brooklyn Heights, men en forstadsbungalow som alle de andre…

Det var for dyrt, sagde han. Husene var billigere. Man fik mere for pengene. Bedre for ungerne, frisk luft og gode skoler. Men vi tænkte vores – tøffelhelt, borgerdyr, familiefabs.

Vi overvejede at sende ham en nødhjælpspakke med proteinkiks, jodtabeletter og brugte dollarsedler. Eller måske en startpakke med to identiske joggingsæt til ham og konen, samt en nedknappet hawaii skjorte og et gavekort til en guldkæde, så han kunne ligne én fra The Sopranos.

Det var dén gang. Siden har vi andre måtte betræde samme sti, og lægge øre til samme hån…og derfor var det vel også var nærliggende at tage på bodsvandring til New Jersey efter vores lille Harlem eskapade. Ud til det mondæne Montclair hvor den amerikanske middelklasse lever trygt og godt.

Vi kørte ned af villagader, der dryppede af idyl, skyggefulde træer og minimal trafik. Vi passerede store, flade forhaver med lange indkørsler og plads til tre biler. Vi så de enorme træhuse, der ligner forvoksede dukkehuse, komplet med spir, tårne, sprossede vinduer og luftige verandaer. Det var som taget ud af American Beauty og de utallige andre film vi har set tusinde gange før. Men det er ikke fiktion, det er ikke et poleret glansbillede. Sådan lever den amerikanske middelklasse, sådan ser den amerikanske drøm ud for de fleste.

New Jersey blev den første stat vi krydsede på vores lille roadtrip. Vi kørte ned langs kysten, der blev knust af orkanen Sandy, uden at man dog kunne se det mindste spor af ruin. Den amerikanske drøm lader sig ikke ryste af en smule blæsevejr. Vi havde kursen rettet mod statens sydligste spids, New Jerseys eget lille Dragør, det pussenussede turistmekka Cape May.

Og Cape May var den perfekte syntese af det amerikansk dollargrin og deres blødende hjerte. Gamle victorianske træhuse overhældt med lige dele sukkerglasur og plastiklaminat, størknet i en grimasse af evig sommeridyl. Fra deres bug flød endeløse mængder smagløs tingeltangel til laveste pris, klar til et efterliv på støvede kaminhylder i provinsen. Alle butikkerne lugtede af parfumeret sæbe og gode tilbud.

Det er ikke så underligt, at den amerikanske drøm sælger så godt. Den er varm og tryg og venlig og blid, den lugter godt og smager bedre. Hvad mere kan man ønske sig? Det skulle da lige være en treværelses i Brooklyn Heights.

/P

Montclair:

Response code is 404

Cape May:

Response code is 404