Dag 125 – Darwin


Warning: Use of undefined constant PICASNA_MAXSIZE - assumed 'PICASNA_MAXSIZE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 6

Warning: Use of undefined constant PICASNA_THUMBSIZE - assumed 'PICASNA_THUMBSIZE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 14

Warning: Use of undefined constant PICASNA_COVERSIZE - assumed 'PICASNA_COVERSIZE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 22

Warning: Use of undefined constant PICASNA_COLOR - assumed 'PICASNA_COLOR' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 31

Warning: Use of undefined constant PICASNA_COVERTITLE - assumed 'PICASNA_COVERTITLE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 38

Warning: Use of undefined constant PICASNA_BADGETYPE - assumed 'PICASNA_BADGETYPE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 45

Warning: Use of undefined constant PICASNA_UPDATE - assumed 'PICASNA_UPDATE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 53

Verdens ende t/r

 

Da jeg var barn, havde jeg en bog med billeder af alverdens dyr. Jeg elskede den sorte panter. Kobraslangen gav mig myrekryb. Den befandt sig i en hule, den var oprejst og klar til at hugge. Billedet var knivskarpt, man kunne se dens lede tunge og iskolde øjne. Når jeg åbnede bogen på en tilfældig side, var det næsten altid slangen, der dukkede op. Så lukkede jeg fluks bogen med et smæld og et gys.

Jeg hader slanger! Derfor kan det måske undre, at jeg slæber mine unger ned til det land i verden, der har de fleste og farligste slanger i verden. Northern Territories i regntiden – det bliver ikke meget værre. Det sjove er, at vi ikke har set en eneste af dem endnu, i hvert fald ikke au naturel.

Så da vi endelig kom tilbage til Alice, tog vi ud til det lokale terrarium for at se lidt kryb. I et lille rum, der lugtede af tis, var der et lille dusin glasmontre med verdens giftigste slanger; Inland Taipan på førstepladsen, Western Brown som en giftig nr. 2. Vi kiggede på dem, mens de gled lydløst rundt om hinanden.

Vi sluttede turen med en kramme-kæle runde. Et par store firben blev sendt rundt i lokalet og endte på pigernes skød, hvor Emilie småforelsket sad og nussede den ene som var det en kanin. Til sidst hev de en fæl kvælerslange frem fra en kasse og begyndte at hænge dyret rundt om dem, som havde de lyster i den retning.

Det havde Bodil. Inden jeg fik set mig om, stod hun og så salig ud med en fem meter lang viril muskel om kroppen. Jeg vidste godt, hvor det bar hen, men havde gudskelov stadig to børn som alibi. Lige indtil Dicte også ville prøve. Så kunne jeg ikke lurepasse længere.

Tanken om at være sidste ”mand” på skansen, mens mine tre piger havde kvælerslanger om halsen var ubærligt, Bodils hån ringede allerede i ørene. Jeg rejste mig mandigt op og fik den kilotunge slange ned over skuldrene. Kort efter fulgte Emilie trop, kun en anelse mindre tapper end sin far.

Vi tog flyveren tilbage til Darwin, hjem til frøhullet, der lignede sig selv, som kollegier nu gør. ”De store drenge”, som pigerne nu kaldte dem (hvad deres far så er, véd jeg ikke!), sad omkring bordet og bællede bajer og tog imod os med åbne arme. Pigerne fik påskeæg, Bodil to fisk, jeg fik en pils, og én stod klar med rugbrød og sild.

De sidste tre dage i Darwins kvælende hede besøgte vi Niels Anton ude i sumpen, og tog ud til de springende saltvandskrokodiller på Adelaide river. Ved stævnen stod vores guide klar med en kraftig fiskestang, hvorfra der hang koteletter i snor. Krokodiller kan åbenbart hæve sig lodret fra vandet ved hjælp af halen og fange mad i luften, og det gjorde de så, om end med varierende smidighed.

Den 70 år gamle, seks meter lange og tonstunge hankrokokodille Burt var lidt tung i røven, men formåede dog at løfte halsen. Den unge hun Sarah var anderledes adræt og løftede alle tre ben ud af vandet. Det sidste ben, fik vi at vide, havde hun mistet i parringslegen. Charmerende dyr!

Og hermed var vores tid i dette velkendte, men alligevel dybt fremmedartede land, ved at rinde ud. Som min kære kusine Bente kommenterede, så er der ingen fine fornemmelser hernede. Og ja, snobberi er det sidste man forbinder med Australien, hverken op eller ned.

Måske skyldes det deres historiske arv, at de alle nedstammer fra straffefanger, tvangsudskrevet fra De Britiske Øer. Måske skyldes det, at der ikke er plads til smålighed på de endeløse vidder. Eller måske, at Australien i en helt ekstrem grad føles som verdens ende. For hvor ellers, end ved verdens ende, finder man stednavne som Surprise Lake, Hidden valley, Skull creek, Mistake creek, Crocodile hole, Horseshoe bend og byen Humpty Doo?

Når man står midt ude i ørkenen føles det som om hele verden kan gå under, uden at man ville ænse det, og det giver vel ro i sindet. Men den fordrer også, at man hjælper hinanden. Den generelle følelse af sorgløshed, sammenhold og venlighed er ikke til at komme uden om.

Tilbage i Darwin pakkede vi vores grej. Drengene sad stadig og drak pils ude i gården, da Dicte troppede op med sin lyserøde rygsæk, stillede sig op foran bordet og fægtede truende med sin pegefinger: ”Hvorfor sidder I hele tiden og drikker bajer med bar mave?! Jeg forstår godt I gør det, men det går altså bare slet ikke!” Og med de ord forlod vi Australien.

/Peter

Response code is 404