Dag 13 – Okinawa, Zamami

Strandet

 

Der var ikke meget reggae-stemning over vores japanske tropeeksil. Færgen lagde til i en havn indsvøbt i postindustriel tristesse. Ingen hvide strande, ingen svajende palmer, ingen bambushytter på kanten af det azurblå hav. Kun et par tomme betonstrukturer spredt over kajen, med en gul gaffeltruck som eneste brud på den grå kulisse.

Havde det så bare været varmt! Men nej…Det blæste en halv pelikan, blysorte skyer hang over øen, og vi gik fra borde iført termotøj og fleece-trøjer, som vi kort forinden havde pakket ned i de dybeste afkroge af vores rygsække.

Zamami landsby lignede enhver anden japansk landsby, bare mindre og grimmere, og med et anstrøg af falmet velstand. En tom swimmingpool med krakelerede fliser og maling, der skallede i store flager. En rusten legeplads. En idrætsbane, der gled ud i en mark – eller var det omvendt? Husene var støbt i cement og uden den finesse, som ellers præger japansk håndværk, det være sushi, Sony eller origami. Vi vandrede gennem gaderne mod vores guesthouse, og Dicte satte ord på vores følelser: ”altså, det er ikke så hyggeligt…”. Vores booking lød på fire dage.

I løbet af vores første døgn tog blæsten til, og næste dag blev færgesejladsen indstillet. Kort efter var det slut med friske varer hos købmanden. Ingen yogurt og æbler til morgenmad, kun bananer og ris og masser af chokoladekiks. Men wi-fi virkede, så vi kunne følge med i de euforiske beretninger fra Danmark om det gryende forår.

Pigerne var glade. Der var ikke noget at lave, ingen steder at tage hen. De forskansede sig bag skærmen med alle deres kiks og tændte for Ramasjang, mens vi pippede om at tiden var moden til lektier:

Bodil: Ska vi ikke få det overstået, piger?
Emilie (bag skærmen): Ja, ja…vi ser Lille Nørd nu, det tæller som Natur & Teknik.
Bodil: Lille Nørd er ikke Natur & Teknik, det er bare Anders og Kathrine, der render rundt og leger mus.
Emilie: Der findes 11 slags mus i Danmark…
Dicte: …og de føder 20 unger om måneden.
Emilie: Nej, det er rotter. Men ørentviste-mødre slikker deres æg for at undgå svamp.

Vi insisterede på vores daglige udflugt, nærmest som en paradeøvelse. Vi lagde os fast på de fire verdenshjørner og startede med vest; en tur med snorkel og finner (egentlig vores primære grund til at besøge Zamami). Dicte kom aldrig længere end til vandkanten, hun bar stadig rundt på sit traume fra Tokyos fiskemarked. Men Emilie trodsede stimer af vandmænd, der stikkede på hænderne, og så levende koraler, farverige fisk og to stribede søslanger, der dansede om hinanden.

Syd-turen førte os ud til den fjerneste mole og øens losseplads, men også en strand med de fineste muslingeskaller. Vi slæber stadig rundt på 1½ kilo i rygsækken. Øst-turen førte os til stranden på cykel, masser af blæst og en badetur i Kattegat (sådan føltes det). Mens Bodil sad og frøs i sandet, plaskede pigerne rundt i bølgerne med blå læber.

Om aftenen gik fruen og jeg romantiske ture langs den mørklagte havn. Det var hér landsbyen gemte sig – de stod samlet til et foredrag om pukkelhvaler, mens de skyllede tørrede blæksprutter ned med saké fra store dunke.

På Zamami så vi storheden i det små. Vi fandt en rytme, der svingede med øen, og spiste og sov uden skelen til uret. Vi hang ud, spillede kort og snakkede med andre strandede passagerer. Vi rullede vores sengemåtter ud, når mørket faldt på, og vågnede uden hast og gøremål, mens vinden rev i gardinerne. Emilie synes stadig, at Zamami var det bedste sted.

/Peter

Advarsel til alle pånær bedsteforældre: Indeholder mange børnebilleder ;-)

Response code is 404