Dag 138 – Gili Trawangan, Lombok

Fra sixpacks til expats

 

”ALLAHHHHHHHHHH!”

Mullahen synger solen op med en vrissen opsang i højtalerne kl. 5 om morgenen. Med en stemme så kærlig som en motorsav bekendtgør han, at det er tid at komme op og bede. Han bliver ved for uformindsket styrke i mindst ti minutter, så han er sikker på, at ingen kan falde i søvn igen efter dén omgang. Og skulle det alligevel lykkes at få genetableret hvilepulsen og slumre hen igen, kommer dødstødet kl. 6, hvor han med frydefuld nidkærhed gentager hele manøvren. Hvor blev de fredelige australiere af med deres morgenpils?

Vi er tilbage i Indonesien. På Gili Trawangan, én ud af tre små bountyøer nord for Lombok. Og selv om mullahen gør hvad han kan, er der masser af fornøjeligt skørlevned på denne lille ferieø, hvor barerne vinder i antal over moskéerne til hver en tid. Derudover kan man vandre, sejle, bade, snorkle og dykke. Det eneste man heldigvis ikke kan, er at køre med motorkørertøjer. I stedet tager man hestevogn eller lejer cykler. Vi gør især det sidste og drøner øen rundt med pigerne på bagsmækken. Et stort hit.

For ikke at nævne snorkleriet. Vi har forsøgt at presse masker og snorkel på pigerne, men protesterne var for store, så de er snokelfredede, mens Peter og jeg på skift padler rundt. Vi er ganske bjergtagne af den smukke verden blandt koraller og farvestrålende fisk.

Havet omkring Gili har stærke strømme, og kun 20-30 meter fra kysten skråner havbunden kraftigt nedad i et mørkt blækblåt dyb. Guddommeligt for dykkere, men en anelse intimiderende for os med snorkel, der føler os som lille Nemo i mødet med det store hav. Men udover de farvestrålende fisk, kommer de store havskildpadder også ind på lavere vand og tager ikke synderligt notits af mennesker.

På vejen til Gili var vi omkring turistøen over dem alle, nemlig Bali og sågar Seminyak, Bali’s svar på Strandvejen, lige nord for bade- og bombemekkaet Kuta Beach. Blandt expats og dyre damer mødtes vi med Peters amerikanske ven gennem mange år, Tom, som lever det søde expat-liv på et labert resort. Ham vender vi tilbage til sidst på vores tur.

Gamle minder meldte sig ved mødet med Bali. F.eks. Stines efterhånden 10 år gamle, gode råd til en ung franskmand, der ønskede at score danske piger: ”Nej, jeg tror ikke, at du behøver at fri.” Stine, Sacha og jeg havde rejst rundt på Sulawesi og sluttede af på Bali. Sacha (en seriøs traveller) havde ikke meget til overs for de unge franske knægte, der gerne ville have pudset scorerutinerne af. Og helst på os.

Stine og jeg (useriøse turister) ville selvfølgelig hellere end gerne give gode råd til ungdommen. Men vi syntes alligevel at det i sidste ende ville være for patetisk at samle 18-årige surferdudes op i en alder af 32. Vi glemte vist helt, at dét øjensynligt er selve idéen med Bali…

Men nu er situationen en ganske anden: Nu deler Peter og jeg ørepropper, når de fem unge nordmænd inde ved siden af kommer hjem fra barerne kl. 5 om morgenen (sikkert med kvinder på 32)– og mullahen meget passende starter på sin dundertale i højtalerne. Så konkurrerer Frank Zappa og mullahen om lydbilledet, mens vi ligger lige midt i kultursammenstødet og forsøger at sove.

Suk…

/Bodil (og Bobby Brown)

Response code is 404