Dag 147 – Bali

Skal rotten fodres?

 

Det var en lettelse at komme væk fra Gili islands. Der var for mange smarte dykkerdrenge med våddragter og blybælter, for mange lokale hangarounds med rastahår og vaskebræt og alt for mange unge chics, der rendte rundt i minimalshorts med teksten ”Delicious” skrevet hen over ballerne. Man forstår godt mullahens inderlighed, når han bønfaldt Gud dag og nat.

Anderledes hjemme følte vi os i Balis kølige højland. Frisk luft, fuglekvidder og jævnaldrende turister på 40+. Med en regelmæssighed og disciplin, der præger modne mennesker, drog de af sted på tur iført solhat og vandresko. Hver dag. Og når de kom hjem, satte de sig til rette i caféen og nød udsigten med en (meget) stille øl; de grønne bakker, en brølende ko, en kaglende hane, fred og idyl.

Vi har tit spekuleret over, hvordan det ville være at gentage rejsen om føje år – samme rute, ingen unger, endnu mere modne. Alle de ture, vi ville kunne tage på. Alle de attraktioner, vi ville kunne se. Ingen lange dage, stavnsbundet til hotellet. Ingen brokfyldte gåture i mussetempo. Men sådan ville det næppe være. På afstand bliver alle minder gyldne, det ville nok bare blive en vemodig tur ”down memory lane”.

Men som vi siger på Bali; hvad udad tabe vi indad vinde… man kan sagtens opleve en masse på selve hotellet. Man kan for eksempel gå ud til rotten på badeværelsen, som Bodil gjorde på vores første aften i kystbyen Amed.

Pludselig hørte jeg hyl og skrig, jeg for derud og så Bodil stå på ét ben ovenpå toiletbrættet. Nedenfor løb en rotte rundt i panik, tog turen henover vores tandbørster og forsvandt ned under håndvasken.

Mens Bodil krøb i seng med en panodil, gik jeg på rottejagt. Hver gang jeg åbnede døren forsvandt halen bag håndvasken, hver gang jeg lukkede døren kom den frem igen. Endelig fandt jeg et lille hul bag afløbsrøret. Jeg kontaktede vores meget sløve vært, der blot konstaterede, at der ikke var nogen rotter på lokummet. Jeg viste ham hullet, og han vendte tilbage med noget myggespray.

”Now dead” sagde han efter have sprøjtet lidt op i hullet og lukket det til med toiletpapir. Vi prøvede at forklare ham, at rotter ikke dør af lidt spray, og at hvis de gjorde, så havde han et stinkende rottelig inde i muren, og ingen gæster på værelset.

Nu var kysten klar og Bodil vovede sig atter ud på badeværelset (med Emilie i hånden). Dør åbne, dør lukke, igen hyl og skrig. The rat was back. Denne gang søgte rotten tilflugt i vores toilettaske. Måske var den blevet skæv af alt det spray, for den sad helt stille og kiggede ud på os. Jeg kastede et håndklæde over tasken, pakkede den ind og præsenterede den for vores vært.

Han kiggede forfærdet på bylten, lænede sig frem og løsnede knuden med en forsigtighed, der var en kobraslange værdig. Rotten pilede mod frihed, vores ven hoppede en halv meter og pigerne hylede af fryd.

Et par dage senere overvejede vi at give ham en ny bylt, sådan bare for sjov, men fra hans sure blikke at dømme, var det næppe faldet i god jord. De havde nu mere humor down under.

Vi pakkede vores grej og drog ned til Tom, ned til et liv i luksus bag vagtværn og mure. Forud ventede ti dage i Seminyak og Singapore, ti dage med nedkølet magelighed i swimming pools og shopping malls.

Uden for murene huserede det brølende Asien med al sin fugt og varme, infame trafik og enerverende hustlers, men for vores vedkommende var backpackerlivet slut for denne gang.

/Peter

Response code is 404