Dag 18 – Havana

Cuba Libre?

 

Flyet fra Costa Rica bragte os til Havana, og 40 år tilbage i tid. Da vi landede, klappede passagerne, som sad de i et af de tidlige Tjæreborg charterfly. Udenfor lå Havanas lufthavnsterminal. Det lignede en gave fra Sovjet. Meget moderne, dengang i ’72.

Turen rundt i Havana er en historisk tour de force. Byens hjerte er et koncentrat af spansk kolonisme med hvide palæer og snørklede svalegange, søjler og palmer i smukke gårdhaver. Så pludselig en stor skinnende Pontiac, der kommer rullende ind fra højre som et ekko af 50’ernes dekadente skørlevned, med spillebuler og store cigarer, lette damer og dollars i luften.

Men så meget for et Havana i sus og dus, for i næste parket, lidt fra bymidtens kolonibygninger og art deco hoteller, kommer 70’erne væltende. Bastante beton bygninger med socialistiske slagord på murene. Nedslidte boligblokke med store billeder af Che. Skramlede kinesiske lastbiler, slidte Lada’er. Surt, at Fidel skulle vælge lige netop Kreml som venskabsby.

Modsætningerne er allevegne. Fra rig kulturarv til en økonomi i ruiner. I et tropekolonistisk pragtpalæ finder man tarvelige restauranter, der serverer dårlig mad. Og i de dyre saloner, hvor elegante spanske signoritas har svævet rundt i Scarlett O’Hara-kjoler, står der nu en svedig matrone og deler ubestemmelige stykker kød ud for stempler i rationeringshæfterne. En klump i en plastikpose pr. stempel.

Trods paroler om socialisme og fællesskab har Cuba en todelt møntfod: Overklassens dyre CUC’er, der giver adgang til alle varer på øverste hylde. Og de mere folkelige Peso’er, som kan bruges på brød, tomater og bananer. Og nada mas, sommansir…

Vi (dvs. Scrooge) opdagede hurtigt fordelen ved at solidarisere sig med folket, og hægte sig på den billige peso-økonomi. En CUC er 25x dyrere end en peso, men priserne er ofte ens. Så hvor en toast på en smart cafe koster 4 CUC, koster et helt brød plus tre runkne tomater 4 Peso. Vupti, så har man klaret frokosten, og kan leve ganske billigt, også som turist.

Det skabte dog en del uro i familiens egne rækker. Pigerne forlangte ordentlig mad på bordet. Især da de opdagede, at partitoppen (læs; Scrooge og hustru) ikke skortede på øl og kaffe til sig selv og mæskede sig i mojitos, mens folket end ikke fik en enkelt cola. En bondeopstand var under opsejling. Hasta la Revolution.

I første omgang blev revolten afværget. Med en pose tvebakker og noget grynet minarine købte politburauet lidt luft. Centralkommiteen mindede folket om, at det er til fællesskabets bedste, at de ikke kommer på burgerbar, som de øvrige kapitalistiske turister.

Derudover må den enkelte borger forstå, at arbejdet for fællesskabet bærer glæden i sig selv. Den mindste af borgerne spurgte under en lang byvandring på vej efter kaffe til ledelsen; “Mor, hvorfor skal vi gå SÅ meget? Jeg er træt!”. Og fik det officielle svar; “Fordi det gør én frisk, stærk og glad!”. “Ih, hvor må jeg være glad nu…” lød det fra neden.

/Bodil, medlem af centralkommiteen

 

Response code is 404