Dag 22 – Kannur

Seatbelts? No, no. In India we no use. But absolutely no problem. You safe in my hands…

 

Vi kikkede skeptisk på den lille inder med solbriller anno 1987, pomade i håret og guldkæde om halsen. Han var taxichauffør og hyret til at køre os tværs over Kerala i løbet af de næste 4 timer. Vel at mærke fra bjergene og ud til vandet med tilpas mange stejle hårnålesving til følge. Og indernes forkærlighed for høj fart kombineret med overoptimistisk afstandsbedømmelse og ubegrænset tillid til den store hinduistiske traffikgud Kaos gav os på forhånd en del nervøse tics.

Vi havde allerede takket nej til husets egen jeep, netop på grund af manglende sikkerhedsseler. Og stod ærligt talt og følte os som hysterisk pylrede danske forældre med “Rådet for større færdselssikkerhed” tatoveret i panden og et forvokset “Better safe than sorry”-gen. Hvilket de uden tvivl også betragtede os som…

Nå, der var ingen vej uden om. Vi måtte insistere. Den øverste del af selen var til stede, men dimsen man propper den ned i, manglede. Og fandtes naturligvis godt gemt under sæderne.

Ergo fik vi lov til at lede under sæderne, faktisk på det nærmeste flå sæderne ud og sågar skære et lille snit under betrækket, der var blevet syet uden nogen som helst tanke om, at der en dag ville komme en latterlig dansk familie og insistere på at splitte bilen ad. Og for første gang i en 15 år gammel bil blev sikkerhedsselerne på bagsædet taget i brug.

Et scenarie, der kom til at gentage sig gang på gang, vi skulle ud og køre langt: Mens jeg skar betrækket op og ledte blandt svensknøgler og olieklude, holdt Peter et foredrag til den nervøse chauffør om de 120.000 indere, der hvert år bliver dræbt i trafikken. Jeg tror, de hader os….

Men vi kom af sted. Fra Wayanads brølende hanelefant til Kannurs brølende hav. Her ville vi lege ”Den blå lagune” i en uges tid… altså bare med børn. Den lyshårede yndling fra 80’ernes bounty lovemovie, Chris Atkins, blev spillet af P. Johansen, der havde smidt de lyse lokker og i stedet sad med lægeordineret mudder på sin dårlige skulder. Og Brooke Shields fik en formidabel smækker stand-in i B. Chemnitz, der naturligvis lignede til forveksling…(man aner skribentens ID).

Emilie kunne lege fangeleg med bølgerne i timevis og Dicte byggede sandslotte. Det var her vi holdt pigernes fødselsdage d. 5. og 7. dec., hvor dagens vigtigste gave var et kækt eksperiment fra forældres side: Dagens fødselar fik lov til at bestemme hele dagen.

MAGT! Dicte vågnede med ordene: ”Nu er jeg fire år og jeg må bestemme ALT!” Nu skulle der f…. andre boller på suppen! Allerhelst ville de bestemme over os alle sammen a la “Jeg bestemmer, at mor og far kun må drikke vand i dag!”. Skuffelsen var naturligvis stor, da de opdagede, at magtens rækkevidde kun gjaldt dem selv, og at mor og far stadig indtog fast føde. De valgte selvfølgelig at se en masse film på computeren og spiser mere slik, end de nogensinde ellers havde fået lov til. Men også alle vores sædvanlige ekspeditioner blev i den grad dumpet, alle forslag om at lave noget “konstruktivt” blev fejet af bordet og stemningen af tung, inaktiv indendørs-sump varede hele dagen. Det var totalt nedslående. Men også for pigerne, der jo alligevel kom til at kede sig og skændes bravt hele aftenen. Aldrig mere børnemagt…

3. – 8. december 2009

/Bodil

Response code is 404