Dag 26 – Trinidad

Er Askepot smukkest i pjalter?

 

“Den skæggede skal dø…” hvæsede den gamle dame, og førte sin tommelfinger henover struben, “…alt er elendigt her i Cuba”.

“Men er det ikke blevet bedre…?” spurgte jeg opmuntrende, og kiggede omkring i hendes souvenirbod. Hun skulede ondt på mig; “…det er dårligt nu, det var dårligt før, det har altid været dårligt”.

Det var egentlig Dicte, der havde slæbte mig ind i butikken. Den var fyldt med overbroderede dukkekjoler med masser af glimmer. Men derudover var det en klassisk cubansk geschæft, som man ser overalt i landet. Meget lille og meget håndholdt.

Alle faldbyder et eller andet her i landet. En krukke med småkager. En termokande med kaffe. En lagkage med pink smørcreme. Små pizzaer. Fire grønne pebre. En pose med møtrikker.

Handlen sker fra stuevinduer, døråbninger eller direkte på gaden. Det er en slags primalkapitalisme, der spirer op gennem asfalten i det omfang systemet tillader det. Et nødvendigt onde – synes systemet – og et afgørende supplement til folks officielle sultesalær, og de statslige butikker, hvor tomme hylder besmykkes med tre poser sæbepulver. Folkets virkelyst er rodfæstet i metertyk betonkommunisme.

Hvis jeg skrev disse ord på spansk, her i Cuba, ville jeg ryge direkte i fængsel. Folk overvåges, pressen er en joke. Landets eneste avis er en tryksag på tyve sider, der hylder revolutionen for 50 år siden. Internettet findes ikke for cubanere, knapt nok for turister. Landet ledes af oldinge. Over en million er flygtet ud af en befolkning på 11 mio.

Den cubanske revolution har ellers altid haft en særlig aura. Venstrefløjens darling, ubesmittet af østblokkens gemene tyranni og tarvelige hverdag. Che og Fidel har altid været mere sexede end Stalin og Honnecker, og deres modstander mere dæmonisk. En korrupt og dekadent overklasse, der solgte ud til mafiaen. Sinatra var hyppig gæst i 50’ernes Havana.

Men revolutionen ligner efterhånden de amerikanske biler, der flyder rundt i gadebilledet og trodser tyngdeloven. De er lige ramponerede, holdes sammen med snor og elastik, og emmer af en svunden tid, som vi turister higer efter.

Og her ligger måske den anden grund til Cubas høje street cred. Vi ønsker egentlig ikke, at Cuba skal ændre sig alt for meget. For så kommer Cuba bare til at ligne resten af verden, med MacD, KFC og Seven11 på hvert gadehjørne. Det er jo lige præcis det, vi flygter fra – og vender hjem til!

Cuba er jo nærmest den sidste anti-globale bastion, hvis ellers man ser bort fra Nordkorea og visse Centralafrikanske lande, som der alligevel ikke er nogen, der gider at besøge. De har jo hverken skønne byer, seje biler, smukke piger eller sublime strande. Eller salsa, rumba, store cigarer og billige mojitos. Og slet ingen snert af revolutionær romantik.

For lad os slå fast med det samme. Cubanerne er cool og Cuba det fuldendte rejsemål. Det er eksotisk og spændende, velkendt og trygt.

Tilbage i butikken sluttede den gamle dame af med et sidste hvæs. “Oppression” sagde hun, så det hvislede mellem tænderne. Hendes ord hang ved som en sten i skoen, der dog ikke hæmmede os i vores fortsatte vandring.

Vi faldt over et lille tivoli og stillede os op i køen. Den rykkede sig ikke en tøddel, men folk tog det med knusende ro. De virkede hverken tyngede eller undertrykte. Meget lidt østblok. Ud over varemangel virker alting påfaldende checket.

Endelig kom vi ind. Betalte 40 socialistiske øre i entré, som også inkluderede en “Limonada National” (den eneste man kunne vælge imellem) og et begrænset udbud af gynger og karuseller. Mens ungerne knirkede i ring, nød vi det faktum, at evindelige Askepot, Tornerose og Snehvide var bandlyste fra folkeparken.

Hvor længe de kan holde Disney stangen, er ikke til at vide. Eller om de skal glædes eller græmmes, den dag det sker, og det globale fællesskab kommer rullende, og de blir ligesom os. Jeg savner ikke Askepot, men måske er cubanerne trætte af at være det.

/Peter

Response code is 404