Dag 27 – Fort Cochin

De små piger med svovlstikkerne

 

300?!…sagde Bodil forbløffet, da jeg præsenterede hende for den bongotromme, som jeg netop havde købt. Hun rettede på solbrillen og tog en slurk af sin Evian kildevand til 150 rupees. Jeg prøvede at forklare hende, at tilblivelsen af en indisk tromme var lang og sej, at kamelen skulle skydes og flås, skindet garves, at træet var ægte mango, og at jeg tilmed havde fået et nedslag på 400 rupees, om end lidt hurtigere end jeg brød mig om.

Bodil smilede hånligt og drak lidt mere af sin Evian. Hun var netop kommet tilbage fra sit ”frirum” (fra mig og ungerne…) på Old Harbour Hotel – Cochins mest mondæne hotel – hvor hun i smug havde siddet og spist hjemmelavet is og drukket fransk eksportvand. Nu var hun så ved et tilfælde stødt ind i os på legepladsen lige over for ”frirummet”, hvor vi stod og svedte i solen med en pose nødder, det var ikke lige meningen…

Retfærdigvis skal det siges, at det er svært at styre sig i Cochin, især når man har spist ris og karry til morgenmad de sidste to uger. Dicte havde indledende tegn på skørbug, og den blotte tanke om fritter, cornflakes og pandekager fik ungerne til at makke ret hele vejen ned gennem Kerala. Turen fra Kannur til Cochin tog samlet ni timer, og de brokkede sig ikke en eneste gang. Noget af tiden læste jeg højt fra Lonely Planets madsektion for Cochin, mens pigerne stirrede tomt ud i kupeen med fjerne, sultne blikke – en slags indisk ”Lille pige med svovlstikkerne”.

Og Fort Cochin levede da også op til vores hedeste drømme, både kulinarisk og kulturelt – en sand koloniel perle af hyggelige gadestrøg, belagt med gamle portugisiske, hollandske og engelske bygninger, samt en stemningsfyldt strandpromenade, hvor fiskerne sælger deres fangst fra de antikverede kinesiske fiskenet, der hænger over vandet som kæmpeedderkopper fra fjerne og glemte tider.

Byens store kristne befolkningsgruppe giver byen et ekstra eksotisk twist, det er som om deres religion har kørt dem ud af en anden kulturel tangent, en tangent, der på mange måder ligner vores, om end tilsat et ordentligt skud indisk masala. Der er f.eks. noget uvirkeligt over det plastikjuletræ, der står og sveder i vores hotel lobby i 30 graders varme, eller koret, der i den store gotiske katedral lige om hjørnet synger noget, der lyder som ”Jungle Bells” om rensdyr og slæder…

Nej, det er ikke så underligt, at det myldrer med turister i Fort Cochin, også turister der rejser med børn. Alt for mange børn, faktisk…. Her troede jeg, at vi var noget særligt, at ingen andre i Indien rejste med børn, men det er vi ikke. Og deres unger savner også cornflakes.

8. – 13. december 2009

/Peter

Response code is 404