Dag 30 – Remedios

Fra rygsæk til rullemarie

 

Vi mærkede det først som en svag rumlen i det fjerne. Noget var på vej.

Vi sad på en bro en tidlig formiddag foran et kæmpe delfinbassin. De smukke dyr sejlede roligt forbi med det evige smil på læben. På nær et par hektiske cubanere, der havde rasende travlt med at fordele isterninger i drinksglas, var vi de eneste på broen. Delfinerne pløjede sig elegant igennem det spejlblanke vand. Freden var komplet.

Så begyndte broen at ryste. Den svage rumlen tog til og så kom de. En frygtindgydende horde canadierne gjorde deres entré med en lydstyrke som en Roskilde Festival, en BMI på 47 og en drink i hver hånd. Første ladning af turister fra det nærliggende resort var ankommet iført neonfarvet badetøj og kameraer i XXL.

Vi glemte helt delfinerne og måtte istedet betragte denne opvisning i rejsekultur. De havde det skønt, fik hurtigt brug for flere drinks (derfor de hektiske cubanere) og kæmpede sig i en lang række ned på et plateau i bassinet, hvor man for sølle 360 kr. kunne få lov at klappe delfinerne. Dét tog 15 min., hvorefter der ventede en svimlende buffet (ikke incl. i prisen).

Vi følte os naturligvis i overflod frelste. Vi var nemlig RIGTIGE rejsende, der lærte landet RIGTIGT at kende og ikke latterlige kulturløse comfortturister, der rejser fra resort til resort uden overhovedet at ane, hvilket land de nu indtager deres piña colada i. Masser af hån fra vores side, mens vi kikkede ned i vores sørgelige madpakker og pigerne kastede lange blikke efter iskagerne på buffeten.

Nænej, ingen all-inclusive til os, så langt er vi enige. Herefter deles vandene, for hver familie har sine strammere og slappere. Således også vores. Familiens strammer er naturligvis Peter, slapperne er lige så naturligt pigerne, og selv svæver jeg i midten som en vindbøjtel i blæsevejr – et lille parti med den store magt.

Derfor passer den spejderagtige back-to-basic backpacker rejseform Peter så glimrende. Det eneste, der overgår kilometerne vi vader, er pengene vi sparer. Familiens to unge slappere synes naturligvis, at det er dybt urimeligt at skulle gå mere end 300 meter efter en taxa, og så kan man jo ligeså godt vælge en Pontiac cabriolet (med finner) fra ’57, synes jeg…

Men hvorfor egentlig backpackerstilen? Vi skal jo alligevel ikke forcere svært bjergterræn, stå og blaffe på indfaldsveje eller krydse floder til fods med fuld oppakning, som vi gjorde, da vi var 20. Så hvorfor rejse med rygsæk? Fordi strammeren Peter også er en gammel romantiker, der hellere vil bære alle sine pakkenelliker i en lerkrukke på hovedet end blive set med en Samonite rullemarie på hjul.

Nå, fordelen ved at have en backpackerronkedor i flokken er, at man havner i de mest obskure steder. Således endte vi i byen Remedios (omend byen står nævnt på side 4 i Lonely Planet). En sand lille koloniel perle, der endnu ikke er druknet i tætpakkede turbusser, tacky askebægrer og tonsvis af Che Guevara tingeltangel (han havde vendt sig i graven).

Uret på byens gamle rådhus synes at være gået i stå klokken halv fire sidst i 1890’erne. Hestevogne transporterer stadig grøntsager rundt i stedet for turister. Der er en bager og en barber og en skomager. Og en saloon, der hedder “El Louvre”, skrevet med klassiske westernbogstaver. Foran baren hænger de lokale homeboys med deres Oldsmobile ’52.

I et svagt øjeblik syntes jeg, at Emilie lignede Laura Ingalls – bare uden kyse og overbid. Og Dicte blev en hidsig udgave af lillesøster Carrie. Lige indtil jeg så dem hænge i poolen i vores lokale casa, og senere nægtede at indtage dagens ris og bønner, og brokkede sig over “kylling igen…”. Det var ikke sket på prærien.

Og Peter som den gode farmerfar Charles virkede også håbløs, som han sad dér med sin expresso på “El Louvre” og bladrede i Lonely Planet. Den, der udfyldte sin rolle bedst, var selvfølgelig mig selv; den tappert smilende og arbejdsomme mor Caroline, der i sit stille sind ventede på en Pontiac ’57 (med finner)…..

/Bodil

 

Response code is 404