Dag 33 – Munnar

Optur og nedtur i teplantagerne

 

Kors for en grim by! Alle mulige backpackere ta’r til Munnar og umiddelbart er det ubegribeligt hvorfor. Munnar er mildest talt en lille beskidt og støvet prutby, hvor det eneste interessante øjensynligt er, hvordan så lille en by kan larme SÅ meget?!? Og naturligvis en ren richshaw by uden fortov, hvor man kun er fodgænger, hvis man nærer et stærkt ønske om at dø. Og hvor skulle vi bo? Jo, op ad en lille muddersti, hvor JJ.Cottage – en slidt lyserød rædsel – lå indeklemt mellem andre slidte og smånussede hoteller (jeg synes, der var meget langt til min hjemmelavede is fra Old Harbour Hotel i Kochi…). Men charmen kom alligevel listende, som den tilsyneladende altid gør i Indien. Søde indehavere med en søn Jainson, der kurtiserede pigerne fra dag 1, et fint værelse med røde røvballegardiner og 5 minutter til de fantastiske teplantager, der strækker sig over bakkerne omkring Munnar.

Midt i de bjergtagende teplantager fik vi muligheden for en lille elefantridetur. De to elefanter, der levede af at transportere turister 100 meter op og ned ad en vej, var pænt store. Men Emilie kunne slet ikke vente med at hoppe op på mor-elefanten, dog med én af os som backup. Op på elefanten med os og en tøffetur ned ad vejen, hvor den pludselig stoppede op for at tisse en lille tår – kunne vi konkludere ud fra lyden af en middelstor gylletank, der væltede ned på vejen. Turen gik fint, og Emilie ville gerne have sin helt egen mor-elefant med hjem (det har hun egentlig allerede, men lad nu det ligge).

Foruden de smukke teplantager og de tissetrængende elefanter blev Munnar stedet, hvor vi på en lille tur til en park fik et indblik i indisk fotoæstetik. Hvordan vil inderne f.eks. helst fotografere deres udkårne? I de smukke teplantager? Eller i bjergene omkring Munnar, hvor bjergtoppene spejler sig i søerne? Nej, de sætter håret, ta’r den blanke skjorte på, pigen under armen og drager til Blossom Park. Et ganske sørgmodigt anlæg, der ikke havde set en gartner de sidste 10-15 år og nu var en trist have med gul plæne, visne planter og faldefærdig pavillion. Ikke desto mindre vrimlede den med tjekkede indiske par, der fotograferede hinanden igen og igen i disse slidte blomster.

Kvinderne gav den hele armen som bly violer med blomster i håret, flagrende gevandter og længselsfulde blikke. For herrernes vedkommende var stilen mere storskrydende med armene i siden, løftet hage og et tankefuldt fjernt blik skuende ud over den tilvoksede dam, som havde det været en konge, der besigtede sit rige. Eller hvad med en kæk indisk udgave af Burt Reynolds-fotoet fra 80’erne, hvor han ligger kun iført smøg og naturlig behåring på et leopardskind? Nej, de havde dog ikke taget et leopardskind med og havde også tøj på (typisk nedknappet skjorte og meget stramme bukser). Men som de lå henslængt med skrævende ben på de gamle bænke havde de præcis samme ”Tror-du-ikke-bare-jeg-skal-hjælpe-dig-af-med-alle-de-flagrende-gevandter?-blik” som gamle Burt.

Og sådan er det igen og igen. Intet er sikkert, udover – måske – at de største forventninger ofte bliver gjort til skamme, og at de sjoveste og mest hovedrystende oplevelser dukker op, når man mindst venter dem. Det er måske derfor man sikkert aldrig helt giver slip på Indien. Eller måske omvendt?

13. – 19. december 2009

/Bodil

 

Response code is 404