Dag 44 – Tortuguero


Warning: Use of undefined constant PICASNA_MAXSIZE - assumed 'PICASNA_MAXSIZE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 6

Warning: Use of undefined constant PICASNA_THUMBSIZE - assumed 'PICASNA_THUMBSIZE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 14

Warning: Use of undefined constant PICASNA_COVERSIZE - assumed 'PICASNA_COVERSIZE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 22

Warning: Use of undefined constant PICASNA_COLOR - assumed 'PICASNA_COLOR' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 31

Warning: Use of undefined constant PICASNA_COVERTITLE - assumed 'PICASNA_COVERTITLE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 38

Warning: Use of undefined constant PICASNA_BADGETYPE - assumed 'PICASNA_BADGETYPE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 45

Warning: Use of undefined constant PICASNA_UPDATE - assumed 'PICASNA_UPDATE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 53

Disneyland After Dark

 

“Nej se, piger! Edderkoppeaber!”
“Ja, ja, dem har jeg set. Tror du, Mathilde kan ses med mig, når vi kommer hjem?”

Min begejstring hang i luften, ligesom min pegefinger, der stadig fægtede i retning af aberne. Mage til blaserte høns. Måske var det på tide, vi indstillede jagten på ekstraordinære oplevelser og vendte hjem til hverdagen.

Vi var taget ud til Tortuguero ved det caribiske hav. En lille junglelandsby, der kun kan nås via floderne. Det lød perfekt.
Og nu slentrede vi så afsted på en yderst civiliseret sti, hvor turisterne gik som perler på en snor. Aberne var på pletten i håbet om at score en banan. Samtlige andre dyr havde forlængst søgt tilflugt til fredeligere dele af skoven.

Selvfølgelig kan drømmen aldrig opfyldes. Vi kommer med håbet om at opleve den unikke, autentiske natur og eksotiske dyr, men spolerer det fra start med vores blotte tilstedeværelse. Hvad havde vi egentligt regnet med?

Pigerne kikkede pænt på aberne, mens jeg lagde planer. Vi havde hørt at den inderste 5 km af trekket var lukket af pga. væltede træer. At skoven åbnede ved solopgang kl. 5.30 og at der to dage tidligere var observeret en jaguar i en af floderne. “But no worries. No attacks.”, havde man beroliget os. Vi dømte nu påstanden som en salgsgimmick, da Bogen beskrev chancerne for at se en jaguar som yderst “remote”.

Næste morgen kl. 5 stod jeg op og listede ud i mørket. Og inden solen stod op og nationalparken åbnede, sneg jeg mig ind i den dunkle regnskov ad den uofficielle bagvej fra stranden.

Lydene var stærkere. Dyrene var i fuld vigør her ved daggry og jeg blev klam i håndfladerne. Med sanserne på højtryk bevægede jeg mig langsomt fremad.

Jeg havde læst, at jaguarens brøl lyder som nogle dybe host. Men jeg kunne blot høre brøleaberne med deres dybe rungende brøl gennem hele regnskoven. Endelig fandt jeg den lukkede sti. Herinde var junglen dybere og mørkere. Jeg tænkte at jeg ville spille dum turist, hvis jeg rendte på en opsynsmand. Men ville jeg også spille dum turist, hvis jeg rendte på en jaguar? Hvis jeg mødte én, ville dét vist komme helt af sig selv.

Flere steder måtte jeg klatre over væltede træer. Egentlig havde jeg bare håbet at se edderkoppeaberne og capuchineraberne på tæt hold. Ligefrem at støde på et par glimtende katteøjne i tusmørket var helt usandsynligt. Og hvad ville jeg så egentlig gøre? Jeg samlede en stor kæp op fra jorden som våben. Ynkeligt. Hvis jeg nu rendte på kræet og stod helt stille? Ville den så tro at jeg var et træ? Næppe.

Faktum var, at jeg selvfølgelig intet ville kunne stille op. Desuden ville jeg også kun se en jaguar, hvis den ønskede, at jeg skulle se den og dermed skulle være dens morgenmad. Den ville snige sig ind på mig som den latterlige turist jeg var, være over mig på et lydløst splitsekund og gå direkte efter struben.

De ville først finde min rygsæk op ad dagen, når Peter og pigerne manglede deres fjerdemand til whist. Måske ville de finde min fod i munden på en grib, der havde fået lov at få resterne. Derhjemme ville jeg få samme prædikat som den stakkels danske familie, der blev kidnappet ved Somalias kyst: “Simpelthen for dum”.

Gad vide, hvem der ville komme til begravelsen? Ville bandet give et nummer i kapellet… med ny keyboardspiller? Og hvem skulle Charlotte nu moppe? Jeg blev helt rørt, snøftede lidt. Men tanken om Peter og pigerne fik mig til at skubbe hele scenariet fra mig med største udbehag. Pludseligt var det ikke sjovt længere. Jeg vendte om. Og havde gået ca. 5 meter, da jeg hørte en dyb hosten bag mig.

Jeg stivnede. Solen var så småt kommet frem og strålede svagt ned gennem de øverste trætoppe. Det var stille. Endnu et dybt host, denne gang rigtigt tæt på. Jeg holdt vejret og vendte mig så stille jeg kunne.

Ingenting. Øjensynligt. Jeg vendte mig atter for at skynde mig væk, da en gren knagede 6-7 meter over mig. Jeg kiggede op og så øjnene skinne imod mig fra et træ. Nu sker det, tænkte jeg og stirrede på dyret. Pludselig kunne jeg se det. Brøleaben kom med endnu et dybt host.

Om den havde mistet stemmen eller bare lavede nationalparkens ældste practical joke på en turist, ved jeg ikke. Flere aber dukkede op i træerne. De brølede fornøjeligt til hinanden og jeg trak på smilebåndet.

Billedet ovenfor er fisket på nettet, og er det tætteste jeg kom en jaguar. Og godt det samme. Jeg havde været så rigeligt i jaguarens klør allerede.

/Bodil

Response code is 404