Dag 46 – Osaka

Lolita & Lillith

 

”Hjælp! Fnisepiger!!” Emilie og Dicte dykkede i skjul bag Peter. Men forgæves. Flokken af 17-årige skoleuniformerede piger havde set dem og nærmede sig med hastig fjed. ”Hello!” fnisede de, og vinkede ivrigt. Emilie og Dicte hilste pænt tilbage. ”SO CUTE!” jublede skolepigerne og grinede igen til hinanden, måske fordi de var så vovede at kontakte fremmede på gaden. ”Where you from?” sagde den modigste af dem med stemmen i falset. ”Denmark” svarede Emilie. ”DENMARK!” Jublen steg. Skolepigerne klappede i hænderne, vinkede farvel og fortsatte finsende ned af gaden.

Cuteness-faktoren gennemsyrer alt i Japan. Fra små bamser på taskerne til plyssede haver i miniformat. Fra horder af Mini Mouse-udklædte teenagepiger i Disneyland til passagerfly dækket af Pokémonmotiver. Hvor Danmark er kendt for fri porno og hygge, er Japan kendt for Manga og ”Kawaii”, et begreb der betyder ”nuttethed” og oversættes til ”rødmen”.

Og rødme gør man, hvis man besøger pornogaderne i Osaka. Ikke på grund af kvarterets slibrige og universelle tema, men fordi sex og nuttethed hér er smeltet sammen til én stor lummer Lolitafetish. Med store dådyrøjne leger modellerne med deres rottehaler, iført den evige skoleuniform, der går lige til trussekanten. Med et kom-nu-lader-vi-som-om-at-jeg-intet-kender-til-sex-og-så-skal-du-vise-mig-det-hele-blik inviteres den japanske mand indenfor.

Helt slemt til mode bliver man, hvis man tænker tilbage på gadeautomaterne, hvor man i gamle dage kunne trække et par BRUGTE ungpigetrusser. De blev afskaffet i 1993, måske på grund af den voksede international forargelse. Men hvorfor denne lillepige-fascination hos den japanske mand? Er det følelsen af dominans, der kryber frem i den ellers så pligtopfyldende og hårdtarbejdende salary-man? Eller har japanske mænd bare fundet sig til rette med deres mørkeste drifter?

Men også udenfor Osakas tvivlsomme kvarterer, har nuttetheden lagt sin lyserøde glasur på den japanske kvindes opførsel. For en dansk hverdagskvinde er det et overraskende univers af rosenduftende fuglekvidder, der præger japansk kvindekultur. Som om barndommen er svær at slippe. De kimonoklædte idealkvinder rendte ikke rundt og brændte brugte pigetrusser af i 70’erne eller tog på ølejr på Okinawa. De har stadig et opgør tilgode.

Måske ulmer oprøret på vanlig diskret japansk manér; kvinderne gifter sig senere, får færre børn og stiller stadig flere spørgsmålstegn ved diverse kuriøse love: I Japan må kvinder ikke gifte sig det første halve år efter en skilsmisse, det må mænd gerne. Til gengæld skal mænd være fyldt 16 år for at gifte sig, mens kvinder kun skal være 14. Og på trods af at japanske kvinder er blandt de mest veluddannede i verden, gør de sjældent karriere, efter de er blevet gift. Måske fordi familien tilbydes skattelettelser, hvis den med laveste indtægt dropper jobbet og bliver hjemme.

Økonomerne hiver sig i håret. Det lave børnetal er en demografisk bombe under Japans velstand, og den ellers dybt konservative statsminister Shinzo Abe er overraskende kommet kvinderne i møde med både daginstitutioner og bedre løninger. For der er kun én vej ud af Japans økonomiske krise: Landets arbejdsstyrke må øges, og kvinderne skal ud på arbejdsmarkedet. Men det betyder, at de må smide skoleuniformen, omend ikke på den måde, som mændene måske havde håbet på.

/Bodil

 

Response code is 404