Dag 49 – Nara, Exit


Warning: Use of undefined constant PICASNA_MAXSIZE - assumed 'PICASNA_MAXSIZE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 6

Warning: Use of undefined constant PICASNA_THUMBSIZE - assumed 'PICASNA_THUMBSIZE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 14

Warning: Use of undefined constant PICASNA_COVERSIZE - assumed 'PICASNA_COVERSIZE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 22

Warning: Use of undefined constant PICASNA_COLOR - assumed 'PICASNA_COLOR' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 31

Warning: Use of undefined constant PICASNA_COVERTITLE - assumed 'PICASNA_COVERTITLE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 38

Warning: Use of undefined constant PICASNA_BADGETYPE - assumed 'PICASNA_BADGETYPE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 45

Warning: Use of undefined constant PICASNA_UPDATE - assumed 'PICASNA_UPDATE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/pjohansen.com/public_html/wp-content/plugins/picasna/picasna-functions.php on line 53

Fra ”Let it be” til ”Let it go”

 

Vores sidste dag i Japan startede som de fleste andre, til lyden af regn, der hamrede mod vinduet. Dicte var vågen og det samme var jeg. De andre sov. Morgenstunden har altid været vores. I dag var hun i særlig godt humør, for det var den sidste på rejsen. I morgen ventede en flyver hjem Danmark, og et liv uden for rygsækken.

I to uger havde hun talt dagene frem og tilbage, og nu var der kun en enkelt finger tilbage. Og med dén pegede hun ud af vinduet, og konstaterede, at vi nok ikke kom afsted på den planlagte skovtur. Hvilket egentlig passede mig fint, for jeg var mæt på oplevelser. Faktisk var det kun Bodil, vores mest dynamiske traveller, der var klar til en sidste runde, men hun måtte se sig nedstemt og nøjes med lidt karaoke senere på dagen.

Det blev en meget rolig dag. Emilie lavede korthus og øvede sine tryllekunstner bag lukkede døre – på behørig afstand af sin muggler-familie. Dicte tegnede og lavede musikvideoer på VideoStar. Og Bodil sad bag computeren og rev sig i håret over sin blog. I ny og næ ville hun træde ud af sin skrive-bobbel med et vildt blik i øjenene og en aura af sitrende virkelyst. Skulle vi ikke gå en tur? Cykle en tur? Tage ind til Osaka (én times transport…)? Se et tempel, et marked, en japansk have? Anything…

Selv drak jeg kaffe, checkede min Facebook og talte mine ”likes” (jeg oplever stadig den første brusende Facebook-forelskelse). Dernæst dobbeltcheckede jeg morgendagens afgange, og konstaterede, at jeg er blevet lidt af en pedant, typen, der bekymrer sig mere end nødvendigt er. Ikke så meget ”snake skin jacket” dér..!

I ny og næ ville kedsomheden drive pigerne ud af deres huler. Så ville de tænde for deres forældre som to gamle natlamper og insistere på underholdning. Kortspil og en dyst i ”surhedskonkurrence” – en leg, der handler om at se surest ud længst muligt. Dicte er uovervindelig og Emilie er håbløs, hun fniser som en japaner, inden der er gået fire sekunder. Det var her, samlet omkring bordet, at Bodil rundede rejsen af med følgende spørgsmål:

Bodil: Hva så piger, kunne I tænke jer at komme ud at rejse igen?
Emilie (lyser op): Ja!…sådan to måneder med rygsæk?
Bodil: Ja netop. Hvor kunne I tænke jer at rejse hen?
Dicte (mere afmålt): Vi kunne tage til Paris?
Emilie (irriteret): Nej, Paris er jo til en kortere tur.
Bodil: Hvad med Afrika?
Emilie: JA!…så kunne vi tage på safari!
Dicte: Vi kunne også sætte et H foran, og tage til Hawaii?

Og med de ord drog vi ned til den lokale karaoke-biks ved banegården. Vi havde egentlig regnet med, at karaoke hørte til ”hi-tech” Japan, men vi tog fejl. Det var østblokken, der ventetede os. Bag receptionen og de smilende og bukkende japanere ventede en lang smal gang med nummererede døre, der bragte mindelser om en lukket afdeling eller et russisk bordel. Vi trådte ind i en lille mørk kabine med mørkebrune vægge og ditto lædersofa, en tv-skærm og en lugt af gammel nikotin.

Bodil og jeg lagde ud med ”Let it be” af Beatles. Pigerne fortsatte med ”Let it go”, Disneys sentimentale ørehænger fra filmen Frozen, en sang som altid sender mig ud på gyngende grund, selvom jeg stritter imod. For sangen handler om at blive voksen, om at finde sig selv og gå sine egne veje. Og pigerne kendte teksten ud og ind: ”Let it go, turn away and slam the door…let it go, this perfect girl is gone…Let it go, at a distance everything seems so small”.

Sangen hænger stadig ved. Snart er vi hjemme og går hver til sit. Vi pakker ud, vi pakker væk og alt for hurtigt fader turen ud. Japan har givet os nogle store oplevelser, men jeg ved, at det bliver dage som den sidste, som jeg kommer til at savne mest. Dage uden struktur, der langsomt tager form. Dage med nærhed, der kommer og går.

/Peter
 

Response code is 404