Dag 5 – Nain

Talk of the town

 

Flad som en pandekage, og med spredte stråtotter. Sådan er den iranske ødemark på kanten af ørkenen. Det gælder også mit hår. Det påbudte tørklæde har en naturlig antifylde-effekt, der gør mit hjemmehår temmelig slukøret at se til. Tørklædet er blevet lidt af en vane. Det var det ikke i starten:  Først skulle jeg æde min forfængelighed og sluge en feministisk kamel eller to. Så blev det nærmest eksotisk at skulle bære, og sågar chickt med en solbrille til. Og nu er den største udfordring at finde sikkerhedsnålen, der holder sammen på det hele. Også for pigerne.

I storbyen Isfahan bliver tørklædets dydighed udfordret til det yderste af af modebevidste kvinder i fuld make-up. Som om de nærmest giver tyngdekraften skylden, lader de tørklædet vandre længere og længere mod nakken og blotte den ene truende hårpragt end den anden. Det er så udbredt en tendens, at det iranske sædelighedspoliti for længst har givet op.

Men nu er vi i den lille flække Nain midt i den iranske udkant, og her har piben en anden lyd. Her er ingen tvivl om dresscode: Chador, der på farsi meget passende betyder ”telt”. Eller enmandstelt, kunne man sige, for det er et hellangt sort slør, der dækker fra isse til tå, så kun ansigtet er synligt. Kun enkelte kvinder fraveg normen bl.a. tre fnisende teenagepiger med almindelige tørklæder og sågar make-up. De repræsenterede uden tvivl byens vilde ungdom, der måske bare ventede på at flytte til storbyen, når lejligheden bød sig.

Men for os var Nain helt perfekt. Stemningen var rar, imødekommende og afslappet. Byen var antitesen til Isfahan: fred og ro, masser af luft og alt inden for rækkevidde. Også den lokale kaffebar, der altid gør Peter til en mere medgørlig rejsefælle. Men cafeens vinduesparti mod gadelivet var plastret til med plakater, der tog udsigten. ”For secrets”, sagde caféejeren og så snedig ud. Det handlede om ikke at kunne kikke ind. Byens unge mennesker ville gerne kunne mødes over en kop kaffe uden resten af landsbyen som vidne.

Jeg mindedes min ungdom i Bogense, hvor kommunikationstempoet var højt. Min mor havde allerede fået at vide fra nabokonen, hvornår jeg var kommet hjem fra en sen fest, inden jeg selv var stået op i løbet af formiddagen. Men sladderen i min ungdoms Bogense var uskyldigheden selv sammenlignet med den sociale kontrol, der hersker, når forældrene forventer afholdenhed af deres poder indtil ægteskab og dertil har det afgørende ord i valget af partner. Så mon ikke de nænsomme plakater faldt på et tørt sted i de unges søgen efter privatliv?

Men som gæst er en lille bys nyfigenhed nærmest smigrende. Drengene fra skolebusserne råbte efter Emilie og Dicte, der råbte tilbage, de ældre herrer hilste smilende til os alle fire og damerne sendte nysgerrige blikke. Vi købte ukendt slik i supermarkedet, de havde både bananmælk og kamelmælk, Emilie så på iransk kageudstyr, Dicte på kinesiske mobiltelefoner og alt var eksotisk og spændende.

Indtil vi i en elektronik forretning pludselig med et brag var tilbage i gode gamle Dannevang. En animeret udgave af Egon, Benny og Keld prydede forsiden af en persisk dvd. Olsenbanden?!? På farsi?!? Nok vidste vi, at Olsenbanden gik sin sejrsgang i både Norge og det gamle DDR, men Iran? Hvordan de tre så danske vaneforbrydere var endt i en flække på den iranske hede, ved vi stadig ikke. Og spørgsmålet melder sig naturligvis: Havde Yvonne frivilligt hoppet i et enmandstelt eller med vanlig ildhu talt dunder mod vogternes råd om det kedelige i dén mode? Hun havde aldrig fundet sig i at rende rundt med fladt hår…

/Bodil

Se billeder her

   Isfahan ⇐ Forrige blog                                          Næste blog ⇒ Meymand 

En tanke om "Dag 5 – Nain"

  1. Skøn underholdning til morgenkaffen, Bodil. Håber I finder håndelaget med sikkerhedsnålene. Fortsat god tur, vi glæder os til at læse videre. Kh til jer alle – Mette og Jakob

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *