Dag 53 – Alamut

Paradis unplugged

 

Alle raske drenge og piger med interesse for asiatisk historie vil have hørt om assasinerne, der for 1.000 år siden spredte frygt og rædsel ved sultanens hof i Bagdad. Ifølge overleveringen var der tale om en sekt af snigmordere, der kastede sig ud i stensikre selvmords-missioner, godt hjulpet af store mængder hashish. Således stammer ordet ”assasin” fra ”hashassin”.

I Vladimir Bartols fremragende roman ”Alamut” fik historien en ekstra twist. Hér blev de bedst egnede drenge og piger udvalgt og optrænet på hver deres slot: Drengene i drabets kunst, pigerne i elskovens. Efter endt træning blev den vordende assasin tilbudt et eksklusivt indblik i det paradis, der ventede ham som martyr.

Han blev drukket sanseløst skæv i hashish og sendt ned i et islamisk lykkeland, komplet med 72 sortøjede hurier i en frodig dal med rislende vand, tamme tigere og vin ad libitum. Hér fik han lov til at boltre sig indtil han segnede, hvorefter han blev båret tilbage i sin gamle seng. Når han vågnede, nærede han en brændende længsel efter at vende tilbage. Nu var den unge kriger klar til sin mission, og martyrdøden.

Et besøg i Alamut-dalen, assasinernes arnested, lå derfor højt på min (og Lonely Planets) liste over iranske seværdigheder. Vi satte kursen mod Gazor Khan, landsbyen for foden af borgen. Turen op gennem dalen gik langs brusende floder og tusindvis af blomstrende kirsebærtræer. I horisonten tårnede sneklædte bjerge. Paradis var en nærliggende tanke.

Alligevel var der hverken hoteller eller restauranter i byen, blot nogle tilfældige gæsteværelser udlejet af ældre damer. Vores kammer havde udsigt til byens torv, der bragte mindelser om Dogville. Især de blå ladvogne, der stod parkeret, førte tankerne hen på den æbletransport, hvor Nikole Kidman i sin tid blev afblomstret.

Pladsen var en klassisk iransk rodebutik, dækket af storskrald og byggeaffald. Midt på torvet stod en udtjent vandtank og tre affaldscontainere, hvor den ene var væltet. Husene var opført i rå beton og mursten uden finish, kun moskéen var der kælet for. Den lignede til gengæld en klassisk saloon med swingdør. Kun højtaleranlægget på taget vidnede om dens sande natur.

Ældre mænd sad dagen lang og røg smøger og snakkede om løst og fast, mens konerne hakkede løg i deres egne klynger. Gazor Khan var den ægte lokale vare, aldeles upåvirket af sit store trækplaster. Turistindustrien i Iran er en sart lille blomst.

Vejen op til borgen gik langs stejle trapper, der gnavede sig ind i en massiv klippe. Selv svævede op ad stien, båret af historiens vingesus, men Emilie brokkede sig det meste af vejen (… eller var det Dicte? Når den ene er nede, er den anden altid påfaldende oppe). Da vi nåede toppen fik piben en anden lyd. Som altid måtte ungerne bøje sig for deres faders visdom. Nok var ruinen begrænset spændende og belagt med rustne stilladser og bølgepap, men udsigten var overvældende, omkranset af sneklædte bjerge og en dal, der fortonede sig i aftendisen.

Det var tomme maver, der tvang os ned fra borgen. Natten før havde vi tilbragt i et tog uden aftensmad og morgendagen bød på to nan-brød i en taxa. Men der var ingen mad at finde i Gazor Khan. Den lokale kiosk bød på store sække med ris, linser og hugget sukker, og vores halvsure kromutter var ikke meget bevendt. Et par timer senere rystede hun dog op med Irans dyreste spinatret. Som Dicte bemærkede, gør de ”mere for turisterne i Herlev, end de gør her…”.

Dagen efter søgte vi længere op i dalen, op til byen Garmarud, på jagt efter hygge og fast føde. Landskabet blev endnu kønnere, bjergene stod tættere, men kioskerne var stadig lige tarvelige. Atter ventede en aften med dyre spinatretter og store mængder chips. På tredjedagen kastede vi os ud i en sidste krampetrækning og hyrede en blå Dogville-vogn, som fragtede os op til kanten af passet. Vi endte i en snedrive i 2.700 meters højde og kastede et par snebolde efter hinanden. Herefter satte vi kursen mod civilisationen i Qazvin.

Dén nat sov vi tungere end den skæveste assasiner, og næste morgen trak vi ned i byens mest checkede café, hvor pigerne bestilte en Nutella cheese-cake og jeg selv faldt i staver over en double-shot Americano brygget på ægte italiensk kaffe. Hver mand sit paradis, men vi var næppe gjort af det stof, som assasinerne var lavet af.

/Peter

For billeder fra Alamut, se her

En tanke om "Dag 53 – Alamut"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *