Dag 55 – Hillerød

Faldet

 

En af de få glæder ved at blive 40+ er, at man endelig kan træde i karakter som sur gammel mand. Og det bedste tidspunkt at være sur gammel mand er når man rejser rundt i de varme lande. Så kan man rigtig mindes de glade dage i 90’erne, før verden blev global.

Før mails, chat og skype gjorde det umuligt at flygte. Og før visakort og pengeautomater fjernede den sidste rest af kontant spænding.

I gamle dage var der ingen sniksnak over tidszonerne. Der kunne gå måneder før dem derhjemme fik et livstegn; et postkort, et krøllet aerogram eller et long distance call (collect) med ekko og tidsforskydning. Man råbte ind i røret og talte i munden på hinanden. Det tog en time at komme igennem. Til gengæld var det hele overstået efter fem hektiske minutter.

Man lagde sin rejserute efter den næste poste restante, tre måneder ud i fremtiden. Man boblede af spænding hele vejen hen til posthuset, hvor dommen faldt knusende hårdt – er jeg husket eller glemt?! Glæden kunne måles i antallet af breve, der ventede. Og var dueslaget tomt, var turen hjem lang og bitter.

Man rejste med alle sine penge på sig. Kontant og i dollars, og gemt de mærkeligste steder. Det var kun kyllingerne – vor tids rullemarier – der brugte rejsecheck. Kalkulen var ganske enkel. Jo mindre man brugte, jo længere kunne man rejse.

Det er alt sammen slut nu, backpacker-kulturen er blevet kvalt af globaliseringen og de billige flybilletter. Vi så ikke en eneste beskidt rygsæk på denne tur. Nu gælder det vandrestaven. Det grå guld har overtaget scenen, og de få unge man møder, er pæne og velfriserede og har søgt tilflugt i tourgrupperne.

De vildeste unge tager på økosafari, silent retreat eller lægger en hund om dagen for at lave friviligt arbejde. Gerne noget med skildpadder eller syge aber, mens de surfer på facebook og poster deres heltedåd.

Selv hører jeg til blandt de frafaldne. Det var tankevækkende hårdt at være off-line i Cuba. Og en fryd med wifi overalt i Costa. Og til sidst sank jeg dybere end nogensinde i mit lange backpacker-liv. Og naturligvis var det kvinden i mit liv, der lokkede mig ud i det store syndefald. Hun insisterede på lidt luksus “bare de sidste to dage”. Jeg blev sendt i byen på en bunden opgave. Jeg skulle finde et hotelværelse til ikke under 40$, men over 80$.

Til min egen ros skal jeg hilse og sige, at det lykkedes til fulde; egen hytte, to soveværelser, stort køkken (med kaffemaskine), hængekøjeudsigt over det Caribiske hav. Kun 100$, ned fra 140. Pigerne var lykkelige.

Lettere euforiske drog vi ned i byen for at fejre vores endelige knæfald. Kravlede op på et skibsvrag, der lå ude i vandet på den lokale strand. Smukt og eksotisk, især i tusmørke. Hvorefter Bodil hoppede. Ned. 1½ meter. Sprang som en 16 årig, og landede som en 40 årig. Og vred sig i sandet i smerte.

Hælen var brækket to steder. Turen var slut. Nu skulle vi hjem. For Bodil var den største smerte vel, at vi nu skulle forlade vores luksushybel. Her hjalp ingen Iprener.

Men det kunne have været værre. Det kunne have været sket to dage inde i rejsen. Det kunne have været ungerne. Det kunne have været sket for mig (det sagde jeg ikke). Bruddet var rent og enkelt. Hun skulle ikke opereres. Hun får ikke men (troede vi). Forsikringen betalte endda en taxa helt til San Jose, så vi slap for 5 timer i bussen.

Siden har Bodil været den glade modtager af grænseløse sympati. Forsikringen tilkendte hende en 1. klasses billet hele vejen hjem. Tilmed på et andet fly end vores. Hun blev hentet i en kørestol, og fragtet rundt i fra den ene VIP lounge til den anden. De hælte champagne på hende. Hun fik hvid dug på bordet og en 3-retters menu, 30.000 fod oppe i luften.

I mellemtiden sad vi selv – ungerne og jeg – og vandsmægtede på monkey-class. Spiste kiks om natten og æggemadder om morgenen. Fra Kastrup tog vi toget, og sluttede af med bus 301 fra Hillerød st. Som backpackere.

Bodil fulgte i taxa, og siden er hendes heltedåd blevet hyldet af alt og alle. Hvor ER det synd for hende, hvor ER hun tapper. Hvis ikke det gør én til en sur gammel mand, så ved jeg ikke hvad…

/Peter

Response code is 404