Dag 59 – Afrejsen

India unplugged

 

Vi forlod Indien den 14. januar. Det er kun en uge siden, men hér i den malaysiske jungle virker det allerede meget fjernt. Jeg husker naturligvis fint hvad vi lavede de sidste ti dage efter Varkala.

At vi tilbragte en del tid i byerne Trivandrum og Alleppey. At begge byer var ganske charmerende på hver deres indiske måde. At vi rejste frem og tilbage i de folkelige second sleeper togvogne. At vi kom en tur på landet; ud til det sumpede, flodbefængte lavland langs Keralas kyst – de såkaldte ”backwaters”. At der var myg og rismarker overalt, meget grønt og evig fugtigt. At Dicte fik sig nogle indiske legekammerater mens Emilie muggent kunne konstatere, at det for en gangs skyld var lillesøster, der havde fat i den lange ende. At vi så en fantastisk solnedgang den næstsidste aften i Alleppey. At jeg den sidste aften gik gennem Trivandrums gader mens byen lukkede ned og blev lidt vemodig ved tanken om et tvivlsomt gensyn. Og at vi næste morgen ved daggry kørte ud til lufthavnen gennem de stadig stille gader i en klassisk hvid Ambassador bil, en bil hvis design er stivnet i 50’erne, som så meget andet i Indien.

Det er underligt hvor hurtigt store oplevelser hensættes i mindernes arkiv, og hvor meget en simpel flyvetur lægger afstand til det hele. Men her i aften er afstanden ikke til at komme udenom, og netop derfor er det måske nu på sin plads, i dette 10. og sidste indlæg fra Indien, at berette lidt om dagligdagen herude, og vores små rutiner. For de findes nemlig også – der er ingen vej uden om med unger!

Morgenstunden minder på forunderlig vis om vores danske ditto, om end i et sløvere tempo. Som sædvanlig er det Dicte, der vågner først; hun ligger og vrider sig i sengen, kun holdt nede af forældrenes arrige tyssen. Hen ad halv syv-tiden ruller jeg (…og sommetider Bodil…) ud af sengen og finder hendes langærmede ”myggetøj” frem.

På gode dage går vi på mælkejagt gennem den slumrende by og vender hjem med en frisk, kold liter til morgenmad bestående af havregryn, cornflakes og mysling (læs: müsli). På knapt så gode dage står den på indisk pulvermælk brygget på lunken flaskevand. Uanset hvad, så bærer vi altid rundt på et mindre arsenal af vestlig morgenmad, også selvom det er et helvede at pakke cornflakes ned i en rygsæk.

Efter morgenmaden venter dagens første og længste tur. Stok og gulerod er stadig intakte – ja i grunden er de én og samme ting, nemlig dét som uden sammenligning fylder mest i pigernes sind: dagens film (…eller mangel på samme hvis de ikke opfører sig ordentligt). På vores PC ligger et mindre udvalg af børnefilm som de skiftes til at vælge fra. De har fuldstændig styr på hvis tur det er. Og da de hver især har en hadefilm åbnes tilmed op for afpresning og vendetta. Således lyder næsten hver dag – og på de mærkeligste steder – varianter af følgende samtale: (Mor eller Far, begejstret) ”…se lige elefanten/myretuen/templet/paladset” (Emilie, hoverende – rettet mod Dicte) ”….jeg vælger Nana 2 i dag” (Dicte, ond i sulet) ”…så vælger jeg Cruella i morgen” (Emilie, knuget efter tænkepause) ”…ok, så ser vi Shrek 3”. Og på den måde opretholdes terrorbalancen i børnehøjde.

Den gyldne time ligger tidligt på eftermiddagen. Her ser pigerne film mens vi enten sover, læser eller ordner praktiske ting i byen. Denne stund er hellig for os alle.

Sent på eftermiddagen ligger dagens anden tur. Den er altid er kortere end den første, da pressionsmulighederne nu er begrænsede (stod det til ungerne så vi fjernsyn hele tiden – se tidligere indlæg fra Kannur). Herefter; aftensmad, sengelægning og den forkætrede ”voksentid”, der alt for ofte glider i et med dynerne. Det er måske en af de største overraskelser herude; at vi er dødtrætte om aftenen!

Alle vores planer om samvær, nærvær og underfundige samtaler i en lind strøm af Mojitos fordamper som byggeprojekter under en barselsorlov. Det er ærgerligt, ja, men omvendt savner jeg ikke fortidens frie rejse, hvor alt var muligt. Og jeg er rigtig bange for, at når vi en dag rejser ud som ”ældre ægtepar”, og sidder og kigger ned gennem cocktail-kortet, så vil vi savne dengang pigerne faldt til ro under myggenettet, og vi selv lagde os kort tid efter. Det bliver vist ikke meget bedre end nu.

/Peter

Response code is 404

Response code is 404