Den 15. november 2009 blev drøm til virkelighed. Foran os lå seks måneders rejse i Østen med vores to piger, Emilie på 5 og Dicte på 3. Vores to rygsække var hårdt pakkede, alt overflødigt gods var skrællet bort (troede vi…). Inklusiv legetøj! Pigerne havde hver deres bamse i hånden. Dertil 800 gram Lego og en håndfuld farveblyanter i sækken. Bodils føntørrer var blevet ofret på et alter af 40 pixi-bøger, som vi – efterhånden som månederne skred frem – udviklede en stadig større lede ved. Især dem med Paddington og Rasmus Klump.
Den første tur på rejsen var ganske prosaisk; bus nr. 701 til Hillerød station. Herefter ventede S-toget til Nørreport, metroen til Amager, flyveren til Indien. Men ellers var vores planer ret diffuse. Vi havde en enkeltbillet videre til Malaysia i slutningen af januar, og én hjem fra Singapore i midten af maj. Dette er historien om hvordan det gik, og hvor vi havnede.
Efter 4 ugers australsk proteinkur var vi atter klar til Østen. Fourud ventede Bali/Lombok, og en masse australiere!
Søndag den 11. april 2010
Fra sixpacks til expats
Dag 138 – Gili Trawangan, Lombok
”ALLAHHHHHHHHHH!”
Mullahen synger solen op med en vrissen opsang i højtalerne kl. 5 om morgenen. Med en stemme så kærlig som en motorsav bekendtgør han, at det er tid at komme op og bede. Han bliver ved for uformindsket styrke i mindst ti minutter, så han er sikker på, at ingen kan falde i søvn igen efter dén omgang. Og skulle det alligevel lykkes at få genetableret hvilepulsen og slumre hen igen, kommer dødstødet kl. 6, hvor han med frydefuld nidkærhed gentager hele manøvren. Hvor blev de fredelige australiere af med deres morgenpils?
Vi er tilbage i Indonesien. På Gili Trawangan, én ud af tre små bountyøer nord for Lombok. Og selv om mullahen gør hvad han kan, er der masser af fornøjeligt skørlevned på denne lille ferieø, hvor barerne vinder i antal over moskéerne til hver en tid. Derudover kan man vandre, sejle, bade, snorkle og dykke. Det eneste man heldigvis ikke kan, er at køre med motorkørertøjer. I stedet tager man hestevogn eller lejer cykler. Vi gør især det sidste og drøner øen rundt med pigerne på bagsmækken. Et stort hit.
For ikke at nævne snorkleriet. Vi har forsøgt at presse masker og snorkel på pigerne, men protesterne var for store, så de er snokelfredede, mens Peter og jeg på skift padler rundt. Vi er ganske bjergtagne af den smukke verden blandt koraller og farvestrålende fisk.
Havet omkring Gili har stærke strømme, og kun 20-30 meter fra kysten skråner havbunden kraftigt nedad i et mørkt blækblåt dyb. Guddommeligt for dykkere, men en anelse intimiderende for os med snorkel, der føler os som lille Nemo i mødet med det store hav. Men udover de farvestrålende fisk, kommer de store havskildpadder også ind på lavere vand og tager ikke synderligt notits af mennesker.
På vejen til Gili var vi omkring turistøen over dem alle, nemlig Bali og sågar Seminyak, Bali’s svar på Strandvejen, lige nord for bade- og bombemekkaet Kuta Beach. Blandt expats og dyre damer mødtes vi med Peters amerikanske ven gennem mange år, Tom, som lever det søde expat-liv på et labert resort. Ham vender vi tilbage til sidst på vores tur.
Gamle minder meldte sig ved mødet med Bali. F.eks. Stines efterhånden 10 år gamle, gode råd til en ung franskmand, der ønskede at score danske piger: ”Nej, jeg tror ikke, at du behøver at fri.” Stine, Sacha og jeg havde rejst rundt på Sulawesi og sluttede af på Bali. Sacha (en seriøs traveller) havde ikke meget til overs for de unge franske knægte, der gerne ville have pudset scorerutinerne af. Og helst på os.
Stine og jeg (useriøse turister) ville selvfølgelig hellere end gerne give gode råd til ungdommen. Men vi syntes alligevel at det i sidste ende ville være for patetisk at samle 18-årige surferdudes op i en alder af 32. Vi glemte vist helt, at dét øjensynligt er selve idéen med Bali…
Men nu er situationen en ganske anden: Nu deler Peter og jeg ørepropper, når de fem unge nordmænd inde ved siden af kommer hjem fra barerne kl. 5 om morgenen (sikkert med kvinder på 32)– og mullahen meget passende starter på sin dundertale i højtalerne. Så konkurrerer Frank Zappa og mullahen om lydbilledet, mens vi ligger lige midt i kultursammenstødet og forsøger at sove.
Suk…
/Bodil (og Bobby Brown)
Tirsdag den 20. april 2010
Skal rotten fodres?
Dag 147 – Bali
Det var en lettelse at komme væk fra Gili islands. Der var for mange smarte dykkerdrenge med våddragter og blybælter, for mange lokale hangarounds med rastahår og vaskebræt og alt for mange unge chics, der rendte rundt i minimalshorts med teksten ”Delicious” skrevet hen over ballerne. Man forstår godt mullahens inderlighed, når han bønfaldt Gud dag og nat.
Anderledes hjemme følte vi os i Balis kølige højland. Frisk luft, fuglekvidder og jævnaldrende turister på 40+. Med en regelmæssighed og disciplin, der præger modne mennesker, drog de af sted på tur iført solhat og vandresko. Hver dag. Og når de kom hjem, satte de sig til rette i caféen og nød udsigten med en (meget) stille øl; de grønne bakker, en brølende ko, en kaglende hane, fred og idyl.
Vi har tit spekuleret over, hvordan det ville være at gentage rejsen om føje år – samme rute, ingen unger, endnu mere modne. Alle de ture, vi ville kunne tage på. Alle de attraktioner, vi ville kunne se. Ingen lange dage, stavnsbundet til hotellet. Ingen brokfyldte gåture i mussetempo. Men sådan ville det næppe være. På afstand bliver alle minder gyldne, det ville nok bare blive en vemodig tur ”down memory lane”.
Men som vi siger på Bali; hvad udad tabe vi indad vinde… man kan sagtens opleve en masse på selve hotellet. Man kan for eksempel gå ud til rotten på badeværelsen, som Bodil gjorde på vores første aften i kystbyen Amed.
Pludselig hørte jeg hyl og skrig, jeg for derud og så Bodil stå på ét ben ovenpå toiletbrættet. Nedenfor løb en rotte rundt i panik, tog turen henover vores tandbørster og forsvandt ned under håndvasken.
Mens Bodil krøb i seng med en panodil, gik jeg på rottejagt. Hver gang jeg åbnede døren forsvandt halen bag håndvasken, hver gang jeg lukkede døren kom den frem igen. Endelig fandt jeg et lille hul bag afløbsrøret. Jeg kontaktede vores meget sløve vært, der blot konstaterede, at der ikke var nogen rotter på lokummet. Jeg viste ham hullet, og han vendte tilbage med noget myggespray.
”Now dead” sagde han efter have sprøjtet lidt op i hullet og lukket det til med toiletpapir. Vi prøvede at forklare ham, at rotter ikke dør af lidt spray, og at hvis de gjorde, så havde han et stinkende rottelig inde i muren, og ingen gæster på værelset.
Nu var kysten klar og Bodil vovede sig atter ud på badeværelset (med Emilie i hånden). Dør åbne, dør lukke, igen hyl og skrig. The rat was back. Denne gang søgte rotten tilflugt i vores toilettaske. Måske var den blevet skæv af alt det spray, for den sad helt stille og kiggede ud på os. Jeg kastede et håndklæde over tasken, pakkede den ind og præsenterede den for vores vært.
Han kiggede forfærdet på bylten, lænede sig frem og løsnede knuden med en forsigtighed, der var en kobraslange værdig. Rotten pilede mod frihed, vores ven hoppede en halv meter og pigerne hylede af fryd.
Et par dage senere overvejede vi at give ham en ny bylt, sådan bare for sjov, men fra hans sure blikke at dømme, var det næppe faldet i god jord. De havde nu mere humor down under.
Vi pakkede vores grej og drog ned til Tom, ned til et liv i luksus bag vagtværn og mure. Forud ventede ti dage i Seminyak og Singapore, ti dage med nedkølet magelighed i swimming pools og shopping malls.
Uden for murene huserede det brølende Asien med al sin fugt og varme, infame trafik og enerverende hustlers, men for vores vedkommende var backpackerlivet slut for denne gang.
/Peter