Torsdag den 23. februar 2012
Faldet
Hillerød, dag 55
En af de få glæder ved at blive 40+ er, at man endelig kan træde i karakter som sur gammel mand. Og det bedste tidspunkt at være sur gammel mand er når man rejser rundt i de varme lande. Så kan man rigtig mindes de glade dage i 90’erne, før verden blev global.
Før mails, chat og skype gjorde det umuligt at flygte. Og før visakort og pengeautomater fjernede den sidste rest af kontant spænding.
I gamle dage var der ingen sniksnak over tidszonerne. Der kunne gå måneder før dem derhjemme fik et livstegn; et postkort, et krøllet aerogram eller et long distance call (collect) med ekko og tidsforskydning. Man råbte ind i røret og talte i munden på hinanden. Det tog en time at komme igennem. Til gengæld var det hele overstået efter fem hektiske minutter.
Man lagde sin rejserute efter den næste poste restante, tre måneder ud i fremtiden. Man boblede af spænding hele vejen hen til posthuset, hvor dommen faldt knusende hårdt – er jeg husket eller glemt?! Glæden kunne måles i antallet af breve, der ventede. Og var dueslaget tomt, var turen hjem lang og bitter.
Man rejste med alle sine penge på sig. Kontant og i dollars, og gemt de mærkeligste steder. Det var kun kyllingerne – vor tids rullemarier – der brugte rejsecheck. Kalkulen var ganske enkel. Jo mindre man brugte, jo længere kunne man rejse.
Det er alt sammen slut nu, backpacker-kulturen er blevet kvalt af globaliseringen og de billige flybilletter. Vi så ikke en eneste beskidt rygsæk på denne tur. Nu gælder det vandrestaven. Det grå guld har overtaget scenen, og de få unge man møder, er pæne og velfriserede og har søgt tilflugt i tourgrupperne.
De vildeste unge tager på økosafari, silent retreat eller lægger en hund om dagen for at lave friviligt arbejde. Gerne noget med skildpadder eller syge aber, mens de surfer på facebook og poster deres heltedåd.
Selv hører jeg til blandt de frafaldne. Det var tankevækkende hårdt at være off-line i Cuba. Og en fryd med wifi overalt i Costa. Og til sidst sank jeg dybere end nogensinde i mit lange backpacker-liv. Og naturligvis var det kvinden i mit liv, der lokkede mig ud i det store syndefald. Hun insisterede på lidt luksus “bare de sidste to dage”. Jeg blev sendt i byen på en bunden opgave. Jeg skulle finde et hotelværelse til ikke under 40$, men over 80$.
Til min egen ros skal jeg hilse og sige, at det lykkedes til fulde; egen hytte, to soveværelser, stort køkken (med kaffemaskine), hængekøjeudsigt over det Caribiske hav. Kun 100$, ned fra 140. Pigerne var lykkelige.
Lettere euforiske drog vi ned i byen for at fejre vores endelige knæfald. Kravlede op på et skibsvrag, der lå ude i vandet på den lokale strand. Smukt og eksotisk, især i tusmørke. Hvorefter Bodil hoppede. Ned. 1½ meter. Sprang som en 16 årig, og landede som en 40 årig. Og vred sig i sandet i smerte.
Hælen var brækket to steder. Turen var slut. Nu skulle vi hjem. For Bodil var den største smerte vel, at vi nu skulle forlade vores luksushybel. Her hjalp ingen Iprener.
Men det kunne have været værre. Det kunne have været sket to dage inde i rejsen. Det kunne have været ungerne. Det kunne have været sket for mig (det sagde jeg ikke). Bruddet var rent og enkelt. Hun skulle ikke opereres. Hun får ikke men. Forsikringen betalte endda en taxa helt til San Jose, så vi slap for 5 timer i bussen.
Siden har Bodil været den glade modtager af grænseløse sympati. Forsikringen tilkendte hende en 1. klasses billet hele vejen hjem. Tilmed på et andet fly end vores. Hun blev hentet i en kørestol, og fragtet rundt i fra den ene VIP lounge til den anden. De hælte champagne på hende. Hun fik hvid dug på bordet og en 3-retters menu, 30.000 fod oppe i luften.
I mellemtiden sad vi selv – ungerne og jeg – og vandsmægtede på monkey-class. Spiste kiks om natten og æggemadder om morgenen. Fra Kastrup tog vi toget, og sluttede af med bus 301 fra Hillerød st. Som backpackere.
Bodil fulgte i taxa, og siden er hendes heltedåd blevet hyldet af alt og alle. Hvor ER det synd for hende, hvor ER hun tapper. Hvis ikke det gør én til en sur gammel mand, så ved jeg ikke hvad…
/Peter
For billeder fra den caribiske kyst og hjemturen, se her…
Mandag den 13. februar 2012
Disneyland After Dark
Tortuguero, dag 44
“Nej se, piger! Edderkoppeaber!”
“Ja, ja, dem har jeg set. Tror du, Mathilde kan ses med mig, når vi kommer hjem?”
Min begejstring hang i luften, ligesom min pegefinger, der stadig fægtede i retning af aberne. Mage til blaserte høns. Måske var det på tide, vi indstillede jagten på ekstraordinære oplevelser og vendte hjem til hverdagen.
Vi var taget ud til Tortuguero ved det caribiske hav. En lille junglelandsby, der kun kan nås via floderne. Det lød perfekt.
Og nu slentrede vi så afsted på en yderst civiliseret sti, hvor turisterne gik som perler på en snor. Aberne var på pletten i håbet om at score en banan. Samtlige andre dyr havde forlængst søgt tilflugt til fredeligere dele af skoven.
Selvfølgelig kan drømmen aldrig opfyldes. Vi kommer med håbet om at opleve den unikke, autentiske natur og eksotiske dyr, men spolerer det fra start med vores blotte tilstedeværelse. Hvad havde vi egentligt regnet med?
Pigerne kikkede pænt på aberne, mens jeg lagde planer. Vi havde hørt at den inderste 5 km af trekket var lukket af pga. væltede træer. At skoven åbnede ved solopgang kl. 5.30 og at der to dage tidligere var observeret en jaguar i en af floderne. “But no worries. No attacks.”, havde man beroliget os. Vi dømte nu påstanden som en salgsgimmick, da Bogen beskrev chancerne for at se en jaguar som yderst “remote”.
Næste morgen kl. 5 stod jeg op og listede ud i mørket. Og inden solen stod op og nationalparken åbnede, sneg jeg mig ind i den dunkle regnskov ad den uofficielle bagvej fra stranden.
Lydene var stærkere. Dyrene var i fuld vigør her ved daggry og jeg blev klam i håndfladerne. Med sanserne på højtryk bevægede jeg mig langsomt fremad.
Jeg havde læst, at jaguarens brøl lyder som nogle dybe host. Men jeg kunne blot høre brøleaberne med deres dybe rungende brøl gennem hele regnskoven. Endelig fandt jeg den lukkede sti. Herinde var junglen dybere og mørkere. Jeg tænkte at jeg ville spille dum turist, hvis jeg rendte på en opsynsmand. Men ville jeg også spille dum turist, hvis jeg rendte på en jaguar? Hvis jeg mødte én, ville dét vist komme helt af sig selv.
Flere steder måtte jeg klatre over væltede træer. Egentlig havde jeg bare håbet at se edderkoppeaberne og capuchineraberne på tæt hold. Ligefrem at støde på et par glimtende katteøjne i tusmørket var helt usandsynligt.
Og hvad ville jeg så egentlig gøre? Jeg samlede en stor kæp op fra jorden som våben. Ynkeligt. Hvis jeg nu rendte på kræet og stod helt stille? Ville den så tro at jeg var et træ? Næppe. Måske skulle jeg havde medbragt Pia Kjærsgårds peberspray?
Faktum var, at jeg selvfølgelig intet ville kunne stille op. Desuden ville jeg også kun se en jaguar, hvis den ønskede, at jeg skulle se den og dermed skulle være dens morgenmad. Den ville snige sig ind på mig som den latterlige turist jeg var, være over mig på et lydløst splitsekund og gå direkte efter struben.
De ville først finde min rygsæk op ad dagen, når Peter og pigerne manglede deres fjerdemand til whist. Måske ville de finde min fod i munden på en grib, der havde fået lov at få resterne. Derhjemme ville jeg få samme prædikat som den danske familie, der blev kidnappet ved Somalias kyst: “Simpelthen for dum”.
Gad vide, hvem der ville komme til begravelsen? Ville bandet give et nummer i kapellet… med ny keyboardspiller? Og hvem skulle Charlotte nu moppe? Jeg blev helt rørt, snøftede lidt. Men tanken om Peter og pigerne fik mig til at skubbe hele scenariet fra mig med største udbehag. Pludseligt var det ikke sjovt længere. Jeg vendte om. Og havde gået ca. 5 meter, da jeg hørte en dyb hosten bag mig.
Jeg stivnede. Med en rislen ned ad ryggen stod jeg naglet til jorden. Solen var så småt kommet frem og strålede svagt ned gennem de øverste trætoppe. Det var stille. Endnu et dybt host, denne gang rigtigt tæt på. Jeg rystede som et espeløv og vendte mig så stille jeg kunne.
Ingenting. Øjensynligt. Jeg vendte mig atter for at skynde mig væk, da en gren knagede 6-7 meter over mig. Jeg kiggede op og så øjnene skinne imod mig fra et træ. Nu sker det, tænkte jeg og stirrede på dyret. Pludeslig kunne jeg se det. Brøleaben kom med endnu et dybt host.
Om den havde mistet stemmen eller bare lavede nationalparkens ældste practical joke på en turist, ved jeg ikke. Flere aber dukkede op i træerne. De brølede fornøjeligt til hinanden og jeg trak på smilebåndet.
Billedet ovenfor er fisket på nettet, og er det tætteste jeg kom en jaguar. Og godt det samme. Jeg havde været så rigeligt i jaguarens klør – i tankerne.
/Bodil
For billeder fra den Tortuguero, se her…
Torsdag den 9. februar 2012
Tak til Che
Havana, dag 40
“En smule feber har aldrig skadet…”. Madmor kiggede skeptisk på mig, og ind til Emilie, der lå og blundede på sengen. “Har hun ikke fået Panodil, skal hun ikke til læge?”. Hun så stadig mere bekymret ud. “Nej, nej…det bruger vi ikke, den løjer nok snart af” fortsatte jeg kækt. Hun kiggede på mig, som stod der “Nomadefamilie fra Nakskov” skrevet hen over min pande. “Er du måske læge…?” snerrede hun, og hentede et glas juice til Emilie.
Desværre fik hun ret, vores madmor, hvilket hun også gjorde opmærksom på bagefter. Mange gange. Da Emilies feber på 3. dagen fortsatte sin ujævne kurs op og ned, drog vi afsted til den lokale policlinico, det almene cubanske lægehus.
Det lå i en nedslidt betonbygning i udkanten af byen, men som vi snart skulle sande, er alt i Cuba sjældent som det ser ud til at være. Blærede amerikanerbiler hænger sammen med lim, og kører rundt på russiske motorer. Og smudsige venteværelser dækker over et velsmurt og effektivt sundhedsvæsen.
Efter en kort ventetid kom vi ind til lægen. Han sad bag et metalbord på et mikroskopisk kontor, der lige akkurat rummede to stole, en badevægt og en metalbriks. Han lyttede til Emilie og sendte os videre til røngtenafdelingen. Det lå længere nede af gangen og var som taget ud af 70’erne. Den lignede et kryds mellem et metalværksted og et ramponeret øvelokale.
Få minutter efter sad vi hos lægen med et dugfrisk og stadig dryppende x-ray af Emilies overkrop. Lungebetændelse, lød dommen. Vi skulle fluks videre til børnehospitalet i den nærliggende by, Piñar del Rio. “Ikke i morgen, ikke i aften, nu! Skal jeg ringe efter en ambulance eller tager I en taxa?”.
Hjemme på vores casa hentede vi pas, penge og skiftetøj, mens madmors sendte os bebrejdende og bedrevidende blikke og forberedte sit triumftog i nabolagets sladderklub. Vi søgte tilflugt i taxaen, hvor pigerne sad med hver deres is som et plaster på såret.
Hospitalet lignede policlinikken; smudsig i krogene, ribbet for overflod og gennemsyret af cubanernes effektive og håndholdte pragmatisme. Emilie blev ført ind til den ene, så den anden læge. De ændrede diagnosen til bronkitis. Det hele tog et kvarter. På vej hjem lagde vi vejen forbi et apotek, hvor vi hentede antibiotika – igen uden ventetid – mens jeg sendte de kroniske køer på danske apoteker en kærlig tanke.
Hele forløbet varede tre timer, inklusiv en times transport. Og alle steder så de lettere forvirrede ud, når jeg spurgte om betaling. Cubas poliklinikker yder gratis behandling døgnet rundt. Che levede trods alt ikke forgæves.
Pigerne tog lægens dekret om ro og hvile meget alvorligt. Og helt bogstavligt. Bjergene omkring Viñales krøb stadig længere væk. Lange svedige gåture gennem tobaksplantager blev reduceret til kølige taxature til de mest gennempløjede turistmål. Med pigerne storsmilende på bagsædet.
En 5-minutters sejltur på en underjordisk flod. En gåtur gennem en kørestolsvenlig grotte. Og for enden af tunnellen, en Disney-agtig slavelejr med tre efterkommere i karnevalskostumer, komplet med bongotrommer, vrikkende numser og en kokosskal med kontanter. Afdrag på den hvide mands skyld. Tre $ for en negerdans.
Vi forlod Viñales i en Dodge ’57 med kursen mod Havana. De sidste tre dage dryssede vi rundt i byens mest sublime kvarter; Vedado. Det var hér mafiaen festede med Batista i de glade 50-er, mens United Fruit Company opkøbte det meste af landet.
Vi boede i en halvslidt millionærmansion, der havde været Lucky Luciano værdig. Nød de skyggefulde gader og savnede Havana allerede før det var slut, og mens pigerne førte lange samtaler om de pandekager, der ventede i Costa Rica. Børn blir aldrig gode socialister, med mindre de sidder i Centralkommiteen.
Vi ramte vestlige verden om aftenen, med alt hvad Cuba mangler og slipper for; rush hour & traffic jam, drive-in & take away. Blinkende neon, en afkørsel mod Walmart, en gigantisk Toys’R’Us. Det værste var, at jeg følte mig hjemme igen.
/Peter
For billeder fra Viñales, se her…
For billeder fra Havana, se her…
Søndag den 5. februar 2012
Et døgn i Håbets havn
Puerto Esperanza, dag 36
Man ved den er gal, når hundene glor efter én. Når de er så forbløffede, at de glemmer at gø. Og de lokale havde det på samme måde. Fra verandaer og gyngestole kunne vi mærke deres blikke følge os. Hverken fjendtlige eller venlige, blot forundrede. For hvad i al verden lavede vi dog hér, i denne lille undseelige fiskerby, hvis eneste trækplaster er en våd badebro og en tom hovedgade?!
Vi gik ud af badebroen. For enden sad fire knægte og drak honningvin, som de fleste andre i byen i øvrigt… Selv den lokale strømer gik rundt med en flaske. Vandet omkring badebroen var smult og fuld af tang. På bunden lå et par plastiksko. To meter væk lå noget, der lignede et kranie.
Det lød ellers ganske lovende i Bogen. Her var byen beskrevet som “the kind of low key, put-down-the-Lonely-Planet sort of place where it’s more fun to unravel the social life on your own…”. Lige noget for et par ægte backpackere som os.
Men Puerto Esperanza (Håbets havn) var støvsuget for liv denne lørdag. Hovedgaden var som sandblæst. De eneste forretninger, der var åbne, var apoteket og bedemanden. Selv legepladsen var spærret af med en tung kæde og hængelås, som om man frygtede, at gyngerne ville stikke af, hvis døren stod på klem. Det var værre end Otterup.
Resten af dagen forskansede vi os på vores værelse med en sædvanlig blanding af lektier, kortspil og Nintendo (Amish-patriarkens store knæfald). Men jeg hænger mit hat på kortspillets knage, og fryder mig over, at vi snart får ofret “Fisk” og “Gris” på det store whist-alter.
Ungernes motivation til hin traditionelle sysler bygger ganske vist på et solidt grundlag af trusler (“Hva så piger, vil I lave lektier, gå en tur eller spille kort med far?”), men til gengæld har Dicte lært betydningen af lurepasseri og billige stik – en vigtig Lektie på Liivets Vei.
Vores værelse ligger i et såkaldt Casa Particulares, et privat udlejet kammer med direkte udgang til en cubansk dagligstue. Netop disse casa’er udgør grundstammen af cubansk budget travel, for alle cubanere har ret til at udleje to værelser til turister, og det gør de så, selv i Puerto Esperanza.
Det er også på casa’erne, man møder det cubanske folk, eller rettere, den midaldrende cubanske husmor, som folket bygger på. Hun er støbt i granit, blød som smør og kan jage en skræk i livet på selv den hårdeste hombre cubano. Man blir helt glad for sin egen svigermor.
Derfor spiser man også hjemme. Ikke kun fordi restauranterne i Cuba er elendige eller ikke-eksisterende, men også fordi man ikke tør sige nej tak. Samtidig er hun også (naturligvis) 100% driftsikker. Hos mamasita er maden altid god, og altid den samme; fisk, gris eller kylling – serveret med ris, bønner og salat.
Derudover er portionerne (naturligvis) endeløst store, ligesom madmors opmærksomhed. Bag gardinet følger hun bekymret vores kamp gennem risbunkerne, og sender os bebrejdende blikke ved afrydningen, hvis ikke ungerne har spist som en flok canadiske skovhuggere.
Ofte spiser vi pigernes rester i smug, for husfredens skyld, og for at skåne pigerne den værste omgang knus, kram og klap på hovedet, bekymrede blikke, flygtige febercheck og udråb som “mi niña!” (min lille pige…). Pigerne har lært at leve med det, men vi frygter stadig den uanmeldte kommissær fra det cubanske børnetilsyn.
Dag blev til aften, pigerne krøb til køjs og udenfor vækkedes byen til live, lidt som i en gyser. Pludselig lød der leben fra gaden, folk flokkedes ud i de før så tomme gader. Jeg tænkte på Michael Jacksons “Thriller” hvor det pludselig vrimlede med zombier. Men det var bare lørdag aften, og det var byens ungdom, der vågnede op.
Jeg fulgte horderne gennem den mørke nat. Vi gik ned til havnen, hvor duften af deo efterhånden kunne skæres i skiver. Fra en bygning lød tunge latinske rytmer og uden for stod talrige grupper af drenge og piger og betragtede hinanden fra sikker afstand. De var komplet ligeglade med den danske familiefar, som flakkede rundt på molen. Det begyndte at regne, og snart vendte jeg om. Bedemanden var lukket, apoteket var åbent. Men det var rart at se, at der stadig var liv i Håbets havn.
/Peter
Mandag den 30. januar 2012
Fra rygsæk til rullemarie
Remedios, dag 30
Vi mærkede det først som en svag rumlen i det fjerne. Noget var på vej.
Vi sad på en bro en tidlig formiddag foran et kæmpe delfinbassin. De smukke dyr sejlede roligt forbi med det evige smil på læben. På nær et par hektiske cubanere, der havde rasende travlt med at fordele isterninger i drinksglas, var vi de eneste på broen. Delfinerne pløjede sig elegant igennem det spejlblanke vand. Freden var komplet.
Så begyndte broen at ryste. Den svage rumlen tog til og så kom de. En frygtindgydende horde canadierne gjorde deres entré med en lydstyrke som en Roskilde Festival, en BMI på 47 og en drink i hver hånd. Første ladning af turister fra det nærliggende resort var ankommet iført neonfarvet badetøj og kameraer i XXL.
Vi glemte helt delfinerne og måtte istedet betragte denne opvisning i rejsekultur. De havde det skønt, fik hurtigt brug for flere drinks (derfor de hektiske cubanere) og kæmpede sig i en lang række ned på et plateau i bassinet, hvor man for sølle 360 kr. kunne få lov at klappe delfinerne. Dét tog 15 min., hvorefter der ventede en svimlende buffet (ikke incl. i prisen).
Vi følte os naturligvis i overflod frelste. Vi var nemlig RIGTIGE rejsende, der lærte landet RIGTIGT at kende og ikke latterlige kulturløse comfortturister, der rejser fra resort til resort uden overhovedet at ane, hvilket land de nu indtager deres piña colada i. Masser af hån fra vores side, mens vi kikkede ned i vores sørgelige madpakker og pigerne kastede lange blikke efter iskagerne på buffeten.
Nænej, ingen all-inclusive til os, så langt er vi enige. Herefter deles vandene, for hver familie har sine strammere og slappere. Således også vores. Familiens strammer er naturligvis Peter, slapperne er lige så naturligt pigerne, og selv svæver jeg i midten som en vindbøjtel i blæsevejr – et lille parti med den store magt.
Derfor passer den spejderagtige back-to-basic backpacker rejseform Peter så glimrende. Det eneste, der overgår kilometerne vi vader, er pengene vi sparer. Familiens to unge slappere synes naturligvis, at det er dybt urimeligt at skulle gå mere end 300 meter efter en taxa, og så kan man jo ligeså godt vælge en Pontiac cabriolet (med finner) fra ’57, synes jeg…
Men hvorfor egentlig backpackerstilen? Vi skal jo alligevel ikke forcere svært bjergterræn, stå og blaffe på indfaldsveje eller krydse floder til fods med fuld oppakning, som vi gjorde, da vi var 20. Så hvorfor rejse med rygsæk? Fordi strammeren Peter også er en gammel romantiker, der hellere vil bære alle sine pakkenelliker i en lerkrukke på hovedet end blive set med en Samonite rullemarie på hjul.
Nå, fordelen ved at have en backpackerronkedor i flokken er, at man havner i de mest obskure steder. Således endte vi i byen Remedios (omend byen står nævnt på side 4 i Lonely Planet). En sand lille koloniel perle, der endnu ikke er druknet i tætpakkede turbusser, tacky askebægrer og tonsvis af Che Guevara tingeltangel (han havde vendt sig i graven).
Uret på byens gamle rådhus synes at være gået i stå klokken halv fire sidst i 1890’erne. Hestevogne transporterer stadig grøntsager rundt i stedet for turister. Der er en bager og en barber og en skomager. Og en saloon, der hedder “El Louvre”, skrevet med klassiske westernbogstaver. Foran baren hænger de lokale homeboys med deres Oldsmobile ’52.
I et svagt øjeblik syntes jeg, at Emilie lignede Laura Ingalls – bare uden kyse og overbid. Og Dicte blev en hidsig udgave af lillesøster Carrie. Lige indtil jeg så dem hænge i poolen i vores lokale casa, og senere nægtede at indtage dagens ris og bønner, og brokkede sig over “kylling igen…”. Det var ikke sket på prærien.
Og Peter som den gode farmerfar Charles virkede også håbløs, som han sad dér med sin expresso på “El Louvre” og bladrede i Lonely Planet. Den, der udfyldte sin rolle bedst, var selvfølgelig mig selv; den tappert smilende og arbejdsomme mor Caroline, der i sit stille sind ventede på en Pontiac ’57 (med finner)…..
/Bodil
For billeder af Cienfuego, Trinidad og La Boca, se her…
For billeder af Remedios, se her…
Torsdag den 26. januar 2012
Er Askepot smukkest i pjalter?
Trinidad, dag 26
“Den skæggede skal dø…” hvæsede den gamle dame, og førte sin tommelfinger henover struben, “…alt er elendigt her i Cuba”.
“Men er det ikke blevet bedre…?” spurgte jeg opmuntrende, og kiggede omkring i hendes souvenirbod. Hun skulede ondt på mig; “…det er dårligt nu, det var dårligt før, det har altid været dårligt”.
Det var egentlig Dicte, der havde slæbte mig ind i butikken. Den var fyldt med overbroderede dukkekjoler med masser af glimmer. Men derudover var det en klassisk cubansk geschæft, som man ser overalt i landet. Meget lille og meget håndholdt.
Alle faldbyder et eller andet her i landet. En krukke med småkager. En termokande med kaffe. En lagkage med pink smørcreme. Små pizzaer. Fire grønne pebre. En pose med møtrikker.
Handlen sker fra stuevinduer, døråbninger eller direkte på gaden. Det er en slags primalkapitalisme, der spirer op gennem asfalten i det omfang systemet tillader det. Et nødvendigt onde – synes systemet – og et afgørende supplement til folks officielle sultesalær, og de statslige butikker, hvor tomme hylder besmykkes med tre poser sæbepulver. Folkets virkelyst er rodfæstet i metertyk betonkommunisme.
Hvis jeg skrev disse ord på spansk, her i Cuba, ville jeg ryge direkte i fængsel. Folk overvåges, pressen er en joke. Landets eneste avis er en tryksag på tyve sider, der hylder revolutionen for 50 år siden. Internettet findes ikke for cubanere, knapt nok for turister. Landet ledes af oldinge. Over en million er flygtet ud af en befolkning på 11 mio.
Den cubanske revolution har ellers altid haft en særlig aura. Venstrefløjens darling, ubesmittet af østblokkens gemene tyranni og tarvelige hverdag. Che og Fidel har altid været mere sexede end Stalin og Honnecker, og deres modstander mere dæmonisk. En korrupt og dekadent overklasse, der solgte ud til mafiaen. Sinatra var hyppig gæst i 50’ernes Havana.
Men revolutionen ligner efterhånden de amerikanske biler, der flyder rundt i gadebilledet og trodser tyngdeloven. De er lige ramponerede, holdes sammen med snor og elastik, og emmer af en svunden tid, som vi turister higer efter.
Og her ligger måske den anden grund til Cubas høje street cred. Vi ønsker egentlig ikke, at Cuba skal ændre sig alt for meget. For så kommer Cuba bare til at ligne resten af verden, med MacD, KFC og Seven11 på hvert gadehjørne. Det er jo lige præcis det, vi flygter fra – og vender hjem til!
Cuba er jo nærmest den sidste anti-globale bastion, hvis ellers man ser bort fra Nordkorea og visse Centralafrikanske lande, som der alligevel ikke er nogen, der gider at besøge. De har jo hverken skønne byer, seje biler, smukke piger eller sublime strande. Eller salsa, rumba, store cigarer og billige mojitos. Og slet ingen snert af revolutionær romantik.
For lad os slå fast med det samme. Cubanerne er cool og Cuba det fuldendte rejsemål. Det er eksotisk og spændende, velkendt og trygt.
Tilbage i butikken sluttede den gamle dame af med et sidste hvæs. “Oppression” sagde hun, så det hvislede mellem tænderne. Hendes ord hang ved som en sten i skoen, der dog ikke hæmmede os i vores fortsatte vandring.
Vi faldt over et lille tivoli og stillede os op i køen. Den rykkede sig ikke en tøddel, men folk tog det med knusende ro. De virkede hverken tyngede eller undertrykte. Meget lidt østblok. Ud over varemangel virker alting påfaldende checket.
Endelig kom vi ind. Betalte 40 socialistiske øre i entré, som også inkluderede en “Limonada National” (den eneste man kunne vælge imellem) og et begrænset udbud af gynger og karuseller. Mens ungerne knirkede i ring, nød vi det faktum, at evindelige Askepot, Tornerose og Snehvide var bandlyste fra folkeparken.
Hvor længe de kan holde Disney stangen, er ikke til at vide. Eller om de skal glædes eller græmmes, den dag det sker, og det globale fællesskab kommer rullende, og de blir ligesom os. Jeg savner ikke Askepot, men måske er cubanerne trætte af at være det.
/Peter
Onsdag den 18. januar 2012
Cuba Libre?
Dag 18, Havana
Flyet fra Costa Rica bragte os til Havana, og 40 år tilbage i tid. Da vi landede, klappede passagerne, som sad de i et af de tidlige Tjæreborg charterfly. Udenfor lå Havanas lufthavnsterminal. Det lignede en gave fra Sovjet. Meget moderne, dengang i ’72.
Turen rundt i Havana er en historisk tour de force. Byens hjerte er et koncentrat af spansk kolonisme med hvide palæer og snørklede svalegange, søjler og palmer i smukke gårdhaver. Så pludselig en stor skinnende Pontiac, der kommer rullende ind fra højre som et ekko af 50’ernes dekadente skørlevned, med spillebuler og store cigarer, lette damer og dollars i luften.
Men så meget for et Havana i sus og dus, for i næste parket, lidt fra bymidtens kolonibygninger og art deco hoteller, kommer 70’erne væltende. Bastante beton bygninger med socialistiske slagord på murene. Nedslidte boligblokke med store billeder af Che. Skramlede kinesiske lastbiler, slidte Lada’er. Surt, at Fidel skulle vælge lige netop Kreml som venskabsby.
Modsætningerne er allevegne. Fra rig kulturarv til en økonomi i ruiner. I et tropekolonistisk pragtpalæ finder man tarvelige restauranter, der serverer dårlig mad. Og i de dyre saloner, hvor elegante spanske signoritas har svævet rundt i Scarlett O’Hara-kjoler, står der nu en svedig matrone og deler ubestemmelige stykker kød ud for stempler i rationeringshæfterne. En klump i en plastikpose pr. stempel.
Trods paroler om socialisme og fællesskab har Cuba en todelt møntfod: Overklassens dyre CUC’er, der giver adgang til alle varer på øverste hylde. Og de mere folkelige Peso’er, som kan bruges på brød, tomater og bananer. Og nada mas, sommansir…
Vi (dvs. Scrooge) opdagede hurtigt fordelen ved at solidarisere sig med folket, og hægte sig på den billige peso-økonomi. En CUC er 25x dyrere end en peso, men priserne er ofte ens. Så hvor en toast på en smart cafe koster 4 CUC, koster et helt brød plus tre runkne tomater 4 Peso. Vupti, så har man klaret frokosten, og kan leve ganske billigt, også som turist.
Det skabte dog en del uro i familiens egne rækker. Pigerne forlangte ordentlig mad på bordet. Især da de opdagede, at partitoppen (læs; Scrooge og hustru) ikke skortede på øl og kaffe til sig selv og mæskede sig i mojitos, mens folket end ikke fik en enkelt cola. En bondeopstand var under opsejling. Hasta la Revolution.
I første omgang blev revolten afværget. Med en pose tvebakker og noget grynet minarine købte politburauet lidt luft. Centralkommiteen mindede folket om, at det er til fællesskabets bedste, at de ikke kommer på burgerbar, som de øvrige kapitalistiske turister.
Derudover må den enkelte borger forstå, at arbejdet for fællesskabet bærer glæden i sig selv. Den mindste af borgerne spurgte under en lang byvandring på vej efter kaffe til ledelsen; “Mor, hvorfor skal vi gå SÅ meget? Jeg er træt!”. Og fik det officielle svar; “Fordi det gør én frisk, stærk og glad!”. “Ih, hvor må jeg være glad nu…” lød det fra neden.
/Bodil, medlem af centralkommiteen
Torsdag den 12. januar 2012
Håndværkertilbud med havudsigt
Dag 12 – Samara beach
Vi følger altid samme model når vi kommer til et nyt sted. Bodil og ungerne slår sig ned på en restaurant. Pigerne får deres spagettiret, Bodil tar en smoothie og selv drager jeg ud og finder et værelse.
Det lyder altsammen meget selvopofrende (fra min side); at jeg kaster mig ud i timelange vandringer gennem varme gader mens de andre hygger sig over svalende drikke og kortspil. Mere kyniske (læs; kønspolitiske) kvinder vil måske mene, at denne rollefordeling lugter langt væk af mandschauvinisme. Men sandheden er, at alle vi alle nyder hver vores rolle.
Pigerne elsker at sidde i skyggen bag menukortet, og jeg elsker at tage hul på nye steder. Og så er der lige det, at Bodil læser Lonely Planets hoteloversigt grundigere end jeg; hun stopper ikke ved “Budget”, hun pløjer videre gennem “Midrange” og “Top end” kategorierne. Afsnit, jeg selv kun læser som kuriosum.
Jeg frygter simpelthen, at vi havner i noget superlækkert og megadyrt, hvis vi en dag byttede roller; et Ambassadeur-suite med direkte havudsigt, eller en high-class designerhytte på toppen af et træ. Det sker IKKE når Scrooge hér finder værelser.
Og således også denne gang. Vi ankom til kystbyen Samara og jeg drog heroisk afsted, vandrede et par kilometer ud af stranden og fandt til sidst et lille hus til laveste pris; 3×3 meter med samtalekøkken og bad, egen have og havudsigt. Et rent håndværkertilbud. Lidt beskidt, men ikke noget en kærlig hånd ikke ville kunne rette op på.
Emilies første reaktion var rædsel og vantro: “ej far, det tror jeg ikke jeg kan klare…”, og lignede en teenagetøs med tvungen opvasketjans. Men så fik hun øje på en trebenet hund, som hun kastede sin kærlighed over. Og Dicte fandt en hængekøje, og byggede en hytte af nedfaldne palmeblade. Og Bodils protester…de druknede i bølgernes brus 50 meter fra hytten.
Vi blev hængende en uge. Vi hang på terassen, vi hang på stranden og efterhånden forstod vi, hvorfor så mange gringoer var blevet hængende i Samara i årevis. Vores udlejer, en smilende solbrun canadier, startede de fleste af sine sætninger med “I’ve been here for 29 years…”, som om han havde svært ved at fatte det selv. Som om tiden havde spillet ham et pus.
I så fald var han ikke den eneste, for lige om hjørnet sad Bill, Bob & Scott i hver deres hotel eller beach bar, alle iført de samme slidte hawaii skjorter, alle flygtninge fra den vestlige verdens stress og jag.
Og ganske rigtig; tiden slentrede afsted med tiltagende fart. Hver dag strøg solen lidt hurtigere over himlen. Og hver aften samledes alle til endnu en solnedgang over The Great Pacific. En stille andagt, mens pelikanen fløj lavt over vandet, og kolibrierne sværmede om palmerne.
Men alt får en ende for den rastløse sjæl og på 8. dagen hoppede vi på bussen. Vi kom videre, modsætning til Bill, Bob & Scott, der hænger fast. Også i mine tanker. Nogen vil mene, de er gået i stå, men i sidste ende skal vi jo også hjem; hjem til ræset, hjem til hjernen i skærmen og jagten på noget. Mens vores tre venner svinger videre rundt i hængekøjen og måske har fat i den lange ende.
/Peter, expat in spe
Fredag den 6. januar 2012
Drops of Life
Dag 6 – Monteverde
“Welcome to Sangri La!” sagde vores vært med dyster mine. Vi var netop ankommet til en bondegård begravet i mudder. Det var mørkt, regnen silede ned og vinden ruskede i træerne. Peter kiggede op mod himlen. Vandet fossede ned. “Drops of life” sagde han, denne costaricanske Søren Ryge, og kiggede på én med sine tunge øjne. Han drejede rundt i sine store fornuftige gummistøvler og viste os vej til vores hytte, der lå en halv kilometers vandpytter fra bondegården. Vi trippede bagefter i vores sommersandaler.
Vi var kolde og våde, og mens Peter krummede tæer, fristede jeg mig til spørgsmålet: “Heating?” og fantaserede om samme kakkelovn, som den lille pige med svovlstikkerne. Vores vært troede ikke sine egne ører. “No, we don’t use that”, sagde han lettere rystet, “we just close the door.”
Vi var kommet til Costa Ricas højland Monteverde samtidig med en koldfront fra Minnesota. Vi havde glædet os til en klassisk bondegårdsferie med heste, grise, kalve og køer i den friske og klare bjergluft, men ind fra højre kom istedet en temperatur på 10 grader, et orkanagtigt regnvejr og mudder til knæene.
Godt så. Nu var der jo ingen grund til panik over lidt regnvejr. Det gav også det flot kuperede terræn et imponerende dramatisk look. Frem med lektier, læsebøger og kortspil. Bare indtil det værste var løjet af.
“Glimrende lejlighed til at komme ned i tempo!” konkluderede Peter tilfreds og skænkede sig endnu en kop kaffe. Pigerne forskansede sig med bøger og Nintendo. Selv mærkede jeg rastløsheden efter første time. Udenfor fortsatte stormen ufortrødent, og druknede samtlige planer om vandreture, bondegårdsbesøg og hesteridning.
Mens Peter og pigerne koblede af i bedste stil, så jeg vores kostbare ferietid skylle væk. I desperation granskede jeg den fremlagte brochure i hytten. En venlig hilsen fra vores økologiske vært startede med denne indfølte svada:
Jeg skulede ud på nogle druknede insekter og mindedes min mors insisterende “Kom, det blir SÅ sjovt!”, når vi skulle på spejdertur i regnvejr. Efter et par dages husarrest overtalte jeg den totalt afslappede familie til at trodse mørket og i det mindste drage til bondegården for at være med til at give kalvene mælk.
Stor oplevelse. “Wow, hvor kan den suge!” udbrød Emilie, som hun stod der med sutteflasken. “Ja, vis mig den landmand, der ikke har….” begyndte Peter og jeg foreslog prompte, at vi snarest tog mod kysten, inden de landlige glæder tog overhånd.
Ingen protester. Alle var smurt ind i kokasser og kalvesavl, vi havde intet tørt tøj tilbage, uvejret var kun blevet værre. Pigerne vinkede farvel til kalvene, Peter sendte dem et slukøret blik og jeg glædede mig til mere varme og mindre idyl.
/Bodil (mere Bubber end BS)
Søndag den 1. januar 2012
Hvor er mit pengebælte?
Dag 1 – Rejsen
En øde villavej i Kastrup. Klokken er 6 om morgenen. Det er bælgmørkt og bidende koldt. Taxa’en står og damper, ungerne er spændt fast, vi er klar til afgang.
Har vi det hele? spørger Bodil og ser sig omkring. Har du dit pengebælte? spørger jeg, og tænker tilbage på vores sidste rejse. Bodil klapper sig på maven, kigger panisk op og pisker ind i huset igen. Kort efter kommer hun ud med bæltet i hånd. En følelse af deja vu breder sig.
Ti minutter senere stod vi i terminal 2 face to face med Bodils åndelige modsætning; en korpulent amerikansk sikkerhedsagent, der spørger til vores bagage og indbyrdes relationer. Yeps, all family…Nope, never unattended, og naturligvis ingen uåbnede gaver i vores rygsæk, of course…måske lige bortset fra farmors uåbnede tegnebøger øverst i tasken, som vi ikke fik nævnt. Han virkede ikke som typen, der brød sig om løse pengebælter.
Og løkken skulle strammes endnu mere, for på den anden side af Atlanten ventede Department of Homeland Security. Rejsen fra Kastrup til Newark lufthavn var rejsen fra blid Dirch Passer komedie til højspændt amerikansk action sci-fi, i hvert fald i forhold til sikkerhedskontrol.
De stod klar lige uden for flyet, hvor alle pas blev checket (lige indtil en højtalerstemme bekendtgjorde, at de nu havde fundet ham de ledte efter…cute!). Herefter blev vi gennet videre ind i systemet. Vores pas blev gransket som var det Hitlers dagbøger. De skannede vores fingeraftryk, tog vores billeder, krydscheckede biometriske data på skjulte chip i passet, mens vores to lyshårede talibanere på 6 og 8 kiggede på i fascination. Og fra bunden af sin våde grav grinede Bin Laden.
Stemningen i San Jose lufthavn var noget mere bodilsk. Ved paskontrollen sad en flok søvnige teenagere med voks i håret og gummistemplede vores pas på stribe. De lignede nogen, der havde været til nytårsfest hele natten, selvom der stadig var et par timer til det gik løs. Samme bombede dagen-derpå look som ekspedienterne i et dansk byggemarked. I et meget kort sekund sendte jeg Silvan en kærlig tanke.
Det må være “that latin spirit”. De sidste rester af rejsestress sev ud af én, som vi trådte ind i taxien. Kort tid efter sad vi på hotellet, et lille hyggeligt sted med 7 værelser og en kold øl. Pigerne indtog stedet med vanlig ildhu og faldt snart omkuld. En halv time senere sprang propperne, og vi fulgte trop med pigerne. Det var godt at være fremme. Det bedste nytår, ever.
/Captain America