Mohammeds lille blomst
Manden sad på en bænk og stirrede surt på os. Vi havde ellers med lange ærmer og tørklæder forsøgt at blende ind så godt som muligt, men vores fremmedhed skreg til himlen. Så slog det mig; det massive modermærke i hans pande var den berømte bruskplet, der bevidnede om mange og lange bønner med hovedet plantet på gulvet. En slags rygmærke til rettroende.
Vi var i den fjerntliggende by Kerman, der med en basar og et bibliotek som højdepunkter havde et begrænset antal besøgende udefra. Faktisk kun os og et par australiere. Og ifølge vores rettroende ven, så var det sikkert 6 turister for mange. Han var til gengæld den eneste, vi mærkede skyggen af modvilje hos.
Ellers var velkomsten i Kerman overvældende. Interessen blev aldrig invaderende eller insisterende, bare nysgerrig og hjælpsom. Folk kom også for at høre om vores oplevelse af Iran og Vestens generelle opfattelse af landet. Landets mange konflikter med omverdenen nager den almindelige iraner.
Jeg forestillede mig ellers at Mohammed-krisen var så frisk i erindring hos de fleste iranere, at der måtte poppe et brændende dannebrog op på nethinden, når ”Denmark” blev nævnt. Men reaktionen var alligevel store smil, ”Ahh, Copenhag!” og et ”Welcome to Iran!”. Ingen sure miner? Heldigvis ikke. Selv en mullah i fuldt ornat bød os velkommen midt på gaden.
Da bomben i turbanen sprang i sin tid i Iran, kom der et dekret fra højeste sted om, at den kendte wienerbrødskage ”Danimarca” ikke længere skulle hedde ”Danimarca”. Som andre lande tilskriver også iranerne æren for wienerbrød til Danmark, men det skulle være slut. Kagen skulle nu kaldes ”Muhammeds lille blomst”, men vaner er ikke sådan at ændre, og det gad den almindelige iraner ikke. Så den dag i dag hedder ”Danimarca” stadig ”Danimarca”. Sådan én købte vi naturligvis på vores vej til basaren og konkluderede, at wienerbrød nok kræver smør fremfor olie.
Byens basar vrimlede med husmødre, handlende, arbejdsdrenge og mullaher. Og en teenagepige i en kropsnær hvid kjole, et lillebitte tørklæde, der blottede en insisterende fletning, som lagde sig smukt omkring brystet. Hun knejsede stolt med nakken og med røde læber og mørke solbriller skred hun forbi mænd med bruskpletten på plads. Et par meter bag hende gik en kvinde med mere undseelig fremtoning, en bekymret mine og et flakkende blik. Jeg gættede på en mor, der forudså en katastrofe lige om hjørnet.
Det var også i basaren, at ordene ”Oh, you are so BEAUTIFUL!” faldt fra en ung atletisk mand med moderne frisure og et brændende blik. Ikke til pigerne, slet ikke til mig, men til metromanden Peter, der smilende tog imod hans hånd og rødmede op over ørerne. Som om dét ikke var nok, var det også i Kerman, at Emilie lod tanken falde om at flytte til Iran. Inden jeg nåede at holde tale om landets familiemønstre, gennemsnitsalder på førstegangsfødende, begrænsning af de unges muligheder og retssystemets tvivlsomme behandling af borgerne, tilføjede hun ”ja, hvis det altså ikke lige var for det her tørklæde. Dét er da sindssygt irriterende!”.
Forældrene tørrede sveden af panden og vi endte på vores faste kebabsted, hvor forskellen på præstestyrets doktriner og folkets sindelag var tydeligere end nogensinde: Den unge kebabkok, der ønskede at lære mere engelsk, så han kunne komme ud i verden. Betjenten, der sagde, at han ”var katolik i hjertet”. De unge, der smugkikkede på hinanden, når lejligheden bød sig. En befolkning, der i bund og grund var træt af at være uvenner med det meste af verden.
/Bodil
For billeder fra Kerman og Kaluts, se her.