Et døgn i Håbets havn

 

Man ved den er gal, når hundene glor efter én. Når de er så forbløffede, at de glemmer at gø. Og de lokale havde det på samme måde. Fra verandaer og gyngestole kunne vi mærke deres blikke følge os. Hverken fjendtlige eller venlige, blot forundrede. For hvad i al verden lavede vi dog hér, i denne lille undseelige fiskerby, hvis eneste trækplaster er en våd badebro og en tom hovedgade?!

Vi gik ud af badebroen. For enden sad fire knægte og drak honningvin, som de fleste andre i byen i øvrigt… Selv den lokale strømer gik rundt med en flaske. Vandet omkring badebroen var smult og fuld af tang. På bunden lå et par plastiksko. To meter væk lå noget, der lignede et kranie.

Det lød ellers ganske lovende i Bogen. Her var byen beskrevet som “the kind of low key, put-down-the-Lonely-Planet sort of place where it’s more fun to unravel the social life on your own…”. Lige noget for et par ægte backpackere som os.

Men Puerto Esperanza (Håbets havn) var støvsuget for liv denne lørdag. Hovedgaden var som sandblæst. De eneste forretninger, der var åbne, var apoteket og bedemanden. Selv legepladsen var spærret af med en tung kæde og hængelås, som om man frygtede, at gyngerne ville stikke af, hvis døren stod på klem. Det var værre end Otterup.

Resten af dagen forskansede vi os på vores værelse med en sædvanlig blanding af lektier, kortspil og Nintendo (Amish-patriarkens store knæfald). Men jeg hænger mit hat på kortspillets knage, og fryder mig over, at vi snart får ofret “Fisk” og “Gris” på det store whist-alter.

Ungernes motivation til hin traditionelle sysler bygger ganske vist på et solidt grundlag af trusler (“Hva så piger, vil I lave lektier, gå en tur eller spille kort med far?”), men til gengæld har Dicte lært betydningen af lurepasseri og billige stik – en vigtig Lektie på Liivets Vei.

Vores værelse ligger i et såkaldt Casa Particulares, et privat udlejet kammer med direkte udgang til en cubansk dagligstue. Netop disse casa’er udgør grundstammen af cubansk budget travel, for alle cubanere har ret til at udleje to værelser til turister, og det gør de så, selv i Puerto Esperanza.

Det er også på casa’erne, man møder det cubanske folk, eller rettere, den midaldrende cubanske husmor, som folket bygger på. Hun er støbt i granit, blød som smør og kan jage en skræk i livet på selv den hårdeste hombre cubano. Man blir helt glad for sin egen svigermor.

Derfor spiser man også hjemme. Ikke kun fordi restauranterne i Cuba er elendige eller ikke-eksisterende, men også fordi man ikke tør sige nej tak. Samtidig er hun også (naturligvis) 100% driftsikker. Hos mamasita er maden altid god, og altid den samme; fisk, gris eller kylling – serveret med ris, bønner og salat.

Derudover er portionerne (naturligvis) endeløst store, ligesom madmors opmærksomhed. Bag gardinet følger hun bekymret vores kamp gennem risbunkerne, og sender os bebrejdende blikke ved afrydningen, hvis ikke ungerne har spist som en flok canadiske skovhuggere.

Ofte spiser vi pigernes rester i smug, for husfredens skyld, og for at skåne pigerne den værste omgang knus, kram og klap på hovedet, bekymrede blikke, flygtige febercheck og udråb som “mi niña!” (min lille pige…). Pigerne har lært at leve med det, men vi frygter stadig den uanmeldte kommissær fra det cubanske børnetilsyn.

Dag blev til aften, pigerne krøb til køjs og udenfor vækkedes byen til live, lidt som i en gyser. Pludselig lød der leben fra gaden, folk flokkedes ud i de før så tomme gader. Jeg tænkte på Michael Jacksons “Thriller” hvor det pludselig vrimlede med zombier. Men det var bare lørdag aften, og det var byens ungdom, der vågnede op.

Jeg fulgte horderne gennem den mørke nat. Vi gik ned til havnen, hvor duften af deo efterhånden kunne skæres i skiver. Fra en bygning lød tunge latinske rytmer og uden for stod talrige grupper af drenge og piger og betragtede hinanden fra sikker afstand. De var komplet ligeglade med den danske familiefar, som flakkede rundt på molen. Det begyndte at regne, og snart vendte jeg om. Bedemanden var lukket, apoteket var åbent. Men det var rart at se, at der stadig var liv i Håbets havn.

/Peter

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5709190159201992817?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]