Den 15. november 2009 blev drøm til virkelighed. Foran os lå seks måneders rejse i Østen med vores to piger, Emilie på 5 og Dicte på 3. Vores to rygsække var hårdt pakkede, alt overflødigt gods var skrællet bort (troede vi…). Inklusiv legetøj! Pigerne havde hver deres bamse i hånden. Dertil 800 gram Lego og en håndfuld farveblyanter i sækken. Bodils føntørrer var blevet ofret på et alter af 40 pixi-bøger, som vi – efterhånden som månederne skred frem – udviklede en stadig større lede ved. Især dem med Paddington og Rasmus Klump.
Den første tur på rejsen var ganske prosaisk; bus nr. 701 til Hillerød station. Herefter ventede S-toget til Nørreport, metroen til Amager, flyveren til Indien. Men ellers var vores planer ret diffuse. Vi havde en enkeltbillet videre til Malaysia i slutningen af januar, og én hjem fra Singapore i midten af maj. Dette er historien om hvordan det gik, og hvor vi havnede.
Vi blev hængende 3 uger i Malaysia.
Søndag d. 7. februar 2010
Plastic Fantastic
Dag 65 – Kuala Lumpur
”We’re arriving shortly in Kuala Lumpur International Airport. Please fasten your seatbelts and remain seated until the plane has reached a full stop. The time in Kuala Lumpur is 13.45 and the temperature is 32 degrees. Trafficking of drugs carries mandatory death penalty under Malaysian law. Have a pleasant day.”
Nye kontante boller på suppen. Vi havde stadig Indien under huden, da vi ankom til Kuala Lumpurs skinnende rene lufthavn, hvor man ikke ville have slinger i tolden. Jeg havde som Peter ganske tabt mit hjerte til Indiens ramponerede charme. Forskellen var enorm. Mødet med Malaysias hovedstad var turens hidtil største sceneskift.
Fra skramlede, småbeskidte og overbefolkede Indien stod vi i et blankpoleret og velforsynet KL, enhver shopperholics vådeste drøm. Alle Kuala Lumpurs forretninger befandt sig indendøre i store malls og 16 graders aircon. Gadelivet udenfor var ikke eksisterende, med undtagelsen af det evigt pulserende Chinatown, der synes at forefindes i enhver asiatisk by med respekt for sig selv. Resten af KL lå nærmest mennesketomt hen; eneste udendørs aktivitet var bilerne, der fragtede byens blandede befolkning af malayer, kinesere og indere fra det ene kæmpe shoppingscenter til det andet. Gad vide om hele den tropiske verden ville flytte indendørs, hvis de havde råd?
Som vi gik rundt i Time Squares Center – Sydøstasiens største indkøbscenter komplet med indedørs rutchebane – var vi så uendelig langt fra Trivandrums slidte gadebillede med tiggere, gadehandlende og rickshaws. De yndefulde indiske kvinder i sarier – jo, Kræsten havde ret, de er bare SÅ smukke – var skiftet ud med kantede kinesiske skolepiger i japansk harajuku outfits med altid synlige MP3ere og mobiler. Her kunne man få absolut alt.
Kan man f.eks. forstille sig noget så åndsvagt som eye lashes extensions? Jo, på hvert enkel øjenvippehår kunne man få limet et ekstra hår på, så man til sidst lignede Andersine. Eller hvad med et par totalt cirkusagtige cowboybukser overstrøet med pailletter? Og hvem er kunder til den slags ligegyldigt lir? (Jo, cowboy¬bukserne kan jeg jo altid bruge til en eller anden sjov fest på højskolen og de der extensions skulle bare prøves….).
I denne strømlinende magelig- og fornøjelighed mødtes vi med Stig og Patrick. Et hyggeligt gensyn med to kommende rejsefæller. Eller rettere én, for Stig blev bleg om næbbet og fik svedeture ved tanken om en jungletur med to irriterende unger (”Stig, hvis du ikke holder op med at ryge, så skal du dø!”) og en prustende hyrevognschauffør. Maveforgiftning, sagde han… og hoppede på det første fly til Saigon.
Men inden vi sagde farvel til Stig og hev Patrick ud af de civiliserede omgivelser i KL og proppede ham ind i en jungle, gav vi den i samlet flok som storbyturister. Hvilket naturligvis inkluderede den malaysiske udgave af pedicure: I smarte saloner kan man stikke fødderne ned i et bassin med små sulte fisk, som fluks går i gang med at spise af fødderne. Den kriblende fornemmelse synes vi ikke, hverken Stig eller Patrick skulle gå glip af. De blev kastet ind i en smart ”Få-fødderne-guffet-rene-af-minipiranare”-klinik, og Stig var den første til at smide fødderne for fiskene. De flokkedes henrykte om hans hvide vinterfødder, lige indtil Patrick sænkede sine ditto ned i vandet. Rygtet spredte sig hurtigt, Stigs fødder kunne få lov at være Stigs fødder, og alle flokkedes om Patricks bremseklodser.
Så melder spørgsmålet sig naturligvis: smager hyrevognsfødder bare bedre, eller sidder Stig i al hemmelighed og i nattens mulm og mørke med neglesaks og hælefil og nusser tæer hjemme i Brøndby? Vi lader billedet stå et øjeblik….
/Bodil (alias Andersine)
Lørdag d. 13. februar 2010
Rumble in the Jungle
Dag 69 – Teman Negara nationalpark (Malaysia)
Jeg hader fodbold. Især fodbold på tv. Ja, faktisk hader jeg næsten al sport på tv. Så sportskanaler som ESPN, der kører natten lang med panelsnak og fodboldnørderi over det forventede udfald mellem bundhold som Stoke og WestHam slår pænt ud på mit aversionsbarometer. Derfor var jeg måske heller ikke helt så forstående som jeg burde have været, da Paddy nervøst pirrede ind i sin lettere fugtige junglehytte og konstaterede, at der hverken var aircon eller tv.
Han havde i forvejen været noget vranten over at skulle længere op ad floden. Efter tre timer i bus og tre i speedbåd op af floden og ind i junglen, havde han hellere end gerne slået rødder i den noget tarvelige landsby Kuala Negara, der ligger ved indgangen til nationalparken. ”Bare der er pils, AC og mere end ét menukort at vælge i mellem” sagde han, mens han trådte ned i den stærkt vippende båd, der skulle fragte os det sidste stykke vej op til vores guest house.
Svaret faldt kontant (sammen med Paddys humør) da vi kort tid efter gjorde vores entre i de meget rustikke ”junglehytter”. Nul pils og præcis ét menukort. Og som en ekstra flue i suppen var der ikke bad og toilet på værelset. Paddy var skeptisk. ”Skoven hér holder næppe til mere end to dage” proklamerede han efter at have inspiceret de fritstående lokummer, hvor en del af junglens insekter hang ud som faste gæster. Til gengæld var det billigt, det havde en fabelagtig udsigt over floden og en kælen kattekilling, som pigerne kunne fordre med levende fisk. Så vi andre var glade.
Teman Negara nationalpark skulle efter sigende indeholde noget af verdens ældste regnskov – 130 millioner år gammel og er nu én af Malaysias primære turistattraktioner, med dertil hørende arsenal af turistvenlige aktiviteter.
”Cannopy walkway” er parkens hovedattraktion for os mainstream turister. Den består af en 500 meter lang hængebro, der dingler i reb fra træerne godt 45 meter over jorden. Selve broen skulle være sikker nok – der er i hvert fald masser af net langs siderne, der sikrer at man ikke falder ned – men trædearealet er næppe mere end 30 cm. bredt og holder man ikke godt fast med begge hænder og træder præcis i midten, svajer hele broen på grummeste vis.
Vi krydsede alle hver for sig med 100 meter i mellem os, dog ikke Dicte og jeg, som fulgtes ad. Paddy førte an, ganske ufortrødent. Hernæst Emilie syngende ”Vi sejler op ad åen…”, Bodil med højdeskræk og bleg om næbbet, og Dicte med højdeskræk og et hysterisk anfald efter 100 meter.
Med en blanding af tryglen og hersen sneg vi os langsomt af sted, (kilo)meter efter (kilo)meter, én hånd på rebet og én om Dictes skælvende hånd alt i mens broen svajede faretruende meget frem og tilbage. Og så pludselig, de sidste 200 meter, fordampede hendes frygt, og af sted gik hun – alene – med sikker fod. Hun indhentede Emilie og de fulgtes ad resten af vejen, strålede som en sol da hun var færdig, dansede og sang og råbte: ”IGEN!”
På dag 2 stiftede vi bekendtskab med én af junglens mere snigende attraktioner, da vi vandrede rundt i junglen uden sokker i sandalerne, noget vi danskere ellers sjældent plejer at gøre. Pludselig lød der et hyl fra Emilie, der panisk stirrende ned på sin fod hvor der sad to klamme igler og mæskede sig i hende blod. Bodil hev dem af, det blødte, og vi andre kiggede nervøst på vores egne fødder. Herefter lød hylet over fra Dicte….
Og sådan gik gråden på tur hele vejen hjem, lige indtil sidst, hvor Dicte selv hev en igle af foden, betragtede hvordan den hang fast i sin finger, hev den af med den anden hånd, hvor den også hang fast, for så endelig at knuse det lille kryb med begge fingre. Så ku den lære det, ku den…! Det gjorde vi i hvert fald.
/Peter
Torsdag d. 18. februar 2010
Vores øl
Dag 75 – Palau Pangkor (Malaysia)
Paddy var tapper, men efter fem nætter i junglen blev hans ølskrig umulig at overhøre. Og da vi foreslog at finde et nyt hotel længere oppe af floden, og dermed forlænge vores ophold i regnskoven, ”blev stemningen pludselig en helt anden”. Vi blev enige om at tage til standen!
Et par dage senere, og efter 11 timer i rap i taxa og bus, stod vi trætte og beskidte på den skønne ø Pangkor. Også denne gang var Paddy mest stemt for det første hotel på den første strand (pils og ESPN…), også denne gang fik vi ham lokket videre, også denne gang ventede der et hyggeligere og billigere hotel længere henne, og ja… også denne gang var der hverken pils eller ESPN dér hvor vi havnede. Men det var der lige rundt om hjørnet, så nu var ALLE glade. Vi blev hængende i syv dage.
Stranden hed Coral Beach og var som taget ud af en turistbrochure. Vandet var grønt og roligt. Sandet var rent og hvidt. Skyggefulde træer hang dovent hen over stranden. Antallet af turister var begrænset. Dét med korallerne var måske lidt af en tilsnigelse, det var flere søpølser. Og fisk i stimevis! Kastede man et franskbrød i vandet blev man omringet af sultne fisk, der kæmpede om ranet.
I den fjerneste ende af stranden lå et psykedelisk buddha-tempel. Ved indgangen stod en mægtig Anders And figur. Der var havfruer og skildpadder man kunne kravle på, svampestole med svampeparasoller man kunne sidde ved, masser af levende aber og en konstant kulisse af monotont, esoterisk musik, der emmede fra templet i en sky af røgelse. Det blev Dictes elskede legeplads mens Emilie plaskede rundt i vandet.
Og det gjorde hun… det var hér Emilie lærte at svømme. På førstedagen med redningsvest, de næste tre dage med en oppustelig vest som vi gradvist tømte for luft. Og så endelig tre dage med korkbælte, som hver dag fik fjernet en plade.
På syvendedagen svømmede Emilie sine første ti meters brystsvømning uden støtte. Meget stolt, og straks hånende over for lillesøster der plaskede rundt i sin badering. Kort og selektiv er børns hukommelse.
Og sådan gik dagene med daglige ture til stranden, kølige pils om aftenen og – for Paddys vedkommende – Premier League og panelsnak i løbet af natten (på 3. dagen blev hans CNN ved et trylleslag konverteret til ESPN…;-). Der var også en jungle man kunne trekke i, men den kom sjovt nok aldrig rigtig på dagsordenen. Bodil og Paddy foretrak at drøne rundt på jetski, Paddy i første gear, Bodil i femte. Selv kiggede Mowgli længselsfuldt op mod urskoven, mens han byggede sandslotte med pigerne.
/Peter