2010 – Singapore

Den 15. november 2009 blev drøm til virkelighed. Foran os lå seks måneders rejse i Østen med vores to piger, Emilie på 5 og Dicte på 3. Vores to rygsække var hårdt pakkede, alt overflødigt gods var skrællet bort (troede vi…). Inklusiv legetøj! Pigerne havde hver deres bamse i hånden. Dertil 800 gram Lego og en håndfuld farveblyanter i sækken. Bodils føntørrer var blevet ofret på et alter af 40 pixi-bøger, som vi – efterhånden som månederne skred frem – udviklede en stadig større lede ved. Især dem med Paddington og Rasmus Klump.

Den første tur på rejsen var ganske prosaisk; bus nr. 701 til Hillerød station. Herefter ventede S-toget til Nørreport, metroen til Amager, flyveren til Indien. Men ellers var vores planer ret diffuse. Vi havde en enkeltbillet videre til Malaysia i slutningen af januar, og én hjem fra Singapore i midten af maj. Dette er historien om hvordan det gik, og hvor vi havnede.

Singapore var det sidste stop på vejen, og det var helt ok. Nu trængte vi til at komme hjem. For pigernes vedkommende kunne det nærmest ikke gå hurtigt nok – islandsk askesky eller ej. De savnede Magnus, Mathilde og alle de andre!