Det blev en inder…
Vores tur til Oman startede med en Big Mac og sluttede med en Whopper, og resten af tiden levede vi af inder-mad. Også på det punkt overraskede Oman, hvilket måske ikke var så mærkeligt, for vi havde ingen anelse om, hvad der ventede.
Oman var dybest set en afstikker fra turen gennem Iran og de fire dages fosterstilling i Dubai, en nødvendig parentes som følge af iranernes to uger lange hedenske nytårsfest Noruz, der lukkede landet ned i ferie og familievisit (sjovt nok en højtid, der fejres med en særlig ihærdighed efter et forgæves forbud fra præstestyret).
Vi havde intet læst om Oman og intet hørt, vi var blottet for selv den mest basale backpacker-viden. Selv forestillede jeg mig en lettere flosset oliestat anført af en hovedrig sultan, et Yemen uden droner og krig, men den fordom blev hurtigt punkteret. Ved grænsen blev vi mødt af effektive toldere og en logrende labrador, der gav pote og snusede sig igennem vores bagage. Emilie smilede henført mens jeg gruede for virkningen af vores toastbrød og smøreost, men dyret var tydeligvis bedre trænet end vores egen plejehund, Wilber-the-Dog.
Turen mod Muscat bidrog heller ikke til mine fordomme. Desværre. Vejene var perfekt anlagte med gadebelysning på selv de ødeste strækninger. Der var ingen af den sædvanlige dødskørsel på hullede veje, som kendetegner den tredje verden, ingen skramlede landsbyer og halvfærdige betonhuse.
Motorvejen skar gennem en forreven stenørken, der var goldere end selv den iranske ødemark, men rundt om i landskabet stod prangede paladser i majestætisk ensomhed; små fæstninger komplet med høje ringmure, smedejernsporte og vinduer med spejlrefleks. Dubai – og nu også Omans – svaghed for gated communities bundede tydeligvis i en arabisk klankultur, der værnede om privatlivet.
Nådestødet til min arabiske forestilling faldt på indfaldsvejen til Muscat, som var bøjet i neon og svøbt i shopping malls. Mens pigerne gjorde status over antallet af Burger Kings og Pizza Huts, blev vores ramponerede Hyundai-bus (fyldt med indere) overhalet af potente muskelbiler fyldt med arabere. Alle bilerne var i øvrigt rene og nyvaskede, beskidte biler koster 200 kroner i bøde i Oman. Muscat havde et umiskendeligt præg af Little America. Meget passende faldt vores første overnatning hos en amerikansk expat-familie med et ledigt værelse.
Huset lå et stenkast fra stranden, et marmorpalads med en trappeopgang, der kunne have rummet det meste af et dansk parcelhus. Dertil en filippinsk maid, der stod for de huslige sysler, inklusiv børnepasning (dog ikke vores, desværre), mens vores værter stemplede ind i deres jobs i Omans offentlige sektor, med ”business hours” fra 8-14, inklusiv frokost. Mens Bodils æselhale længe havde været synlig (se forrige indlæg fra Dubai), begyndte min nu også at vokse, for dog at blive afkortet af en næsvis 11-årig:
Bodil: Vi skal være expats.
Peter: Ja, vi skal være expats.
Dicte: Og hvad skulle I så være expats i…?
Således genfødt som turister på nederste dæk, vendte vi nu blikket mod den omanske virkelighed, som i foruroligende grad mindede om Dubai. Foran ventede 14 dage med minimal offentlig transport og et rygende højt prisniveau. Pigerne tog det roligt; hvis vi var tvunget over i dyre hoteller og Mac Deals var den billigste føde, så måtte det jo være sådan. Desværre.
Inderne blev vores redning, for under den laminerede overflade af Little America gemte Little India sig som en frodig jungle af gode deals og billige karryretter. Der var indere overalt (i den bredest tænkelige forstand, inklusive pakistanere og bengalere). De stod i hver eneste kaffebar, ejede hver eneste cornershop, og dukkede op i hver eneste afkrog af landet. Selv de elevatorer vi trådte ind i, var sikkerhedsgodkendte af indere. Det var tydeligvis inderne, der holdt Oman kørende, mens araberne fræsede rundt i deres 4-hjulstrækkere og luftede deres sortklædte koner i det lokale Carrefour-supermarked.
Og jo længere væk vi kom fra vores araber-amerikanske enklave, jo mere indisk blev Oman. Vi slentrede gennem Hindustan og shoppede rundt i billig tingel tangel. Vi fyldte os med parotha, pakora, puri og dosa, og sluttede af med en chai, mens hindi-movies og cricket-kampe kørte på TV. Vi blev mødt af varme smil og virrende hoveder og hørte inder-engelske stemmer, der smelter mit hjerte. Det var ikke som ventet, men slet ikke så skidt.
/Peter
For nogle enkelte billeder fra Muscat, se her…
Dubai Revisited ⇐ Forrige blog Næste blog ⇒ Izky, Yonis Farm