Tak til Che
“En smule feber har aldrig skadet…”. Madmor kiggede skeptisk på mig, og ind til Emilie, der lå og blundede på sengen. “Har hun ikke fået Panodil, skal hun ikke til læge?”. Hun så stadig mere bekymret ud. “Nej, nej…det bruger vi ikke, den løjer nok snart af” fortsatte jeg kækt. Hun kiggede på mig, som stod der “Nomadefamilie fra Nakskov” skrevet hen over min pande. “Er du måske læge…?” snerrede hun, og hentede et glas juice til Emilie.
Desværre fik hun ret, vores madmor, hvilket hun også gjorde opmærksom på bagefter. Mange gange. Da Emilies feber på 3. dagen fortsatte sin ujævne kurs op og ned, drog vi afsted til den lokale policlinico, det almene cubanske lægehus.
Det lå i en nedslidt betonbygning i udkanten af byen, men som vi snart skulle sande, er alt i Cuba sjældent som det ser ud til at være. Blærede amerikanerbiler hænger sammen med lim, og kører rundt på russiske motorer. Og smudsige venteværelser dækker over et velsmurt og effektivt sundhedsvæsen.
Efter en kort ventetid kom vi ind til lægen. Han sad bag et metalbord på et mikroskopisk kontor, der lige akkurat rummede to stole, en badevægt og en metalbriks. Han lyttede til Emilie og sendte os videre til røngtenafdelingen. Det lå længere nede af gangen og var som taget ud af 70’erne. Den lignede et kryds mellem et metalværksted og et ramponeret øvelokale.
Få minutter efter sad vi hos lægen med et dugfrisk og stadig dryppende x-ray af Emilies overkrop. Lungebetændelse, lød dommen. Vi skulle fluks videre til børnehospitalet i den nærliggende by, Piñar del Rio. “Ikke i morgen, ikke i aften, nu! Skal jeg ringe efter en ambulance eller tager I en taxa?”.
Hjemme på vores casa hentede vi pas, penge og skiftetøj, mens madmors sendte os bebrejdende og bedrevidende blikke og forberedte sit triumftog i nabolagets sladderklub. Vi søgte tilflugt i taxaen, hvor pigerne sad med hver deres is som et plaster på såret.
Hospitalet lignede policlinikken; smudsig i krogene, ribbet for overflod og gennemsyret af cubanernes effektive og håndholdte pragmatisme. Emilie blev ført ind til den ene, så den anden læge. De ændrede diagnosen til bronkitis. Det hele tog et kvarter. På vej hjem lagde vi vejen forbi et apotek, hvor vi hentede antibiotika – igen uden ventetid – mens jeg sendte de kroniske køer på danske apoteker en kærlig tanke.
Hele forløbet varede tre timer, inklusiv en times transport. Og alle steder så de lettere forvirrede ud, når jeg spurgte om betaling. Cubas poliklinikker yder gratis behandling døgnet rundt. Che levede trods alt ikke forgæves.
Pigerne tog lægens dekret om ro og hvile meget alvorligt. Og helt bogstavligt. Bjergene omkring Viñales krøb stadig længere væk. Lange svedige gåture gennem tobaksplantager blev reduceret til kølige taxature til de mest gennempløjede turistmål. Med pigerne storsmilende på bagsædet.
En 5-minutters sejltur på en underjordisk flod. En gåtur gennem en kørestolsvenlig grotte. Og for enden af tunnellen, en Disney-agtig slavelejr med tre efterkommere i karnevalskostumer, komplet med bongotrommer, vrikkende numser og en kokosskal med kontanter. Afdrag på den hvide mands skyld. Tre $ for en negerdans.
Vi forlod Viñales i en Dodge ’57 med kursen mod Havana. De sidste tre dage dryssede vi rundt i byens mest sublime kvarter; Vedado. Det var hér mafiaen festede med Batista i de glade 50-er, mens United Fruit Company opkøbte det meste af landet.
Vi boede i en halvslidt millionærmansion, der havde været Lucky Luciano værdig. Nød de skyggefulde gader og savnede Havana allerede før det var slut, og mens pigerne førte lange samtaler om de pandekager, der ventede i Costa Rica. Børn blir aldrig gode socialister, med mindre de sidder i Centralkommiteen.
Vi ramte vestlige verden om aftenen, med alt hvad Cuba mangler og slipper for; rush hour & traffic jam, drive-in & take away. Blinkende neon, en afkørsel mod Walmart, en gigantisk Toys’R’Us. Det værste var, at jeg følte mig hjemme igen.
/Peter
[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5709943621353400481?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]