Fra asken til ilden
”Åh nej, skal vi nu på museum igen!? Og så om krig! Igen!” Pigerne så plagede ud. De troede at krigen sluttede på Okinawa, men de tog fejl. I Nagasaki ventede atombomben. Flere museer, flere mindeparker. Og tilmed i den tungeste liga.
I parken foran museet var bombens hypocenter markeret med en sort monolit, der mellem blomster og sommerfugle pejede direkte op i himlen, hvor helvede brød løs for en menneskealder siden med udløsningen af fire ton atombombe. Pigerne kendte allerede de første hårde facts: ALT blev ødelagt indenfor den første kilometer. ALLE døde i den radius.
Børn finder som os andre skræk og gru dragende og frastødende på samme tid. Spørgsmålene fra pigerne stod i kø, og vi fortalte så sobert vi kunne. Om trykbølge, varme og stråling. Om en by, der vitterlig blev jævnet med jorden. Om Asiens største katolske kirke, der ironisk nok lå lige under bomben. Om fængslet tæt på, hvis armerede betonmure blæste bort som papirvægge. Og om smeltede urer, der blev fundet flere kilometer derfra med det stivnede ikoniske klokkeslæt 11.02.
Tallene er uforståelige. 70.000 mennesker omkom i det første sekund, 70.000 mere de næste par måneder. 6 kilo plutonium med en slagkraft svarende til 5200 lastbiler med hver 4 ton dynamit. 3000 graders varme. Trykbølgen, der bevægede sig med 1000 meter i sekundet. Men på museet blev de abstrakte tal konkretiseret med smeltede flasker og billeder af den udbrændte by. De enorme konsekvenser blev langsomt formet af de små eksempler.
Museet anbefalede en alder fra 8 år, så vi håbede de værste billeder var sorteret fra. Måske, men historien blev alligevel vist uden omsvøb, så vi dirigerede pigerne igennem dele af museet med hænderne omkring øjnene som skyklapper. Men nysgerrigheden efter et autentisk gys er en stærk kraft, så forkulede lig trængte sig på i flygtige glimt gennem fingrene. Dicte fik et billede for meget, blev ked af det og meldte fra. Så mens Peter og Emilie fortsatte, satte vi os udenfor.
På tryg afstand fra billederne ville hun gerne høre mere. Alle formildende omstændigheder kom på banen f.eks at en del af Nagasakis børn allerede var blevet sendt på landet på grund af tidligere luftangreb. Hun hørte om lærlingen, der blev reddet ved tilfældigvis at være sendt i kælderen af mester. Og om den lille dreng 3 km borte, der overlevede, fordi hans mor nåede at kaste en stor springmadras over ham. Og om japaneren, der overlevede bomben i Hiroshima og valgte at flygte til Nagasaki umiddelbart efter – og mirakuløst også overlevede bomben dér.
Senere kom en hovedrystende Emilie. ”Det var altså fejt at smide de bomber. Amerikanerne kunne da have taget landet med almindelige tropper,” sagde hun og holdt fast i idealet om den redelige tvekamp på lige vilkår. ”Og hvorfor kan folk ikke bare være glade for dét, de har?” fortsatte Dicte. ”Et lille hus og en have burde være nok til en familie og så er der plads til alle sammen på hele jorden. Det er jo først, når folk vil have mere, der bliver krig.”
Hun tænkte sig lidt om og tilføjede, ”måske ville en swimmingpool også være god at have….”
/Bodil
[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/6133108350095967377?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]