Hvor pebberet gror
Argh! Hvor finder man hårfarve i regnskoven??!! Har allerede forsøgt at lave afkog af en eller anden Henna-agtig plante, men endte vistnok med en mikstur mod gul feber…
Som den kvikke læser måske fornemmer, er Peter blevet afløst af sin kvindelige (og naturligvis bedre) halvdel, der har fået lov at være dagens kollumnist. Og hvilken tropisk bondegårdsferie at skrive om: vi er havnet i en fugtig junglehytte i de sydindiske bjerge i en paradisisk blanding af vild regnskov og plantage. Overalt flagrer store farvestrålende sommerfugle rundt om orkideerne, de mørkegrønne kaffeplanter har fået røde bær og vaniljerankerne snor sig om bambushytterne.
Der er også masser af dyr: et par sultne rotter der pusler under taget, store grønne edderkopper, gule slanger, og en enkelt fæl skorpion (ingen af dem giftige, forsikrede de os, med mindre man træder på dem…). Pigerne er selvfølgelig begejstrede og parate til at få en slange med hjem som kæledyr.
Vi er på en biodynamisk farm, hvor afgrøder dyrkes i pagt med naturen, dvs. junglen; pepper, kaffe, kardemomme, vanilje, ananas… you name it, bare det ikke omfatter begreber som ”monokultur”, ”pesticider” og ”kunstgødning”, der alle er N-words i den Store Organiske Ordbog.
Stedet hedder ”Rainforest Retreat” og er intet mindre end paradisisk, vel nok det længste man kommer fra en dansk svinefarm. Her har man ganget økologi med 100 og driver plantagen efter organiske principper om at input såvel som output skal være udelukkende naturlige. Genialt, sympatisk og ganske fornuftigt.
Men hvordan er stemningen så på dette bæredygtige og hollistiske paradis på jord? Jo, alle er søde og imødekommende og søde og med alle de rigtige meninger og søde…. og gudskelov har de endnu ikke opdaget, at jeg kan finde på at hælde kemikalier i håret hver anden måned. De interns, der arbejder her, er også søde, i fuldendt pagt med naturen og afskyr alt menneskeskabt fra ravpluks til hårtørrere (jamen, hvordan skal man nogensinde kunne klare sig uden?).
Og de har jo ret, selvfølgelig, men lysten til at udfordre den dominerende politiske korrekthed trænger sig på. Jeg har opdaget, at den bedste ventil er at gå afsides og udenfor hørevidde og råbe “McDonalds!!” så højt man kan…
Den 26. nov. var det så pludselig blevet Thanksgiving. Og stedets amerikanske interns (der ellers naturligvis forsager USA og alle deres gerninger) ville trods alt forberede en rigtig amerikansk Thanksgiving Middag. Men selvfølgelig rent vegetarisk, da “It’s a beautifull thought to celebrate Thanksgiving without having to sacrifice an animal. Then we can thank the earth!” som en 21-årig yoga-pige henrykt proklamerede. Hjertet sank i brystet på hendes kæreste, der øjensynligt elskede kalkun…
Og så var der en tavle, hvor man kunne skrive alt det på, som man var taknemmelig for: “For all plants” var den korteste udgave. “For this wonderfull, beautifull, giving, loving world and all the wonderfull people on it and for being able to give back a tiny bit of what Mother Earth gave to me!” var vist den længste.
Men Emilie og Dicte havde det allerbedste svar, da de glade og fro skrev deres egne navne nederst på tavlen.
22. – 28. december 2009
/Bodil