Ø-kuller

 

”Inden henrettelsen snittede troldmanden den dømte i brystet og gned salt, citron og hvidløg i såret. Hvis ikke han blødte, fik han nogle slag med tryllestaven (red; en stor knorten trækæp) så de onde ånder kunne fordrives…”. Guiden pegede hen mod en stor, flad granitsten, der virkede ganske passende til formålet. ”Herefter blev han halshugget og tappet for blod, som tilskuerne drak på skift. De fineste fik hjertet og leveren….”. Vi kiggede ned på den flade granit(hugge)blok og de smølfeagtige stenstole, som kongen og hans følge havde siddet i dengang for 200 år siden, da de stadig var kannibaler hér på øen Tuktuk, inden de blev omvendt til Kristi nåde og den hellige nadver.

Pigerne var bjergtagne; deres barnlige sans for det makabre fornægtede sig ikke, og dødsritualet var da også fast samtaleemne resten af dagen. Selv i dag, godt to uger efter i Australien, hvor jeg skriver dette indslag, udsættes den lille hundebamse jævnligt for en kannibal-henrettelse: ”… og så skærer jeg ham i maven (Dicte)”. ”… og så hælder jeg citron i såret (Emilie)”. ”… og så gør det rigtig ondt (Dicte)” lyder det sødt over fra hjørnet i deres syngende rollespilssprog.

Ellers var det begrænset med store oplevelser på Lake Toba. Lonely Planet var ellers begejstret og lovpriste de lokales hjertelige (læs; fordrukne) levevis. Berettede om øens storhed og fald på backpacker-ruten; fra pulserende party scene i de tidlige ’90er til en charmerende og meget tilbagelænet lille perle i dag. Et sted hvor dagene glider i ét med uger og måneder… hvilket de også gjorde for os, om end mere af tvang end af lyst, betinget af en fast flyafgang og ingen (børnevenlige) alternativer i nærheden.

Nu ved jeg godt, at jer derhjemme har gennemlevet den værste isvinter siden krigen, og at man ofte hænger i en snor for at få dagen til at hænge sammen (intet glemt herude, kun fortrængt…). Så jeg ved også, at ethvert opløb til brok fra disse kanter kan virke både ynkeligt og uforskammet. Så tilgiv mig, når jeg siger, at vi også har dårlige dage herude, også selv om vi pt. har været lykkeligt forskånet for sygdom og ulykke. Og ved dårlige dage mener jeg ikke irritationsmomenter som sand i sengen og kakerlakker i badeværelset.

En dårlig dag herude er typisk en dag, hvor vi keder os. Efter tre måneder på farten er rejsen blevet dagligdag med små rutiner og en vis genkendelighed. Kedsomheden var også en latent følgesvend i gamle dage, da jeg flakkede rundt i hele og halve år, også selv om jeg sjældent ville indrømme det over for sig selv og da slet ikke dem derhjemme. Men dengang var der færre konsekvenser og flere remedier; jeg kunne læse en bog, gå en tur eller rejse videre. Men ej længere… og børn og voksne tænder på forskellige ting: For børn er en kattekilling altid større end en tiger!

Ungerne ønsker at hænge ud HELE tiden, gerne med fuld opmærksomhed og underholdning fra forældrene. Omvendt elsker forældrene slidsomme vandringer i brølende varme jungler fyldt med aber og andet kryb, de elsker at læse bøger uden billeder og lave lektier og rydde op.

De værste dage er dem, hvor pigerne keder sig, og hvor der ikke er noget at lave. Så begynder søstrene Styg & Slem at hakke på hinanden, mor og far bliver pirrelige, der er ingen børnehaver og skoler at falde tilbage på, ingen jobs at søge tilflugt i. Tiden falder lang og turen til kiosken er i høj kurs. På andre dage er det kun de voksne, der keder sig, eller ”kommer ned i tempo” som det vist hedder. Så minder rejsen lidt om skyggesiden af en barselorlov. Man skynder sig langsomt, men føler man står stille. Alt kører i ungernes tempo, og bøger er noget man kun læser drypvis og i smug. Det var tilfældet på Lake Toba, hvor pigerne nød at der ingen ture var at tage på, men til gengæld pool-bord i baren og gynger i haven.

De hyggede sig og vi hang i, og efterhånden som dagene gik, blev selv vi voksne præget af Tobas søvnige ånd. Måske virker alting mere lyserødt i retrospekt, men det jeg mindes nu er vores morgener under myggenettet i den gamle træhytte; alle fire ved siden af hinanden, fuglene og solopgangen og den frydefulde erkendelsen af endnu en planløs dag i vente.

/Peter

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5444256308164753393?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]