Wet Downunder

 

Hvad kameler mangler i intellektuel udstråling, har de i underholdsningsværdi. Så nord for Ayers Rock hoppede vi glad op på en af slagsen. Glad og glad… Dicte var lidt utilfreds med, at man skvulper sådan frem og tilbage i sædet, men kamelen fik alligevel et stort knus til sidst. Dét havde stedets egentlige attraktion, en aussie-cowboy ved navn Luke, sikkert også fået gennem tiden (se billederne, de taler for sig selv).

Peter syntes, vi hurtigt skulle videre til naboen, Jim’s Place, hvor vi kunne få os en sandwich og måske oven i købet høre dingoen Dinky synge. Stakkels Dinky var som lille kommet for skade at hoppe op på et klaver og gå en tur, mens den ligeså godt syntes, den kunne stemme i med sin hylen.

Pludselig var den Stuarts Highways største seværdighed (næst efter Luke). Dinky havde allerede optrådt to gange, inden vi ankom, så den var træt, men da Emilie fandt et kæmpe møl i sin sandwich, kom hunden fluks på banen. Koncerten var kort, men kraftfuld og berettigede uden tvivl Dinky til et verdensberømt hundeliv.

Men først og fremmest skulle vi på campingtur til Kings Canyon. Vejret så godt ud, og supercampisterne (Peter og pigerne) pudsede primussen og spidsede pløkkerne, mens jeg forsøgte at finde min indre B.S. Christiansen frem.

Vi tog af sted, kørte hele dagen og kom frem til Kings Canyons campingplads. Om natten faldt de første dråber og næste morgen silede det ned. Og alle de andre campister – der havde hørt vejrudsigten – var taget af sted. Inden vi havde set os om, var vi i færd med at pakke teltet sammen i silende regn, og plaskvåde forlod vi atter Kings Canyon. Regnvejret ville kun blive værre, fik vi at vide.

På vej tilbage til Alice Springs passerede vi først Kings Creek, som allerede var flydt over sine breder. Vores brave hippie-camper pløjede sig igennem vandmasserne, men så kom Kathrine Creek. Vejen lå under en meter vand. Peter kløede sig i nakken og mumlede nogen om den 4-hjulstrækker, som vi havde sparet væk.

Vi drønede tilbage mod Kings Canyon for at overnatte der, men ak: I mellemtiden var også Kings Creek blevet umulig at passere. Så sad vi dér. Fanget på en australsk landevej, hvor vi hverken kunne komme ud den ene eller den anden vej. Fedt. Regnen kunne fortsætte i dagevis. Og vi var allerede pænt våde.

Tiden gik. Hvad ville B.S. have gjort? Startet et bål og lagt sig i natostilling? Jeg lod B.S. være B.S. og skulle til at bevæge mig ind i det hysteriske felt, da de kom. To store australske hunks med hat og ranger-uniformer i deres seje firehjulstrækker. De kikkede på vores fortvivlede ansigter, og den ene sagde med en dyb og rolig Kurt Russel-stemme: ”You got kids in the car? You’d better come with us.” ”YES!” råbte jeg skingert og vi kørte efter dem ned til en ranger-nødstation, hvor vi kunne få tæpper, spille pool, spise kager og om nødvendigt overnatte. Fantastisk.

Senere samme dag kunne de fortælle, at vandet lige var faldet nok til, at vi kunne fortsætte mod Alice. Hurra! Vi drønede af sted, fik forceret Kathrine Creek, inden regnen atter ville spærre den, og var på vej.

Vi så aldrig Kings Canyon. Men hvad vigtigere var: vi tilbragte heller ingen våd nat i et vådt telt ved en våd vejkant med en meget våd Emilie og Dicte. Dét havde gjort selv B.S. småhysterisk og blød som Bubber.

/Bodil

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5453611784971265585?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]