Ikke mer for den skilling…

 

Taxa chaufføren kiggede bekymret på ungerne, da han hørte vi skulle ud til Singapores Geylang distrikt; ”No good” sagde han… ”many foreigners (læs, indere), only good for bachelors (læs, ”red light”), very dirty, watch your things” (læs, indere).

Vi var skeptiske. Vi havde netop været en tur gennem Changi-lufthavnens hypereffetive vridemaskine og havde svært ved at forestille os noget som helst skummelt i Singapore, endsige ”dirty”. Så kiggede han på mig med et sammenbidt grin og sagde på sit hakkende kineserengelsk; ”But, if problem call police, can’t see them but they everywhere, come in 5 min. and take problem away…”.

Jeg følte mig helt rolig igen. Den gamle sci-fi film Brazil flimrede forbi mit indre lærred, navnlig den scene hvor politiet foretager en lynanholdelse ved at skære hul i loftet over den mistænkte, hiver ham ned i en sæk og trækker ham op gennem hullet, alt sammen på ca. 10 sekunder.

Jeg kiggede ud af taxien, kiggede på den perfekte motorvej og spekulerede på om de udførte vejarbejde på sammen måde; så for mig hvordan en borger indmeldte et hul i vejen, hvordan en vogn kom farende for fuld udrykning, hvordan14 vejarbejdere hoppede ud, afskærmede området og lappede hullet på 4½ minut. Og så væk igen, det gamle hul sporløst forsvundet.

Næste dag tog vi højbanen ind til byen. Vi susede forbi glitrende skyskrabere i glas og stål og videre ud til de yderste forstæder. Facaden holdt hele vejen, der var ingen furer i lakken. Ingen beskidte baggårde, ingen graffiti, ingen tags. Selv vores eget berygtede Geylang kvarter var en tandløs puddel. Der var langt til Bronx. Det vildeste var en halvfuld kineser, der spyttede i skraldespanden. Spyt på gaden koster 1000 dollars!

Til gengæld er der indkøbscentre overalt. Hundredvis. Glitrende forbrugspaladser fyldt med mærkevarer og tempereret luft, magelig dåsemusik og en diskret duftkulisse af nybagt brød, kaffe, kage og parfume. Zoner af indkapslet tryghed. Der er næppe et sted på jorden, der har en større koncentration af udbud og efterspørgsel end Singapore. Rendyrket materialisme parret med hæmningsløs købekraft, ubesmittet af den latente skyldfølelse, som efterhånden har indfundet sig i dele af vesten.

På vores sidste aften drog vi ud til Little India, tilbage til udgangspunktet. Det var næsten som at være tilbage igen, i hvert fald fra knæene og opefter. Det var Indien uden rotter, lort og huller i vejen. Men ellers var alt ved det gamle. Det samme leben, de samme mørke, smilende ansigter, de samme skingre Bollywood-sange fra billige lydanlæg, de samme små forretninger med navne som ”Guru Merchandise”, den samme duft af røgelse, grøntsager og kanel.

Dicte blev knebet på kinden, klappet på hovedet, blev rasende og råbte ”la så vær….”. Og vanen tro grinede inderne, virrede med hovedet og klappede hende én gang til. Vi fik indermad, og pigerne spiste parottaer med stor velbehag.

Disse ord bliver skrevet i flyveren på vej hjem. Det er midt om natten og jeg kan se på skærmen at vi befinder os højt oppe over Indien. Det var dér vi startede, dér vi sluttede og dér vi sætter det endelige punktum for denne beretning. Ikke uden vemod. Jeg savner Indien og glæder mig til Danmark. Jeg tror, vi vender tilbage.

/Peter

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5465096109261002401?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]