Minna kommer

 

Der var kriller i maven i flyveren til Indonesien. Vi havde endnu ikke mødt nogen på vores tur, der havde valgt at tage til Sumatra. Vi havde derimod hørt, at storbyen Medan, som vi ville lande i, skulle være en af de byer, der typisk dukker op i samtaler om: ”Hvor er det værste sted, du har været?”. Og nej, den var absolut ikke charmerende, så vi tog fluks videre til Nationalparken Bukit Lawang. Efter 5 timers rejse skulle Sumatra vise sig fra den allerbedste side.

Vi slog os ned i en rustik træhytte med fantastisk udsigt over floden og regnskoven og med aber på altanen. Vi befandt os på det smukkeste sted, vi endnu havde været på vores tur, og var fortryllede over lyden af den brusende flod, chikaderne og den summende jungle.

Bukit Lawangs hovedattraktion er orangutangen. Bare man holdt afstand, ville de ikke være farlige. Vi havde dog heller ingen planer om at komme for tæt på; orangutangen skulle f.eks. være glad for at nappe andre abers unger, som var det deres egne, og i øvrigt have en råstyrke som 5 mand. Jo, vi ved godt, at hvis den skulle forveksle f.eks. Dicte med en orangutangbaby, ville det blive værst for den selv, men alligevel…

Ved parkens fodringsplatform kom vi dog rigeligt tæt på, da 5 lådne mødre og deres pjuskede unger lagde vejen forbi for en daglig portion mælk og banan. Fra alle kanter kom de elegant svingende i trætoppene, landede et par meter fra os, og styrede direkte efter maden. For disse aber var vi på det nærmeste usynlige – gudskelov. Men så kom junglens skræk, Minna, på banen. Hun er kendt for at bide en turist i ny og næ. Guiderne gennede os hurtigt til siden, så 200 kg mandhaftig hunabe med skæg, dybtliggende øjne og et bistert ansigtsudtryk kunne komme til. Vi stod i andægtig tavshed et par meter fra dette bjerg af feminin ynde, mens hun gylpede 18 bananer i sig. Vi blev til gengæld en stor oplevelse rigere.

Nu ville vi på et længere trek ind i junglen. Vores guide havde taget et par guidepraktikanter med sig – hvilket senere skulle vise sig at være aldeles heldigt. Den rute, han havde valgt, havde et par kække genveje, der var stejle, mudrede og langt fra børnevenlige. Til pigernes fryd tog praktikanterne gerne et par unger på skuldrene og travede kækt af sted, mens pigerne jublede og Peter og jeg forsøgte at holde trit. Trods vores forbehold, var guiden ivrig efter, at vi skulle se en orangutang, så vi fortsatte ad snørklede junglestier med mudder om anklerne og lianer om ørene.

Pludselig var hun der. En stor rød orangutang kom klatrende hurtigt imod os, højst 10 meter væk. Hjertet sad i halsen, guiden råbte: ”Go! Go! Go!”, vi råbte på pigerne, hans praktikanter kastede dem hurtigt op på ryggen og så slog vi kraftigt bakgear og løb tilbage ad stierne. Jeg var i færd med at optage en video og glemte at slukke kameraet, da jeg begyndte at løbe. Jeg har nu en fantastisk rystet video af Peters mås i vild flugt fra en orangutang.

”Only semi-wild. Not dangerous. Not Minna”, forsøgte guide at berolige os, da vi pustede ud, og var sikre på, at børneforsorgen ville fjerne pigerne, så uansvarlige forældre som vi var. Vi så os nervøst over skulderen, men orangutangen havde valgt en anden vej – havde nok ikke synes, at pigerne var rødhårede nok…

Til gengæld har vi fået en ny bussemand i familien. Junglemonsteret Minna dukker op i tide og utide – bedst personificeret af Peter, der brølende hopper ned fra gardinerne og sætter efter to små piger, der jublende flygter. Hun spiser små uartige piger, der ikke laver deres lektier. Og forældre, der ikke passer bedre på deres børn…

/Bodil

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5440700721899924481?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]