Lady & Vagabonderne

 

Der findes to slags turister i Uluru; dem der ser dumme ud MED fluenet om hovedet, og dem der ser dumme ud UDEN fluenet om hovedet, konstant viftende med hænderne for at holde de små bæster væk. Og ligesom man kan aflæse en personlighed ud fra joggingteknik, kan man også gøre det ud fra vifteteknik.

Nogen vifter rundt med armene med store, rasende bevægelser. Andre vifter med hænderne alene – små kontrollerede, mekaniske vift, der kører konstant om ørerne. Andre igen virrer irriteret med hovedet og lader som om de – ligesom urbefolkningen og de hårdeste aussies – sagtens kan abstrahere fra de evige plageånder… i modsætning til os amatørturister, der valgte netløsningen (var det ikke for Bodil, havde jeg tilhørt den sidste – eller første – gruppe, jeg er meget taknemmelig!).

Aldrig har jeg set så mange fluer i mit liv. Der går ca. 7 sekunder fra man træder ud af bilen/teltet/bunden af poolen til de får færten af en, og en hel flueslægt er på vej ind i øret. Og selv om de foretrækker voksne frem for børn (vi lugter vel dårligere), og Bodil frem for mig, så glemte pigerne kun én gang at lyne teltet efter sig.

Det var skønheden ved Outback camping; man kom tæt på dyrelivet. Tæt på alle de kryb, der for længe siden trak evolutionens korteste strå, da Australien rev sig løs fra resten af verden. Tæt på alle de unuttede dyr, der havnede i en rød ørken sammen med en milliard fluer. Det var i hvert fald den følelse vi fik, os der lå i telt. Pigerne og jeg. Bodil forskansede sig i bilen; gravede sig ned i en sovepose og gemte sig bag et myggenet.

Os andre udenfor havde gengæld frit udsyn til stjerner og daggry. Vi vågnede til lyden af vilde emuer, der puslede om teltet, og sultne dingoer der hylede som ulve og slikkede gårsdagens stegepande. Og når vi stod op og gjorde klar til morgenmad, hørte vi en sagte snorken fra vognen hvor Lady lå og boblede. Det første vi hørte fra hende, når hun endelig vågnede, var en lavmælt banden. Bildøren ville åbne med et smæld, hun ville stikke hovedet ud og forlange bare én nat på motel.

Tanken om at droppe Uluru strejfede (i et svagt øjeblik i det kølige shopping center i Alice). Orkede vi det? En sten i en ørken 450 km. fra Alice Springs! En stor sten, ja, men alligevel….vi skulle jo også tilbage igen. Altså godt 1000 km. oven i de 1500 km. vi allerede havde kørt.

Men pigerne brokkede sig overraskende lidt over de lange ture, så vi drog videre og konstaterede, at det var hele umagen værd. Både turen rundt om klippen, farvespillet ved solnedgang (vi droppede solopgang – same same, just different) og ikke mindst Ulurus mindre omtalte lillesøster ”The Olgas”, hvor vi lokkede pigerne ud på en længere tur gennem de smukkeste stenformationer.

Turen til Uluru står nu som et af højdepunkterne, hér down under. Faktisk i sådan en grad, at vi uden at kny lagde yderligere 700 km. oven i vores rejse og satte kursen mod Kings Canyon. Hvad vi ikke vidste, var at regnen ventede lige om hjørnet. Men det er en hel anden historie…

/O’Malley

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5450641044727041233?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]