Valfart til Walmart
“Main Street” stod der insisterende på vejskiltet. Jeg kiggede ned af hovedgaden, der lå øde hen. Der var ikke andre turister end mig. Heller ingen lokale. Og slet ingen forretninger. Blot en stor bank, to apoteker, syv advokatvirksomheder og én grillbar. Nada mas.
En halvstor amerikansk provinsby på knap 70.000 indbyggere, to universiteter, tolv skoler og så en hovedgade så levende som Tjernobyl. Hvad var der sket?
Vi var i Elizabeth City, North Carolina. Vi havde pludseligt fået lidt af et mansion mellem hænderne. Vi havde egentlig kun booket et enkelt værelse, men vores værter var i Italien og havde tillidsfuldt overladt hele hytten til os. Så vi legede rige amerikanere i tre dage og forestillede os, at vi også havde nøgler til de tre biler i garagen, båden i baghaven og jetskiene til den lille flod, der førte ud til bugten.
Mens Peter og jeg igen måtte undres over amerikanernes forkærlighed for kunstige frugtarrangementer i store glasskåle, plasticblomster og pyntepuder, jublede pigerne over, at hvert soveværelse havde eget badeværelse.
Kvarteret var pænt. Rigtigt pænt. Store villaer, der lå i første parket til bugten. Ingen af de hække, vi garderer vores privatliv med derhjemme. Og ingen af den skam, vi forbinder med velstand. Stort og åbent og intet at skjule, i hvert fald ikke swimmingpoolen og de tre etager liebhaverbolig. For mit indre blik så jeg horder af frustrerede forstadsfruer bunde endnu en flaske Bourbon bag de armerede vinduer, mens de lurede på naboens unge studentersøn.
Men også her var der mennesketomt, ligesom på hovedgaden. En enkelt gartner flød rundt i en overdimensioneret plæneklippervogn, men ellers var alt stille.
Det var i Elizabeth City, at vi opdagede amerikanernes egentlige hjertebarn. Det er ikke kirken, omend den fylder meget. Heller ikke fastfood-kæderne i byen, omend der var en del. Nej, da vi satte fødderne i Walmart for første gang, forstod vi det hele. Det var her, det foregik. Her amerikanerne hang ud over køledisken. Her de snakkede med naboen. Og her de købte alt, fra bagels til badetøj.
Det var Bilka, Bauhaus og Tøj & Sko i euforisk omfavnelse, bare endnu billigere. Et enormt indkøbsparadis, der samlede hele oplandet og lagde resten af byen øde. For Walmart er Venstres vådeste drøm. Ingen smålige loft over storcentrene her. Landets største arbejdsgiver. 8.500 butikker. Over to millioner ansatte. En omsætning, der overgår Sveriges BNP.
Og verdensrekorden i retssager. Søgsmål om alt fra varenes kvalitet til de netop verserende kæmpesager om kønsdiskrimination af de ansatte bliver bestandig ført mod mastodonten. Med knap 5000 søgsmål om året render Walmart ind i en ny retsag ca. hver anden time.
Det forklarer vel de syv advokatvirksomheder i Elizabeth Citys forladte hovedgade.
/Bodil
[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/6176145430399389649?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]