Hvornår er vi der? Og hvornår skal vi hjem

 

”Hvornår er vi der…?” lyder det dovent fra Emilie. Vi sidder i bus 701 på vej mod Hillerød station, og vi har kun lige passeret Fakta. Der er LANG vej til Indien. ”Om 42 Sigurd Barrett afsnit” svarer Bodil tørt. ”Neeej” lyder det i kor fra bagerst geled. If only they knew…

Nåh, men turen gik ellers over al forventning, godt hjulpet på vej af bestikkelse af de to små i en størrelsesorden, der havde fået en indisk bureaukrat til at rødme. I en sky af kiks, kage og tv kan alt lade sig gøre, som vi siger i branchen.

Vi landede møj-tidligt i Bangalores nye glitrende lufthavn, kemisk renset for løse køer, benede kuffertslæbere og tykke strømere med bambuskæppe og uniformer fra en svunden kolonitid. For en gammel indiensfarende var det noget af et antiklimaks, og derfor helt betryggende, da vi kort efter stødte på den sædvanlige hær af indiske skrankepaver, der – udover de obligate gummistempler – nu også var bevæbnet med infrarøde sensorer. Pandeminikken var kommet til Indien, og nu skulle febervarme smittebærer spottes og afsondres.

Vi sneglede os igennem køen, fik vores certificerede sundhedsstempler af en søvnig sygeplejerske og følte os i et kort øjeblik som de sidste raske pest-flygtninge, der slap ind i det tropiske lykkeland. For så at blive hevet ned på jorden igen af det uundgåelige spørgsmål fra pigerne: ”Hvornår skal vi hjem…?”

15. november 2009

/Peter