Drops of Life
“Welcome to Sangri La!” sagde vores vært med dyster mine. Vi var netop ankommet til en bondegård begravet i mudder. Det var mørkt, regnen silede ned og vinden ruskede i træerne. Peter kiggede op mod himlen. Vandet fossede ned. “Drops of life” sagde han, denne costaricanske Søren Ryge, og kiggede på én med sine tunge øjne. Han drejede rundt i sine store fornuftige gummistøvler og viste os vej til vores hytte, der lå en halv kilometers vandpytter fra bondegården. Vi trippede bagefter i vores sommersandaler.
Vi var kolde og våde, og mens Peter krummede tæer, fristede jeg mig til spørgsmålet: “Heating?” og fantaserede om samme kakkelovn, som den lille pige med svovlstikkerne. Vores vært troede ikke sine egne ører. “No, we don’t use that”, sagde han lettere rystet, “we just close the door.”
Vi var kommet til Costa Ricas højland Monteverde samtidig med en koldfront fra Minnesota. Vi havde glædet os til en klassisk bondegårdsferie med heste, grise, kalve og køer i den friske og klare bjergluft, men ind fra højre kom istedet en temperatur på 10 grader, et orkanagtigt regnvejr og mudder til knæene.
Godt så. Nu var der jo ingen grund til panik over lidt regnvejr. Det gav også det flot kuperede terræn et imponerende dramatisk look. Frem med lektier, læsebøger og kortspil. Bare indtil det værste var løjet af.
“Glimrende lejlighed til at komme ned i tempo!” konkluderede Peter tilfreds og skænkede sig endnu en kop kaffe. Pigerne forskansede sig med bøger og Nintendo. Selv mærkede jeg rastløsheden efter første time. Udenfor fortsatte stormen ufortrødent, og druknede samtlige planer om vandreture, bondegårdsbesøg og hesteridning.
Mens Peter og pigerne koblede af i bedste stil, så jeg vores kostbare ferietid skylle væk. I desperation granskede jeg den fremlagte brochure i hytten. En venlig hilsen fra vores økologiske vært startede med denne indfølte svada:
<address>”Our facilities are rustic but think that the luxury is in the surroundings. Our lights at night are scarce but think we are not ruining moth migrations. Our trails are muddy but think they are only for us. Thank you for your support and understanding, let’s all have a good time.”</address><address> </address>Jeg skulede ud på nogle druknede insekter og mindedes min mors insisterende “Kom, det blir SÅ sjovt!”, når vi skulle på spejdertur i regnvejr. Efter et par dages husarrest overtalte jeg den totalt afslappede familie til at trodse mørket og i det mindste drage til bondegården for at være med til at give kalvene mælk.
Stor oplevelse. “Wow, hvor kan den suge!” udbrød Emilie, som hun stod der med sutteflasken. “Ja, vis mig den landmand, der ikke har….” begyndte Peter og jeg foreslog prompte, at vi snarest tog mod kysten, inden de landlige glæder tog overhånd.
Ingen protester. Alle var smurt ind i kokasser og kalvesavl, vi havde intet tørt tøj tilbage, uvejret var kun blevet værre. Pigerne vinkede farvel til kalvene, Peter sendte dem et slukøret blik og jeg glædede mig til mere varme og mindre idyl.
/Bodil (mere Bubber end BS)
 :