Håndværkertilbud med havudsigt

 

Vi følger altid samme model når vi kommer til et nyt sted. Bodil og ungerne slår sig ned på en restaurant. Pigerne får deres spagettiret, Bodil tar en smoothie og selv drager jeg ud og finder et værelse.

Det lyder altsammen meget selvopofrende (fra min side); at jeg kaster mig ud i timelange vandringer gennem varme gader mens de andre hygger sig over svalende drikke og kortspil. Mere kyniske (læs; kønspolitiske) kvinder vil måske mene, at denne rollefordeling lugter langt væk af mandschauvinisme. Men sandheden er, at alle vi alle nyder hver vores rolle.

Pigerne elsker at sidde i skyggen bag menukortet, og jeg elsker at tage hul på nye steder. Og så er der lige det, at Bodil læser Lonely Planets hoteloversigt grundigere end jeg; hun stopper ikke ved “Budget”, hun pløjer videre gennem “Midrange” og “Top end” kategorierne. Afsnit, jeg selv kun læser som kuriosum.

Jeg frygter simpelthen, at vi havner i noget superlækkert og megadyrt, hvis vi en dag byttede roller; et Ambassadeur-suite med direkte havudsigt, eller en high-class designerhytte på toppen af et træ. Det sker IKKE når Scrooge hér finder værelser.

Og således også denne gang. Vi ankom til kystbyen Samara og jeg drog heroisk afsted, vandrede et par kilometer ud af stranden og fandt til sidst et lille hus til laveste pris; 3×3 meter med samtalekøkken og bad, egen have og havudsigt. Et rent håndværkertilbud. Lidt beskidt, men ikke noget en kærlig hånd ikke ville kunne rette op på.

Emilies første reaktion var rædsel og vantro: “ej far, det tror jeg ikke jeg kan klare…”, og lignede en teenagetøs med tvungen opvasketjans. Men så fik hun øje på en trebenet hund, som hun kastede sin kærlighed over. Og Dicte fandt en hængekøje, og byggede en hytte af nedfaldne palmeblade. Og Bodils protester…de druknede i bølgernes brus 50 meter fra hytten.

Vi blev hængende en uge. Vi hang på terassen, vi hang på stranden og efterhånden forstod vi, hvorfor så mange gringoer var blevet hængende i Samara i årevis. Vores udlejer, en smilende solbrun canadier, startede de fleste af sine sætninger med “I’ve been here for 29 years…”, som om han havde svært ved at fatte det selv. Som om tiden havde spillet ham et pus.

I så fald var han ikke den eneste, for lige om hjørnet sad Bill, Bob & Scott i hver deres hotel eller beach bar, alle iført de samme slidte hawaii skjorter, alle flygtninge fra den vestlige verdens stress og jag.

Og ganske rigtig; tiden slentrede afsted med tiltagende fart. Hver dag strøg solen lidt hurtigere over himlen. Og hver aften samledes alle til endnu en solnedgang over The Great Pacific. En stille andagt, mens pelikanen fløj lavt over vandet, og kolibrierne sværmede om palmerne.

Men alt får en ende for den rastløse sjæl og på 8. dagen hoppede vi på bussen. Vi kom videre, modsætning til Bill, Bob & Scott, der hænger fast. Også i mine tanker. Nogen vil mene, de er gået i stå, men i sidste ende skal vi jo også hjem; hjem til ræset, hjem til hjernen i skærmen og jagten på noget. Mens vores tre venner svinger videre rundt i hængekøjen og måske har fat i den lange ende.

/Peter, expat in spe

 

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5700158470139073841?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]