Charleston – nu med pepperoni

 

“Mor, mor, der er en dame, der bliver lagt i håndjern neden for hotellet!”

Jeg gik i stå i udpakningen. Tankerne om Charlestons pittoreske gamle hvide bygninger med verandaer og gyngestole og smukke kvinder i store lyserøde kjoler blev blæst af banen. Jeg fulgte med ud og ganske rigtigt; en kvinde i cowboybukser og bh var lagt i håndjern og omringet af fire politibiler, to brandbiler og en ambulance.

En betjent var netop ved at mase hende ned i en politibil, præcis som de gør i tv-serierne; med en beskyttende hånd på hovedet, så hun trods alt ikke slog sig på bilen. Kvinden havde skubbet sin mand ud gennem et vindue fra 1. sal, og glasskårene på jorden var behørigt indrammet i helt autentisk Crime-Scene-Do-Not-Cross-tape. Pigerne var opslugt af makaber fryd over en ægte anholdelse.

Vi havde netop flyttet vores location fra en campingplads lidt uden for Charleston til et motel tættere på centrum. Jeg havde vundet kampen over campingfacisterne (Peter og pigerne) efter tre dage, hvor de til min bestyrtelse hellere ville hænge ud på campingpladsen og spille bordtennis og svømme i poolen end tage ind til Charlestons smukke gamle gader.

I min optik skulle eneste grund til at campere være at komme ud i naturen, hvilket pr. definition intet har med campingpladser at gøre. De er alle ens, har en charme som en parkeringsplads og et spændings-niveau som en haveforening søndag formiddag. Jeg kunne måske forstå deres prioritering af tiden, hvis campingpladsen lå ved siden af Otterup, men CHARLESTON?!!

Nu var vi kommet tættere på byen, og jeg kunne allerede mærke sydens historiske vingesus med gamle brostensbelagte gader og store pralende mansions, købt og betalt af fortidens kyniske slavehandlere. Da håndjern og politiblink hurtigt bragte mig tilbage til virkeligheden…

Nå, intet skulle ødelægge min Scarlett O’Hara-drømmerejse, så vi hoppede ind i bilen og satte kurs mod den elegante Arthur Ravenel-bro, der fører ind til Charlestons centrum. Men så fik vi øje på køen på broen. Alt stod stille. “Måske skulle vi lige klare vores indkøb først”, sagde Peter og drejede fra mod Walmart.

En time senere vendte vi tilbage. Stadig kø. Således videre til apotek og posthus. Atter retur til broen, hvor bilerne ikke havde rørt sig ud af flækken. Vi vendte hjem til motellet og badede i poolen. Mens jeg skumlede og kikkede på uret. Men midt på eftermiddagen fordampede køen og endelig kunne vi komme afsted.

Fortidens hestevogne bringer i dag turisterne rundt med en guide som kusk. Vi hoppede ombord og fik en rundtur i historierne om magt og ære i kampen for Sydens selvstændighed fra uafhængighedskrigen til borgerkrigen.

Om sørøvere, der for 300 år siden blev fængslet og siden hængt på en sandbanke ud for kysten. Om velhavende plantageejere, deres forkælede døtre og pompøse bryllupper. Om de hedengangne sydstatsaristokrater, der sad på verandaerne med deres mint julep under borgerkrigen og forbandede “the northern aggression”, mens slaverne på bomuldsmarkerne endelig kunne se lys for enden af tunnellen.

Jeg var stadig hensat til en malerisk tid med gentlemen til hest og kvinder med slangekrøller, da vi rullede tilbage over broen, hjem til motellet og Peter & pigerne ned til poolen. Men både heste og krøller fortonede sig, da pigerne kort efter stormede ind på værelset med en frisk melding fra poolen og samme makabre begejstning som i morges:

“Mor, mor, ved du hvorfor broen var lukket? En mand ville begå selvmord! Han skulle til at springe, men politiet fik lokket ham væk fra kanten med en cola og en pepperoni-pizza!”

/Bodil

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/6176146793566218033?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]