Last Exit to Manhattan
“YAAK! Didn’t you see that other car?!! LOOK OUT, the light just turned red! …..Colin, are you sure, there is no speed limit in New York?!”
New York virvlede forbi os, mens jeg pressede fødder hårdt imod bunden af bilen for at få en svag fornemmelse af fodfæste. Bilen, der imiterede en ynkelig beskyttelse mod al den øvrige sindsyge trafik udenfor, drønede tværs over Manhatten. Vi havde fået en ægte New Yorker bag rattet. En, der var kendt for at sige, “When it comes to traffic in NY, don’t think too much. Just do it!”
Og dét gjorde han så. Gennem vejarbejde, køer, afspærringer og tilfældige fodgængere. “Look, the Chrysler Building,” informerede han os lakonisk om undervejs, som om vi havde overskud til at tænke på andet end en skæbne som organdonor. Chrysler bygningen forsvandt hurtigt bag endnu en glasfacade og jeg nåede at tænke, at al denne glas ville gøre traffikulykken ekstra grim.
Vi havde skødesløst lagt vores liv i hænderne på Colin Reilly, Peters gamle rejsefælle, nu veletableret familiefar i New Jersey. Født og opvokset på Long Island, kontorchef i Blooklyn og aldeles stedkendt på Manhattan og omegn. Og manden, der gav os et angstfremkaldende indblik i en pendlers hverdag. Måske ikke så underligt, at hans kone er glad for, at han oftest tager toget.
Efter vores søvnløse nætter i Harlem rykkede vi ud til Colin & co. i Monclair, New Jersey, ca. 40 minutter fra NY Centrum (Colin klarer den på 20). Og New York havde været lige præcis den kæmpe kliché, vi havde gjort os forhåbninger om. Med gule taxaer, røg fra undergrunden og betjente med donouts. Og jo, det var som at træde ind i en anden dimension, forlængst foreviget i alverdens film. De var der allesammen…
Cary Grant venter stadig på Deborah Kerr på toppen af Empire State Building, længe før Tom Hanks og Meg Ryen er kommet på samme idé. Robert De Niro har stadig den krøllede dollarseddel liggende i sin taxi, der stadig er ved at køre ind i en forhutlet Dustin Hoffmann, der råber “HEY, we’re walking here!”. Og går man tur i de mørke gyder kan man stadig høre ordene “That’s not a knife… This is a knife!” med den bredeste aussie-accent, mens Audrey Hepburn stadig leder efter sin regnvåde kat i en baggård i nærheden. Hun bliver i smug beluret af James Stewart med benet i gibs til evig tid.
I Brooklyn ryger Jim Jarmush sin sidste smøg med Harvey Keitel, mens en livstræt Madonna leverer sit syngende telegram. Og på en tagterasse ved siden af lægger Diane Keaton håbløst an på en jødeparanoid Woody Allen. Tobey Macquire bliver bidt under en skoletur til Naturhistorisk Museum, mens Ben Stiller har en T-Rex i hælene nede i kælderen. I de pæne kvarterer er forventningsfulde Mia Farrow og John Casavettes netop ved at flytte ind i Dakotabygningen, mens Tom Cruise flakker rundt helt alene på Time Square. Og i grænsen mellem fortid og nutid hænger Hugh Jackman fra Brooklyn Bridge og aner ikke, hvad der er i vente.
Suk, jeg vidste, det ville være min yndlingsby…..
New Yorks skæbne som den evige filmkulisse trækker tydeligvis veksler på de lokales tålmodighed. Overalt i subway opfordres de til overbærenhed overfor de mange optagelser og tænke på hvad det bringer byen af penge og PR.
For måske er det bare trættende i længden at have Leonardo De Caprio piskende rundt i gaderne med Tom Hanks i hælene? Der er ikke meget Hollywoodglimmer, der hænger ved en tralv mandag morgen i undergrunden på vej til sit ni-til-fire-job. Ej heller meget lir over at indtage sin hurtige frokost ved samme bord, hvor Meg Ryan fik sin offentlige orgasme.
Og mon ikke den almindelige new yorker tænker mere over sin sundhedsforsikring, end romantikken ved at bo i en ikonisk filmkulisse? Især med de tusindvis af Colin Reilly’er, der dagligt drøner rundt i trafikken…
/Bodil
[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/6176143441741303761?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]