Sleepless in Harlem
Der var ingen tvivl om at vi nærmede os Harlem. Bygningerne blev gradvist lavere og nyere mens beboerne blev bredere og sortere. De smarte sushishops i Upper East gled over i endeløse rækker af små Delis; slidte købmandsbutikker, der solgte dåsemad, grillmad, smøger og lottokuponer. De dyre mærkevarebutikker på Madison Ave. sank i jorden og genopstod som tarvelige outlets med farverige akrylskjorter og plastik sandaler til en dollar stykket.
Det var hér vi skulle bo, i Spanish Harlem på hjørnet af 2. Ave og 116. Street. Som vores taxachauffør venligt noterede, havde området været livsfarligt for ti år siden, men nu åndede alt fred og idyl. Og alt så da også ganske roligt ud. Vores nabo var en bedemand med en pompøst overdækket indgang, der lignede noget fra et falmende 5-stjernet hotel. Det kunne næppe blive mere roligt.
At vi netop var havnet i Harlem er én af de store glæder ved at rejse med Bodil. Det sidste hun ønskede var en overnatning i Soho og The Village, med alle deres fine gamle huse, hyggelige caféer, skaldyrsrestauranter og små sjove butikker med brugskunst og retrotjams fra 50’erne . “For dyrt” sagde hun, og placerede sin vablede bogholderfinger på Harlem – den gamle gnier.
Desuden er Manhattan bare “so yesterday”, det ved enhver sand New Yorker (og Bodil). Næh, lad os hellere satse på de nye in-steder: Harlem og Bronx (læs Sundbyvesterplads og Nordvest). Lad os opleve det sande NYC komplet med homies og hylende sirener og store negere med bandana, guldkæder og overarme tykke som nedløbsrør – sagde Bodil, og så from ud.
Det var ikke uden lettelse at vi konstaterede, at den fremsendte kode til lejlighedens hoveddør virkede fint; med masser af plads, egen stue, køkken og soveværelse, samt et par solide tremmer for vinduerne ud mod baggården.
Mad blev fremskaffet nede fra Harley’s, den mest chekkede af de lokale restauranter; fedtede spareribs og frynset gris uden skyggen af grøntsager. Pigerne absorberede dette første møde med USA med stor velbehag og dejsede om kl. 10, i sikker forventning om en lang nats søvn. Men sådan blev det ikke…
Kl. 3 sharp vågnede vi alle, umiddelbart friske og fulde af jetlag. Alt var mørkt og forunderlig stille. Var dette New York? Vi stirrede ud af vinduerne og kiggede på hinanden, tømte vores rygsække og spillede lidt kort, altimens tiden sneglede sig afsted. Dicte blev rastløs og ville ud og lege på fortorvet. No way, José…!
Sulten kom krybende med solopgang, der langsomt kastede sit sølvgrå skær over de regnvåde gader. Kl. halv seks tog vi vores første spæde skridt ud i the Streets of New York, gik et par blocks frem og tilbage på jagt efter en åben Deli (undskyld disse mange anglisismer, it just happens to us dansk-amerikanere).
En Deli dukkede op out of nowhere, fint udsmykket med Puerto Ricanske flag og hjemstavnens vemodige popslagere skrattende fra højtaleren. En større klase latinoer hang i døren og spiste hot dogs. Bag stegepanden stod vores klassiske latino-mama iført hvide shorts og pastelfarvet t-shirt, begge dele hårdt spændt for under hendes svulstige overkrop. Ingen nykker dér. Alle talte spansk, og i et kort sekund var vi hensat til Costa Rica.
Men kun et kort sekund…På vej tilbage til lejligheden kom vi forbi en køter, der febrilsk kløede sig i rumpen. En af Bodils black dudes stod op af en lygtepæl og så så cool ud, som man kan på en mandag morgen. Han kiggede på hunden med løftede øjenbryn og råbte: “Hey dog…get that nose outta ya bee-hind, ain’t no way ya gonna get them girls going like that…”.
Yep, i Harlem stikker man snuden i andres sager, selv på en mandag morgen.
/Peter
[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/6176128420432712033?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]