From Teheran with Love

 

Det var i Teheran pigerne lærte at tørre numse med to fingre og en haveslange. Vi var havnet på Hotel Mashhad, et lurvet hostel fyldt med kinesiske backpackere og en livstræt bedstefar, der sad i receptionen og røg smøger dagen lang. Vores værelse havde fire senge og et bord i midten, og et sodfyldt vindue, der pegede ud mod en evig trafikprop på Amir Kabir Street.

Længere nede af gangen var der et fælles baderum af tvivlsom karat, med en enkelt brusekabine, to inder-lokummer og tre håndvaske, hvor ranglede kinesere med strithår børstede tænder og ræbede foran spejlet.

Det var hér Dicte fik dårlig mave, og med rædsel måtte sande, at vi samtidig var løbet tør for toiletpapir. ”Hvad gør jeg så…?” hakkede hun i fortvivlelse. ”Det samme som de øvrige seks milliarder mennesker uden for den vestlige verden. Skyller med vand…” svarede faderen, der lå svøbt i minder fra sin tid i Indien. Hun fik en lang nat, men blev i det mindste klogere på verden.

Vores første møde med Teheran for godt to uger siden bekræftede alle fordomme om en støjende, kønsløs og megaforurenet storby. Af uransagelige grunde er Amir Kabir Street blevet stedet, hvor Irans få backpackere samles, blottet for restauranter og souvenirshops, men til gengæld fyldt med flere tusinde forretninger, der sælger alt i reservedele til biler: Måtter, møtrikker og maskindele af enhver tænkelig art.

Alligevel viste Teheran sig snart fra en anden og smukkere side. En kort spadseretur fra Hotel Mashhad bragte os hen til en stor park med legeplads og henslængte forældre, en lille basar med street food og kunsthåndværk, og en brostensbelagt gågade med torvehandel og skyggefulde ahorntræer. Det var hér et samlet kvindetribunal insisterede på indlogering, når vi vendte tilbage til Teheran i slutningen af april, og hér – i disse smukke omgivelser – at denne sidste og endelig blog skrives, med den sædvanlige blanding af længsel, vemod og lettelse, som altid hænger over mig, når turen lakker mod enden.

For lad det være sagt med det samme, vi glæder os til at komme hjem. Selv Emilie, der vel nok er vores mest indædte backpacker. Vi glæder os til rugbrød og smør. Vi glæder os til at snakke med andre end os selv. Vi glæder os endda til hverdagen, med vækkeur og kolbekaffe og jagten på idrætstøj tre minutter i otte, selvom jeg ved, at dén længsel hurtig damper af. Og jeg forestiller mig, at Bodil glæder sig til at gå rundt i andet end det islamiske grædekone-outfit, som hun købte på Nørrebro før afrejse, og nu er fanget i, efter at pigerne har systematisk har lænset hendes rygsæk for alt det smarte tøj.

Og samtidig føler jeg en snert af vemod over at skulle forlade dette skønne land, som har taget os med storm og venlighed. Jeg vil savne basaren med alle dens dufte fra nær og fjern, og de hvælvede gange og sangfuglene, der kvidrer fra deres bure. Og de smukke iranske piger, der render rundt i flossede jeans og lilla hår, og deres ironiske glimt i øjet, der holder præsterne for nar. Og nattoget til Tabriz med aften-the i egne 4-mandskupéer. Frem for alt vil jeg savne den overstrømmende gæstfrihed, hvis mage jeg sjældent har oplevet.

Da vi første gang stævnede ud med pigerne for otte år siden, ønskede vi at vise dem, at verden ikke er helt så farlig, som vi ofte går og tror, og at folk ikke er helt så forskellige, når det kommer til stykket. Det lykkedes til fulde i Iran. Selv i store, stygge Teheran. Tak for dét.

/Peter

For billeder fra Teheran, Shahens palads og smukke piger, se hér…