Nerver i Newark
“SIR! Ladies first…remember your manners!!”. Jeg stivner i min march mod skranken, fire pas i en vissen hånd og lader pigerne passere. Han skuler ondt på mig. Han er sort, senet og sur. One mean Motherfucker.
Han tager det første pas og masserer sig langsomt gennem siderne, måske i forventning om at finde et falsk irakisk pas gemt mellem linjerne. “Emilie…?”. Emilie træder an og kigger op. “How old are you Emilie…?”. Emilie ser paf ud og jeg visker hende svaret blidt i øret. “Let her answer for herself…”, bjæffer han som en anden drill sergent. Emilie mumler “9 years”. “And what month are you born?”. Jeg drister mig til atter et lille visk, han sender mig blikket, og Emilie svarer.
Paskontrollen i Newark er ikke blevet mere easy siden sidst, det er stadig en langsom venten på noget, der kun bliver værre, som tiden går. Jo længere man kommer frem gennem køen, jo større bliver ens paranoia. Den vokser på vinger og flagrer rundt i maven.
Endelig bliver det min tur. Et lettere irritabelt vink hiver én frem til skranken, og man følger fingeren med tunge skridt. Lange tavse blikke ned i passet og dybt ind de mørkeste afkroge af ens sorte sjæl. Sådan føles det i hvert fald.
Et kamera trækkes frem som et tredje øje, det hænger i luften som en arrig hveps og downloader de sidste rester af ens digitale særpræg. Data krydsrelateres og checkes byte for byte mod passets biometiske data. Man kan nærmest høre hvordan det tikker dybt nede i den underjordiske serverpark, hvor Department of Homeland Defence gemmer alle sine data. Stedet hvor de efterhånden har skrevet alverden i mandtal.
Fingeraftryk afgives…pigerne nøjes med højre tommelfinger, Bodil afleverer de fem på højre hånd mens the prime suspect, moi, lægger samtlige ti. Men intet måler sig nu med et godt gammeldags forhør.
USA: So, how long you’ll be staying in the US?
PJ: 7 weeks.
USA: 7 weeks…?? nu klart på dupperne, “…and you’re stayin’ in New Jersey all that time?”
PJ: Øh no…well, we’re going down south, to Savannah and then back up again through the Appalachians.
USA: Georgia! You goin’ down to Georgia, and back up…? nærmest råber han ind i hoved på mig med sin bredeste homeboy-afroaccent. “Man, I’m from here an’ I ain’t never been down there… you know how far that is…?”
PJ: Øh, 1000 miles maybe, svarer jeg spagt.
USA: Much further, man… and how you recon you get down there…?
PJ: Øh, by car, perhaps…, nu med den mindste af stemmer.
USA, der nu sender mig et bondesnu brugtvognsforhandlerblik: What kinda car?
PJ: I dunno, a normal one I guess, one with four doors and four wheels…
USA, endnu mere skeptisk: Sounds mighty unconfortable to me – where will you be staying?
PJ: Camping, I think…
USA: CAMPING…??! I ain’t sleeping outside with no one, no way…well, you have a good trip now, and take care, ya’ hear? og sendte mig et skævt smil, mens han bankede stemplet ned i passet som et sidste punktum på dagens audiens.
Vi tog toget fra Newark til Manhattan, forbi New Jerseys faldefærdige fabrikker og massive kraftværker, forbi de vidtforgrenede motorvejsnet med 3-sporede afkørselsramper i halvtres meters højde. Paskontrollørens bryske behandling hang som et ekko over det industrielle forfaldslandskab, som passerede forbi udenfor, men rungede hult i forhold til den ekstreme venlighed, som vi mødte inde i toget. Trætte pendlere, der fluks og uopfordret overlod deres pladser til vores unger og ryksække. Det hang heller ikke sammen med hans afsluttende smil og omsorgsfulde afskedsreplik: “…you take care now, ya’ hear”.
Måske var han bare New Yorker med stort N, med rigelige mængder ego og attitude. Måske var min paranoia bare figmenter af egen fantasi – det er set før…Og måske var modtagelsen blot symptomatisk for en blød, velfærdsdanskers mavelanding på storbyens hårde, verbale asfalt. Nok det hele på én gang, og et varsel om ikke at skue USA på årene, også selvom det føles så underlig velkendt.
/Peter