Under uret

 

Måske var det en dårlig ide at mødes på Tokyo hovedbanegård. Det er ikke et sted man finder hinanden. Tværtimod. Tusindvis af skilte peger alle mulige retninger, højtalere fylder rummet med uforståelige kvindestemmer og alt er på japansk.

Pendlere strømmer frem og tilbage i lange, sterile tunneller foret med hvide kakler og et strejf af pastel. Der er lavt til loftet og lettere klaustrofobisk. Mange bærer hvide masker og ligner læger på flugt. De er venlige nok, men taler ikke engelsk. Trapper fører op og ned og føjer nye lag til forvirringen.

Vi var blevet enige om at mødes på Starbucks, én af globaliseringens faste holdepunkter, en oase af kaffe, cookies og gratis wifi. Blot med den lille krølle, at der er hele tre Starbucks på hovedbanegården, så det skulle være dén nær hovedindgangen. Men hvor var det? Der var store indgange overalt.

Jeg forestillede mig, at pigerne flakkede rundt i samme labyrint som jeg, og følte samme spirende panik. Måske stod de blot et par hundrede meter fra mig, uden at vi var tættere på hinanden af den grund. Men det lykkedes. Jeg fandt oasen, og kort efter kom Emilie og Dicte rendende mod mig med åbne arme. Vi var atter samlede, og Bodil havde endda husket sit pengebælte.

Nu var jeg jo dybt taknemmelig over mine 14 dages solorejse til Bombay, mens Bodil holdt skansen på hjemmefronten. Men samtidig, i en mere smålig del af mit sind, herskede der en vis fryd over at hun nu skulle klare sig selv. Endelig alene med logistikken…

For Bodil har altid svævet over vandene når det kom til planlægning. Hun har været den gode fe, der kastede sin velsignelse over de største beslutninger, og huskede kortspillet på vej ud af døren. Hver gang har hun lovet bod og bedring; ”næste gang står jeg for det hele…” siger hun, og alligevel har det været mig, der sad tilbage med alt det kedelige; visumregler, vaccinekrav og lokale klimaforhold. ”Jamen du er jo så god til det” råbte hun ude fra entréen, halvvejs nede i sine støvler, på vej ud med sit band, eller endnu en ”vagt” på højskolen.

Men nu er alt glemt, nu ser vi fremad. Især Bodil, der nu fører an gennem metrosystemets kringelkroge med kortet i hånd og et fast blik mod dagens destination, som hun selv har udstukket. Det er næsten ikke til at bære.

/Peter

Under uret (2)

 

Måske var det en dårlig ide at mødes på Tokyo hovedbanegård. Pigerne var trætte og savnede deres far. Jeg var den pirrelige mor, hvis stress niveau steg i takt med erkendelsen af stedets størrelse. At skulle finde én Starbucks ud af tre lyder måske som en simpel øvelse, men ikke på Tokyo hovedbanegård.

Det var ellers gået glimrende indtil nu. De seneste par uger havde Peter med fryd underkastet mig den ultimative rejsetest: Kan hun mon huske både at afbestille avis, afrime fryser, afmelde SFO, aflæse oliefyr, ændre mobilabonnementer, skaffe lektie materiale, vaske tøj, videresende posten, pakke tre rygsække, få huset lukket ned og checke ind online inden afgang?

Struktur og logistik overlader jeg gerne til andre (læs; Peter), men mod al forventning huskede jeg det hele. Man vil jo sjovt nok hellere fremstå doven end uduelig, så jeg fandt mit indre styresystem frem, gik pertentligt til værks og oplevede den sære tilfredsstillelse at sætte flueben på en dosmerseddel.

Med samme systematik kom vi gennem rejsen: afgang fra Kastrup, mellemlanding i Helsinki, videre til Japan, ind til Tokyo. Alle etaper med pas, boarding card og snacks til pigerne på plads. Jeg elskede mit nye styresystem og havde fundet en ro, derude på forkanten.

Og nu stod vi her. Jeg havde ingen lyst til at snuble på målstregen. Så da første Starbucks var en blindgyde, forsatte vi ufortrødent gennem mylderet af japanske tegn og underjordiske gange og passager. Og fandt med venlige japaneres hjælp den rigtige.

Dér var han. Solbrun og rejsenusset på den dejlige måde. Skægstubbene og det uglede hår klædte ham som altid. Pigerne løb ham i møde med jubel og han lyste op i et stort smil. Alt i mens stod jeg med metrokortet i hånd og havde blikket stift rettet mod næste etape. Det var næsten ikke til at bære.

/Bodil

[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/6123644469185803873?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]

Photo: bluehand / Shutterstock.com