Smile if you’re a wanker
Vores maratonflyver fra Sumatra til Darwin sluttede kl. 5 om morgenen på Frogshollow guesthouse. Nogle timer senere vågnede Dicte og jeg til lyden af musik og flaskeklir fra fællesrummet. Udenfor sad drengene og hyggede sig med morgenpils.
Det var næsten som at være tilbage på kollegiet, bortset fra at ”drengene” ikke var 20-årige knægte på SU, men granvoksne gutter på nogle-og-fyrre, druktynde med slidte tatoveringer og smøg i kæften. Følte mig temmelig faragtig, som jeg kom slæbende med havregryn og cornflakes, pixi-bøger og tegnesager og rettede an til morgenmad sammen med Dicte.
Efterhånden som solen stod op, tog festen form; ét bord blev til tre, deltagerkredsen voksede, alle på hotellet gik rundt med en øl i hånden, alle havde bar overkrop undtagen pigerne (og godt det samme), der til gengæld var store som 4-hjulstrækkere og havde pigtrådstatoveringer rundt om overarmen, alle sagde ”yeah mate, how’s going”, alle var ekstremt venlige.
Australien var lige præcis som det skulle være. Pigerne elskede det. Ditto hér.
Dagens højdepunkt var dog turen til supermarked sammen med Emilie. Slut med Asiens tarvelige ”hyper markets” og deres endeløse rækker af pulvermælk, pulverkaffe og pulverkarry på støvede lagerhylder, slut med simili og plagiat (f.eks. ”snyde-cornflakes”, som pigerne nu kalder alt andet end Kellogg’s), slut med aldrig helt at vide hvad det er man får, før det er for sent.
Næh, dette var ”the real McCoy” – den ægte vare – med saftige steaks og sprøde majs, friskbagt brød og nymalet kaffe, saltet smør og ægte mælk fra rigtige køer. Den aften var der ingen brok over aftenmåltidet, den aften spiste pigerne med en sjælden vellyst.
Det havde ellers ikke skortet med advarsler mod at tage til Northern Territories ”In the Wet”. Omkring Darwin ville alt være vådt og mudret. Og længere sydpå ude i ørkenen ville det være brølende varmt.
Skyerne lå også en kende tungt de første dag par dage, dog ikke nok til at dulme vores ”vi-er-tilbage-i-vesten”-eufori. På tredjedagen ramte realiteterne os som en spand lunken vand. Monsunen var landet, himlen blev mørk, det lynede og tornede og stod ned i stænger dag og nat. Selv knastøre Alice Springs, vores destination 1500 km. mod syd, var ved at drukne og fik mere regn på få dage end de sidste to år sammenlagt!
De lokale var målløse. ”Det kan fortsætte en uge eller en måned, nobody knows…” sagde de og rystede på hovedet og åbnede en ny pils. Selv sad vi med en lettere fugtig – og uopsigelig – lejekontrakt på en camper med aflevering i… Alice Springs!
I mellemtiden besøgte vi Bodils krokodillejægeronkel Niels Anton ”Tony” Christensen, der huserer ude i Noogoo swamp syd for Darwin. Manden har 600 krokodiller på samvittigheden, skudt tilbage i 60’erne, dengang det stadig var tilladt. Proceduren var enkel, forklarede han med sit brede australske vendelbomål; man sejlede ud på floden om natten med en riffel og en lygte, pløkkede dem mellem øjnene, der lyste rødt i lygtens skær, hoppede i vandet, dykkede ned og fiskede dem op igen.
Hvis de lå længere nede end 4-5 meter, markerede man stedet og vendte tilbage næste dag. ”Jam’ var I da ikke bange for andre krokodiller?” spurgte SAP konsulenten (der knapt nok kan hente en gummiand op fra den dybe ende af en svømmepøl). ”Næh…” svarede han, ”det var mere hajerne, vi var bange for”.
Vi mødte ham i et shoppingcenter uden for Darwin. Manden har naturligvis ikke mobil (eller internet… haha), kun en postboks igennem hvilken vi havde aftalt tid og sted. Han var ikke svær at få øje på; en lille, tætbygget fyr midt i 70’erne med flipflopper, safaribukser og bredskygget hat med påfuglefjer. Vi satte os ind i hans 4-hjulstrækker og kørte ud i bushen, ned af røde jordveje, gennem dybe vandløb, helt ud i krattet hvor hans hytte ligger.
Det var som at træde ind i en kulisse fra en anden tidsalder; et simpel træskelet, hvor vægge af net dannede rammen om et lille, hyggeligt rum, sirligt og spartansk indrettet med seng, bord, tv og stol, en bogreol, en opslagstavle og en udstoppet fugl. Det var hans tredje hus, kommenterede han lakonisk, ”det første brændte, det andet styrtede sammen”.
På vej tilbage til Darwin summede jeg over vores eget liv og alt det overflødige bras, vi slæber rundt på i vores magelige og højmaterielle middelklasseliv. En bil passerede os med en tekst på bagsmækken, som både indkapslede den australske ånd og min egen sindstilstand. ”Smile if you’re a wanker”, stod der. Jeg smilede.
/Peter
[pe2-gallery album=”http://picasaweb.google.com/data/feed/base/user/116004533744659840432/albumid/5446240109126507825?alt=rss&hl=en_US&kind=photo” ]