Fire nuancer af brun

Meymand er en drøm for enhver, der søger en ægte palæontologisk oplevelse. Hér kan man sove i egen hule i en dal fyldt med sandstensgrotter, der har været beboet i mindst 4.000 år. For blot en generation siden boede der 10.000 mennesker i dalen, men de unge søgte ind til byen og Meymand led den velkendte landsbydød. I dag hænger 30 oldinge stædigt ved, de sidste af deres art. De mindes vel gamle dage, mens de sælger urter og nødder til de få turister, der forvilder sig ind i deres net.

Vi dukkede op sent på eftermiddagen og blev mødt af vores værtinde, som selv hørte til blandt de frafaldne. Hun boede i den nærliggende by, og lagde kun vejen forbi når der var kunder i butikken. Så kunne hun også hilse på sin svigermor, der var én af fastliggerne. Vores grotte var hyggelig på en – ja – huleagtig måde. Den var næppe større end 20 m2 og væggene var sorte af sod fra fortidens indbyggere. Gulvet var dækket af et brunt gulvtæppe og fra loftet hang fire nøgne pærer. Eneste inventar var en el-varmer midt på gulvet og tre senge bygget på brædder. Uden madras.

Vi fik to grove tæpper hver, så kunne vi selv disponere over vores pinsler. Ønskede man at dulme spånpladen med et tæppe, måtte man leve med lidt ekstra kulde fra oven. Da kalkulen bundfældede sig i Bodils bevidsthed ”blev stemningen pludselig en helt anden”. Dicte havde for længst scoret det største og blødeste tæppe, men nu foldede Bodil sig ud som en sand retoriker, og tilranede sig det gode tæppe under en byge af ord og en smule vold, til datterens gråd og tænders gnidsel.

I mellemtiden havde Emilie lagt sig til rette i sengen med pandelampe og bog, og spurgte om ikke vi skulle blive en ekstra nat. Det var nu vi hørte lyden af en hylende præriehund. Bodil sank ind i sig selv. Dicte krævede en eskorte ud til latrinen – en autentisk ”inder” med tilhørende lugtkulisse. Emilie greb ud efter gårsdagens fladbrød, så hun kunne fodre sine pelsede venner. Kort efter satte elvarmeren ud. Det blev en lang og kold nat for vores bløde velfærdskroppe.

Næste morgen stod vi op til morgenmad i nabogrotten. Det var hér vores værtinde havde overnattet hos sin svigermor. Og hun var en svigermor, som myter er skabt af; en krumbøjet gammel kone med ørnenæse og skarpe øjne, der spiste resterne af den lokale (og harske) smør direkte fra krukken med sin krogede pegefinger. Hun betragtede pigerne med intens interesse, da de satte sig tilrette foran morgenmaden. Tankerne gled over i Hans og Grethe. Men snart øjnede hun en laverehængende frugt.

Svigermor krabbede over til Bodil, og trak en pose valnødder og noget spidskommen frem af sine lommer. Svigerdatter sendte mig et opgivende blik, mens konen raspede videre overfor Bodil på den lokale dialekt. Vi købte nødderne til en bastant overpris og brugte resten af formiddagen på at udforske området, der – trods strabadserne – var ganske enestående. Dalen er spættet af hundredvis af tomme huler, som man kan gemme sig i; perfekt, sagde pigerne, til en ny runde af Hunger Games (jeg tænkte atter på svigermor, og gøs).

Ved middagstid forlod vi dalen og satte kurs mod Kerman i det sydøstlige Iran. Endnu en rejse ventede gennem den iranske ødemark, der havde fulgt os siden Isfahan. Spredt over landskabet stod vilde mandeltræer aftegnet mod himlen med deres elegante, hvide kroner. I horisonten tonede bjergene frem med sne på toppen.

Vi nød det skønne Iran, velvidende, at det grimme snart ventede. Snart gled vi over i det goldeste atomlandskab. Langs vejen stod tomme huse i tarvelig gasbeton. Jorden var grå, og belagt med små tornede buske så langt øjet rakte. Spredt over landskabet stod sorte træer med krogede grene. Tidslerne lignede små, gule kranier. Bag os lå Meymand som et stykke af Iran i sin hårdeste nøddeskal, en flække skåret i klippe og sand, og malet i brune nuancer.

/Peter

For billeder af turen fra sandørkenen i Bafgh til grotterne i Meymand, se her.

Billeder fra Yazd, se her.

Billeder fra Karanagh, se her.

Nain ⇐ forrige blog                                                           Næste blog ⇒ Kerman