Ronkedorens brøl
Der er visse af Vor Herres skabninger som man bør omgås med forsigtighed. Tyrkiske tæppehandlere, safransælgere fra Kashmir, kobraslanger og eksterne SAP konsulenter er nogen af dem, og jeg burde vel efterhånden vide, at listen også omfatter turistguider, især til guidede safariture i indiske nationalparker, som står anbefalet i Lonely Planet. Så er der i hvert fald garanti for at man ikke er den eneste, der lægger vejen forbi!
Vi stod ellers tidligt op dén morgen. Det var mørkt udenfor, vi fik rusket liv i et par søvndrukne unger, der et kort øjeblik troede vi skulle på arbejde igen. Vi skulle jo være blandt de første, der blev lukket ind i parken, så vi kunne nå at se dyrene inden de flygtede i skjul.
Allerede på vej til parken fornemmede vi, at der var indere i mosen. Pludselig var der ikke 30 men 60 (læs; 90) minutters kørsel til parken, og da vi endelig ankom, stod der et hav af turister fordelt på flere forskellige køer, der ikke flyttede sig en meter. De sædvanlige blanketter skulle udfyldes med vitale informationer som ”faders navn og beskæftigelse”, det indiske bureaukrati skulle fodres, og inde bag jerngitrene sad de velnærede skrankepaver og drak chai, uanfægtet af det kaos der herskede udenfor.
Da vi endelig fik fat i en jeep, og begav os ud på den bulede vej i en kortege af 12 andre skramlende biler, var der ingen tvivl om at samtlige af parkens dyr på nær de mest dorske vandbøfler var flygtet over stok og sten. Lige ved indgangen så vi en enkelt cirkus-elefant, der pænt gik frem og tilbage med en kokospalme på slæb. Stemningen var lunken i jeepen, og guidens triumferende spotning af påfugle, egern og tre dådyr (på 500 meters afstand) blev køligt modtaget.
Det var derfor i et hidtil uvant display af stædighed fra vores side, at vi et par dage senere pakkede vores grej og drog op til et andet hjørne af parken, hvor vi med sikkerhed (!) ville komme ind som de første. Det lykkedes, og fra starten vrimlede det med dyr; rådyr, bøfler og vildsvin på nært hold, friske tigerspor (sagde de… måske havde et par af deres kolleger været forbi med en gibsafstøbning tidligere på morgenen) og endelig elefanterne, navnlig en olm hanelefant med mammuth-agtige stødtænder på den ene side af vejen, og fire hunelefanter og en jumbo på den anden side.
Hannen brød sig ikke om at blive afskåret fra de andre, vendte sig fluks mod os, brølede ondt, og satte så i løb direkte mod vores blikdåse af en bil. Den var ikke mere en 20 meter fra os, det hele foregik i slow motion. Mit liv passerede revy, jeg bad en stille bøn til bilguden Tata og håbede, at netop denne jeep ikke ville sætte ud. Elefanten nærmede sig i en støvsky, bilen gassede op og jeg takkede Tata. På vej væk lavede jeg en mental note om, at sure hanelefanter nok skulle føjes til listen over Vor Herres tvivlsomme skabninger.
28. november – 3. december 2009
/Peter